Historie - Gurre Sø

Gurre Sø og Gurre Vang er navne, der oser af historie

Først og fremmest Valdemar Atterdag, der elskede Gurre og Gurre Slot så meget, at han var parat til at overlade himmeriget til Gud, hvis bare han kunne få lov til at beholde sit Gurre. En udtalelse, som ifølge gamle sagn betød, at han aldrig kunne finde hvile i sin grav. Spøgelseshistorien stammer helt tilbage til 1500-tallet. Den fortæller, at kongen som straf hver nat rider rundt i egnen med sit vilde jagtselskab.

Men der har boet mennesker ved Gurre Sø langt tidligere. Området ligger i den såkaldte Alnarpdal – en geologisk formation der er en bred forsænkning i kalken i Danmarks undergrund. Der har formodentlig været skov i området, siden skoven efter den sidste istid begyndte at udbrede sig over store dele af Nordsjælland. Og selv om der ikke er gjort oldtidsfund i Gurre Vang, så er der indtil flere oldtidsagre, dysser og grave fra såvel yngre stenalder som bronzealder i Horserød Hegn på den nordlige side af Gurre Sø.

Videdyssen, er en fin lille langdysse med to velbevarede kamre med dæksten og med randsten rundt om. Den stammer fra den yngre stenalder. I midten af skoven, tæt ved Horserød Statsfængsel ligger en gravhøj fra bronzealderen, og i skovens sydvestlige del mellem Gurre sø, Store Svends Mose og Grønnerendehus har man fundet spor af oldtidsagre fra den sidste del af bronzealderen. Desuden fandt man i 1983 en såkaldt skålsten fra yngre stenalder eller ældre bronzealder. I stenen er der indhugget ca. 35 skåltegn. Små runde fordybninger, der formodes at være frugtbarhedssymboler.

Gurre Slot

Men det er med opførelsen af Gurre Slot, som Gurre for alvor indskriver sig i historien. Man regner med, at det oprindelige slot blev opført som et fæstningstårn på en lille holm i Gurre Sø allerede i sidste halvdel af 1100- tallet. Gurre betyder egentlig sump eller dynd. Vi ved også, at søen dengang var meget større, og at slottet dengang var omgivet af vand og sump.

I midten af 1300-tallet opfører Valdemar Atterdag en ringmur med fire hjørnetårne rundt om fæstningstårnet, og borgen bliver omgivet af en række bygninger. Bl.a. Skt. Jakobs Kapel, der ligger øst for slotsruinen på den modsatte side af den nuværende Gurrevej. Valdemar Atterdag hjemførte flere relikvier fra pavestolen i Avignon, og første gang man hører om Gurre i de skriftlige kilder er i et brev fra Valdemar til pave Innocens, hvor han fortæller, at han har ladet flere kapeller opføre – bl.a. i Gurre.

Der blev også opført et møntværksted i Gurre, og der er fundet adskillige mønter ved udgravninger. Bl.a. Gurregrossen ”Moneta Castri Gorge”. Gorge står for Gurre. Man mener, at det kan have været her Erik af Pommern havde sit møntværksted i 1400-tallet. Måske i forbindelse med opkrævning af Øresundstolden, der på det tidspunkt blev opkrævet fra Gurre Slot.

Læs mere om slottet i folderen "Gurre Slot"

Valdemar Atterdag

Gurre Slot var i funktion helt frem til 1500-tallet, hvor det gik i forfald og efterfølgende blev brugt som stenbrud. Men det er Valdemar Atterdag, der har gjort slottet berømt.

Man ved, at han opholdt sig en hel del på Gurre Slot, som han var meget glad for. Vi ved også, at han døde på Gurre Slot i 1375 i en alder af 55 år. Kongen skulle forhandle med udsendinge fra Hansestederne og havde indkaldt en række af rigets mægtigste mænd. Men da forhandlingerne skulle begynde, lå kongen for døden og ”kunne ikke holde møder hverken om borge eller om land eller om noget jordisk gods”.

Sagnet

Sagnet om Valdemar og hans udsagn ”Lad blot Gud beholde sit Himmerige, hvis jeg kan beholde Gurre” har nok sit udspring i kongens død på slottet. Det siges, at når uret i Tikøb kirketårn slår tolv, kan man se kongen komme jagende gennem skovene på en kulsort hest. Bagefter sig har han en flok glubske hunde med tunger, der hænger som ild ud af halsen.

Sagnet kan spores helt tilbage til 1500-tallet. Her beskriver en præst, hvordan dronningen bar en magisk amulet, der skulle binde kongens kærlighed til sig.

Da hun døde, ville kongen af samme grund ikke skille sig af med liget men førte det rundt med sig. En af kongens mænd åbnede kisten, fandt amuletten og tog den. Derpå blev kongens følelser overført til soldaten, der blev adlet og altid skulle være i kongens nærhed. Det blev han træt af, så han trykkede amuletten ned i dyndet ved Gurre med sit sværd. Og siden da har Valdemar Atterdag på mystisk vis været bundet til stedet.

Senere er sagnet blevet blandet sammen med historien om kongens elskerinde Tove. Ifølge sagnet skulle det være Valdemar Atterdag og Liden Tove, der var elskende, men her er kongen uskyldig. Det var nemlig hans forfader Valdemar den Store, der ikke kunne stå for Tove.

Gurre Vang

Gurre Sø er i dag omgivet af skov til alle sider. Sydpå er det Gurre Vang og mod Nord Horserød Hegn. Man mener, at Gurre Vang helt tilbage til Valdemar Atterdags tid har været brugt til græsning for heste. Det har været et indhegnet område i et stort skovområde. Der har været spredte træer og større og mindre åbne sletter.

Gurre Vang fik sin nuværende afgrænsning, da det militære rytteri under Frederik IV lod området indhegne i 1717. Senere overtog Frederiksborg Stutteri vangen, men i 1799 blev vangen overgivet til skovvæsnet.

Kong Valdemars Vold er et 850 meter langt og flot jorddige, der går fra nord til syd midt ned igennem Gurre Vang. Diget er beskrevet som Kong Valdemars grøft helt tilbage til Christian V’s jordebøger fra 1681 og er nok den ældste indhegning i skoven.

I 1760’erne blev den tyske forstmand Johan Georg von Langen kaldt til Danmark for at få orden på skovdriften. På det tidspunkt var skovene i dårlig forfatning. Kun 2-4 procent af landet var dækket af skov mod op mod 14 procent i dag. Man manglede desperat træ, og udover at så og plante mere skov, indhegnede man eksisterende skov for at holde bøndernes dyr ude. I den sydlige og den østlige del af skoven kan man stadig se store dele af de gamle stengærder.

I Horserød Hegn har man også en Kong Valdemars eller Kong Volmers Vold. Det er en 1,5 km lang jordvold i den sydøstlige ende af skoven. Fælles for Valdemarsdigerne er, at de er store jorddiger med en grøft i den ene side. Oprindelsen er uklar. Nogle mener, at det er gamle forsvarsdiger. Hentydningen til Valdemar skyldes nok de mange sagn om Valdemar, der knytter sig til egnen.

Horserødlejren

I dag er Horserød Hegn måske mest kendt for statsfænglet, der ligger på en del af tjenestejorden til det gamle skovfogedsted Horserødhus. Fængslet begyndte som en Røde Kors-lejr for syge krigsfanger – 1200 russere – under 1. verdenskrig. Siden kom franske, engelske og belgiske soldater til fra tyske krigsfangelejre. Mange af dem døde af den spanske syge og er i dag begravet på Vestre Kirkegård i København.

Under den tyske besættelse blev lejren brugt til internering af først tyske politiske flygtninge og siden af danske kommunister og danske jøder. Da tyskerne overtog lejren i august 43 lykkedes det omkring 90 af de kommunister, der sad i lejren, at flygte. 150 blev sendt til KZ-lejren i Stutthof. De danske jøder sad kun få dage i Horserød-lejren, før de blev sendt videre til KZ-lejren Theresienstadt. Efter besættelsen overtog fængselsvæsnet lejren, der nu er et åbent fængsel for mænd og kvinder.

Her er godt at være

Gurre Sø er omgivet af skove hele vejen rundt, og når man går på stien langs søen, kan man stort set kun høre naturens lyde.

Selve søen har været en såkaldt Lobelie-sø. Det er en kalk- og næringsfattig sø, hvis vand er så klart, at der kan vokse planter på bunden – heriblandt tvepibet lobilie. Det kan der desværre ikke i dag. Mange års udledning af spildevand har gjort søen forurenet. Det forsøger man nu at råde bod på. Gurre Sø er udpeget til Natura 2000 habitat. Det vil sige, at man skal værne om forskellige naturtyper og fx arbejde på igen at gøre Gurre Sø til en Lobelie-sø.

Skovene er frodige, og de bliver brugt til produktion, men skoven langs søen er udlagt til urørt skov, og i de kommende år vil man skabe flere lysåbne områder og gendanne flere af de vådområder, der i tidens løb er blevet plantet til med gran. I takt med at grantræerne bliver fældet, vil løvskoven med bøg som den vigtigste art blive mere dominerende.

Det er tanken, at skovene omkring Gurre Sø skal byde på solide vandreture og gode naturoplevelser. Det gjorde de også, da Søren Kierkegaard besøgte stedet i sommeren 1835.

Kirkegaard priser den skønne plet i det nordsjællandske landskab og konkluderer til sidst: ”Her er godt at være”.