Historie - Dyrehaven

Stokkerup landsby nævnes første gang i 1492, i Københavns lens jordebøger, og bestod af 16 gårde og nogle mindre huse. Man kan stadig på Eremitagesletten se spor af deres højryggede agre, som de pløjede med tunge såkaldte muldfjælsplove.

Bønderne var fæstebønder under krongodset Ibstrup, senere Jægersborg, og de blev så hårdt ramt af svenskerne belejring i 1650'erne, at halvdelen af husene blev forladt.

I 1583 fandt en ung kvinde ved navn Kirsten Piil ifølge overleveringerne en kilde, der på grund af hendes fromhed fik usædvanligt helbredende kraft.

Syge valfartede i ugerne omkring sankthans, hvor kraften var ekstra stærk, til kilden. Der opstod et årligt tilbagevendende marked med gøglere og handelsfolk omkring den, et såkaldt kildemarked.

Dette kildemarked voksede sig større og større og blev af overjægermesteren henvist til 
det sted, hvor Bakken ligger den dag i dag som verdens ældste stadigt eksisterende forlystelsespark.

I 1669 lod Frederik 3. et godt tre km2 stort område boveskov – eller på nudansk bøgeskov – indhegne nord for København.

På det tidspunkt var hjortebestanden i Danmark dalende. Det var almindeligt, at store jordbesiddere hegnede vildtet inde i dyrehaver, for at sikre sig tilstrækkeligt hjortevildt til jagt og for at have nem adgang til det eftertragtede kød. Alene ved hoffet blev der spist 1.000 hjorte om året.

Området, der lå i den sydlige og østlige del af den nuværende Dyrehave, blev kaldt Stokkerup Dyrehave efter landsbyen, der benyttede skoven. Den lå ved det nuværende Eremitageslot.

Der var allerede en gammel bestand af krondyr og dåvildt i området, men ved en klapjagt blev der gennet vildt fra hele Nordsjælland ind bag hegnet, og da parforcejagten gjorde indhug i bestanden, blev der også indfanget kronhjorte på Bornholm, i Jylland og Holsten til udsætning i Dyrehaven. Ikke for at de skulle formere sig, men med henblik på jagten. Mange af dem døde af naturlige årsager kort efter udsætningen.

Allerede inden sin død overlod kongen Stokkerup Dyrehave til kronprinsen, der kort efter blev Christian 5. Han var som 16-årig på dannelsesrejse til den franske solkonge Ludvig 14.'s hof og var der blevet begejstret for parforcejagt.

Ved parforcejagt forfølger 20-30 jægere til hest med gjaldende jagthorn og glammende hunde en kronhjort, til den er så udmattet, at den fornemmeste i jagtselskabet kan nærme sig dyret og give den nådesstødet med et kort jagtsværd, en hirschfänger.

Det er en jagtform, der kræver plads, så kongen femdoblede arealet ved at få sat 17 km hegn rundt om det, der i dag er Dyrehaven og Jægersborg Hegn. Han fik anlagt fem snorlige jagtveje, som mødes, hvor Stokkerup landsby lå, den nuværende Eremitageslette.

Halvdelen af landsbyens 16 gårde stod allerede tomme efter svenskekrigen, og resten 
af bønderne fik besked på at flytte ind i forladte gårde uden for Dyrehaven og fik som kompensation tre års skattefrihed. Gårdene blev revet ned, men gadekæret ligger endnu sydøst for jagtslottet Eremitagen. Slottet blev opført i 1734-36 af Christian 6. i stedet for Hubertushuset, som Christian 5. fik bygget.

Christian 5. var så glad for parforcejagterne, at han afholdt dem 9 af årets 12 måneder. 
Kun i maj, juni og juli, når hjortekalvene var helt små, var der jagtfri.

Den 3. november 1698 – Hubertus Dag efter jægernes skytsengel – blev kongen sparket af en kronhjort, hvilket var en medvirkende årsag til hans død året efter. Det skete ved en eg, der stadig står sydvest for krydset Nr. Eremitagevej/Chausseen.

Parforcejagt blev forbudt i 1777, men de kongelige jagtveje, der også findes i Gribskov 
og Hareskovene, er kommet på kandidatlisten til UNESCOs verdenskulturarv.

Eremitageslottet, der blev opført i 1734-36 i senbarok med Chr. 6. som bygherre, er tegnet af Lauritz de Thurah. Slottet afløste Hubertushuset, som Chr. 5. havde fået bygget for at have et sted, hvor han og hans gæster kunne spise i fred for lyttende tjenestefolk, ”en ermitage”, i ensomhed.

Det ensomt beliggende slot, der troner over Dyrehaven og kan ses af skibe langt ude på Øresund, har kun kortvarigt været benyttet til beboelse, men skiftende konger har brugt det til jagtmiddage, ligesom den nuværende kongefamilie gør det.

Der har også været holdt statsråd på Eremitageslottet, i 1853 blev den daværende tronfølgelov underskrevet her, og i 1957 holdt Frederik 9. og Dronning Ingrid en frokost for den engelske Dronning Elisabeth og prins Philip på jagtslottet.

Jægersborg Dyrehave blev åbnet for offentligheden i 1756.

I 1802 skrev Adam Oehlenschläger digtet ”Et Sankt Hansaftens-spil”, der fortæller om 
en familie, der tager væk fra Københavns ”kvalmfulde mure” for at tilbringe en dag på Dyrehavsbakken. Her skildres både Bakkens gøgl og de unge elskende, der til sidst søger ro i skoven under en gammel eg.

I 1823 skrev han nationalsangen ”Der er et yndigt land”, der står med brede bøge og bugter sig i bakke, dal nær salten østerstrand, hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå. Man mener, han har fundet inspirationen til den i Dyrehaven, selv om bl.a. Langeland og Østfalster påberåber sig også at være kilde til de berømte linjer.

I sine erindringer skriver Oehlenschläger om sin barndom, at han og hans familie hver sommer tog på udflugt til Dyrehaven, hvor de skar deres navne i en tyk bøg. Desværre er ”Oehlenschlägers bøg” død af alderdom.

Adam Oehlenschläger er om nogen eksponent for Guldalderen i dansk kunst- og kulturliv i første halvdel af 1800-tallet. Den omfattede også malere som C.W. Eckersberg og P.C. Skovgaard , der er blandt de mange, der har skildret den uberørte natur og livet i Dyrehaven.

Betegnelsen Dyrehavemalere er ikke udelukkende pænt ment, for der er malet rigtig mange samlebåndsbilleder af brølende kronhjorte, knortede egetræer og af Peter Lieps Hus, men også store kunstnere som David Monies, Paul Fischer og Theodor Philipsen og i vor tid Niels Strøbek og især Jeppe Eisner er inspireret af Dyrehaven og Bakken.

Digtere som Ambrosius Stub, Ludvig Holberg, Christian Winther, H.C. Andersen, Johannes V. Jensen, H.C. Branner og Knud Sønderby har skrevet om dette nationale naturområde.

I februar 1900 blev der udkæmpet en duel på pistoler i Dyrehaven mellem Politikens teateranmelder og senere redaktør Edvard Brandes og skuespilleren Robert Schyberg. Denne havde slået Brandes i ansigtet på åben gade på grund af en dårlig anmeldelse. Teateranmelderen udfordrede ham derfor til duel.

Duellanterne og deres sekundanter mødtes den 10. om morgenen og affyrede hver to skud. Ingen ramte, men da det var forbudt at duellere, kom de begge 14 dage i fængsel.

Edvard Brandes' bror, litteraten Georg Brandes, der døde i 1927, fik sin aske spredt ved Slesvigske Sten i Dyrehaven.

I 1910 begyndte Det Kongelige Teater at sætte store friluftsforestillinger op i Ulvedalene om sommeren. Ulvedalsteateret blev skabt af arkitekten og kunstneren J.F. Willumsen.

Traditionen med forestillinger på den udendørs scene blev afbrudt i 1949 efter opførelsen af "Der var engang" , men genoplivet i 1996, da Det Kongelige Teater besluttede at opføre stykket "Elverhøj". Siden har Ulvedalene med nogle års mellemrum lagt kulisse til en række store forestillinger fra Det Kongelige Teater. 
Tidligere blev der til hver teaterproduktion etableret nye scene- og publikumsfaciliteter på området. Det var dyrt og ressourcekrævende, og entreprenørmaskiner og andet materiel sled ikke mindst på den fredede skovbund. I 2010 fik Ulvedalen faste installationer til scene- og publikumsfaciliteter.

Dyrehaven har traditioner for sport, der går langt tilbage.

I 1860-1910 var der galopløb på Eremitagesletten. Det var også her, at den første fodboldkamp på dansk jord blev spillet i 1897, og siden 1900 har Sportsrideklubben hvert år holdt Hubertusjagt den første søndag i november.

Fra 1896 til 1939 blev motionsløbet Fortunløbet gennemført hvert år den tredje søndag 
i marts, og fra 1969 er der løbet Eremitageløb hvert år den første søndag i oktober.

Siden 1962 har spejderne den tredje hele weekend i august dystet i spøjse både på Mølleåen med opløb ved Raadvad.

Oprindeligt havde skovfogederne i Dyrehaven ret til at udskænke spiritus i deres skovfogedhuse ved portene, hvoraf mange udviklede sig til traktørsteder.

En skovfoged i Klampehus uden for Klampenborgporten brugte oven i købet den hule skovfogedeg fra 1200-tallet som bar. Det sidste traktørsted – Trepile Porthus – lukkede først i 1987.

Den dag i dag er der mange spisesteder både på Bakken og i selve Dyrehaven. Det kendteste er Peter Lieps Hus, hvor man kan have sin egen madkurv med. Andre restauranter er Kongekilden, Studenterkilden, Raadvad Kro, Fortunen, Piil & Co. og lige uden for Dyrehaven bl.a. Den Gule Cottage, Den Røde Cottage og Strandmøllekroen.

Mølleådalen er kaldt dansk industris vugge, og tre af de ni møller langs Mølleåen ligger i Jægersborg Dyrehave. Det er Stampen, Raadvad og Strandmøllen.

Det eneste, der i dag er tilbage af den oprindelige Stampemølle er broen, der fører over Mølleåen. Bygningen, som ligger der nu, er en stampemølle fra Himmerland, som Nationalmuseet flyttede til stedet i 1970'erne. Men siden 1200-tallet har der ved Stampedam ligget en mølle, der først malede korn, siden valkede klæde – dvs. hærdede ulden ved at filte den.

Raadvad Mølle er fra 1600-tallet og er især kendt for sine knive, men der er også blevet fremstillet håndvåben, landbrugsredskaber og krudt samt valket klæde på møllen. Der blev faktisk bygget en hel by til de ansatte omkring den.

I 1973 blev produktionen indstillet, og Nationalmuseet overtog stedet, der siden 1986 har været drevet af en selvejende institution til bevarelse af gamle nordiske håndværk. Raadvad Mølle har fået Europa Nostra-prisen for bevarelse af gamle bygninger.

Strandmøllen er den sidste inden Mølleåens udløb i Øresund. Den blev i 1599 Danmarks første papirfabrik og fungerede som sådan i 250 år. I dag er der en moderne virksomhed i møllen, Strandmøllen Industrigas A/S