Historie - Halkær Mølle

Halkær Ådal formes

Ådalen er antagelig udformet allerede før istiden i det tertiære landskab. Den fremrykkende is har været med til at uddybe dalen, der også bærer præg af smeltevandets påvirkning ved istidens afslutning.

Dalen har været smallere og meget dybere end i dag, men i stenalderen trængte havet nordfra ind i dalen. Bølgeslagene sled i siderne og skabte en række klinter ind mod de tilgrænsende moræneområder. Ådalen blev altså bredere, men samtidigt blev bunden fyldt op af det nedbrudte materiale fra siderne. 

Boringer viser, at der over den oprindelige dalbund fra istiden op igennem tiderne er afsat over 45 meter fjordaflejringer. Landhævning har senere trængt fjorden nordpå igen, men stenalderens kyst tegner sig endnu tydeligt i dalsiderne.

Halkær Mølles historie

Kildemøllerne i Halkær ådal

Der har ligget en vandmølle ved Halkær siden middelalderen. Vandmøller ved store brede ådale har typisk ligget ved kildebække og andre tilløb til åen, fordi det har været teknisk umuligt at spærre hele den brede ådal af til en mølledam. Både Halkær Mølle og Kelddal Mølle syd for Vegger er fine velbevarede eksempler på sådanne kildemøller. Mindst tre andre steder har der ligget lignende møller i ådalen, hvoraf kun Dybvad mølle ved Aars er delvist bevaret.

Den første mølle

Halkær Mølle omtales første gang i 1533 under navnet Tornbæk Mølle. Den lå dengang ca. 100 m længere mod øst, hvor der endnu kan ses svage spor efter beliggenheden ved vestenden af den gamle, øverste mølledam. Møllen blev - som i dag - drevet af kildevand fra en lille sidedal til den store ådal.

En del af tømmeret fra Tornbæk Mølle blev genanvendt ved byggeriet af den nuværende mølle og kan endnu ses i møllehuset. Fx sidder der ved siden af døren gamle bjælker med taphuller, som ikke har nogen funktion i dag. 

Møllehuset er over 350 år gammelt

Der må dengang endnu have været meget fugtigt og sumpet nede i selve ådalen, men i 1664 blev møllen alligevel flyttet vestpå til den nuværende beliggenhed, og en ny og større mølledam blev anlagt umiddelbart bag møllen.

De hvidkalkede, stråtækte udhuse med hestestald, lade og kostald, er lidt yngre, antagelig fra 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. De er delvist opført i kampesten. Kostalden og den østlig ende af laden er ældst. Den nuværende hovedbygning er en murstensbygning med tegltag, opført i 1882 og er et særligt smukt eksempel på byggeskikken i Himmerland.

Det gamle overfaldsmøllehjul arbejdede indtil 1948, da det blev afløst af en turbine, der kunne lave strøm og trække pumpen til malkeanlægget i stalden. Det lodret stående turbinekammer var opbygget i beton med turbinen for neden. Resterne af aksler og turbinehjulet kan ses her i rummet. Der er ikke bevaret noget af det indvendige mølleværk, men gennem tiden har her været både kornmølle og et valke- og stampeværk til tekstilproduktion. Møllen var i drift til 1974. Et nyt overfaldshjul har siden år 2000 drevet møllehusets drivaksel. Møllen er koblet til en strømgenerator, som man selv kan prøve af og på loftet kan møllehjulet drive en mere moderne kornkværn.  

Det gamle møllehjul på Halkær Mølle lige inden det blev udskiftet med en turbine i 1948.

Kværnen på loftet i Halkær Mølle i 1948. De to møllesten er gemt bag plader. Det er den øverste sten, ”løberen”, der roterer, drevet af et metalbeslag øverst på den lodrette aksel, som griber ind i hakker på stenens underside. Selve hullet i møllestenen er kanal for kornet, der løber ned fra tragten øverst på kværnen. Kornet males mellem ”løberen” og ”liggeren”, den nederste sten, og melet kommer ud i mellemrummet på stenenes yderside og fanges i et ringkar. Undersiden af den øverste, roterende møllesten — løberen — har tre hak, hvor metalbeslag på den lodrette aksel griber fat.

Det indre af Halkær Mølle i 1940. Man aner det store vandret liggende tandhjul, der skulle geare møllehjulets langsomme bevægelse op i hastighed, så kværnen på loftet over mølleværket kunne fungere. Den svære tømmerkonstruktion bærer kværnen på loftet. Bjælken i loftet ses stadig, hvor akslen har været monteret.

Ejerforholdene på Halkær Mølle

Den først kendte møller på Halkær Mølle hed Christian Rasmussen. Han ejede møllen i en del år og var 84 år, da han døde i 1790. Møllen havde en række ejere gennem 1800-tallet.

I 1911 købte Niels Peter Lauridsen møllen. Han drev møllen til sin død i 1940, hvorefter hans fem børn: Rudolf, Kirstine, Dagmar, Alfred og Elmer sammen med deres mor Jensine Marie, drev den videre, indtil morens død i 1948. Herefter overtog de fem søskende møllen. De fem søskende var kendt som hjertelige og gæstfrie mennesker, der gerne inviterede børn til at lege på stedet. Besøgende blev godt beværtet og særlige møllens ålegilder var berømte.

I 1974 solgte familien møllen til Kulturministeriet med bopælsret på møllen så længe de levede. Elmer var den sidste på møllen og døde i 1995. I dag ejes møllen af Naturstyrelsen under Miljøministeriet.

Halkær Voldsted

Halkær Voldsted er opstået i forbindelse med Margrete 1.s inddrivelse af gods og nedrivning af forsvarsværker, hvor voldstederne blev erstattet af lave og brede herregårdspladser afgrænset af voldgrave, hvor vægten blev lagt på det repræsentative. Halkær Voldsted, der ligger i bunden af Halkær Bredning i et naturområde syd for Sebbersund, er en af disse herregårdspladser. 

Halkær tilhørte Viborg bispestol i middelalderen, og i slutningen af 1300-tallet fik Peder Andersen Munk af Hedegård ansvaret for at opbygge Halkær på stiftets vegne. Ved Reformationen overgik Halkær til kronen, men allerede i 1544 blev det solgt til Niels Axelsen Rosenkrantz. 

Voldstedet består af en ca. 2 m høj, rektangulær borgbanke, der i nord-syd måler ca. 47 m og i øst-vest ca. 58 m, omgivet af ca. 10 m brede, vandfyldte grave. Den vestre grav er på en ca. 19 m bred strækning fyldt op. Dette giver adgang til borgbanken. Udvendig langs nord- og østgraven er der rester af en 7-15 m bred ydervold, der hæver sig indtil 75 cm over det omgivende terræn. 

Borgbanken og voldgravens kanter er træbevoksede, resterne af volden er under dyrkning. Grænsen for det fredede areal forløber i syd og vest langs gravens udvendige, øvre kant, i nord og øst langs foden af volden. 

Da voldstedet ikke er arkæologisk undersøgt, er det udateret, og bygningernes karakter kendes ikke. I nyere tid lå gården Halkærs hovedbygninger på voldstedet, frem til de blev flyttet sidst i 1800-tallet. Ved nedrivningen i 2005 blev der fundet middelalderlige tegl- og kvadersten, som formodes at være rester af de oprindelige bygninger på stedet. 

Voldstedet blev fredet i 1971.