Hjortevildtet
Jægersborg Dyrehaves største seværdighed er hjortene. Der er næppe noget sted i verden, hvor man kan komme så tæt på vildtlevende krondyr, dådyr og sikahjorte som her, også i brunsttiden. Men man skal respektere dem som vilde dyr og f.eks. undlade at fodre dem.
Det var Frederik d. 3., der i 1669 nedlagde Stokkerup Landsby, fik opført et solidt hegn rundt om dens jorder og fik drevet kronhjorte og dåvildt ind bag hegnet for at kunne gå på jagt i sin dyrehave, som hans søn, Christian d. 5., udvidede og indrettede til parforcejagt.
I dag er der ca. 300 kronhjorte og 1.600 stykker dåvildt, der stort set nedstammer fra de oprindelige dyr, samt 100 sikahjorte, som er en asiatisk art, der blev indført i 1923. De færdes i flokke, der for dådyrenes vedkommende kan være på flere hundrede dyr, på Eremitagesletten.
Det er hjortene, der har formet Dyrehavens åbne landskab og frie udsyn ved at afbilde alt, hvad de kan nå af blade, skud, små træer og planter. Der nedlægges hvert år et antal dyr for at opretholde netop denne balance og for at holde bestanden sund. Hvordan der ville se ud uden hjorte, kan man se i Fortunens Indelukke, hvor de ikke kan komme.
Vildthusene
For godt 200 år siden blev der opført et antal træhuse med stråtag, hvor man opbevarede hø til vinterfodring af hjortene, og hvor de kunne stå i læ. I dag er der fem tilbage, heraf to på stolper, men de bruges ikke længere til opbevaring af foder.
I vinterhalvåret fodres der fra en traktorvogn, der lægger majs, roer, havre og hø ud på foderpladser rundt omkring i Dyrehaven, også ved de smukke vildthuse. Det sker om morgenen, og det giver fine muligheder for at iagttage hjortene på afstand.
Dyrehavens seværdigheder
Der er i dag 19 porte og låger med indgang til Dyrehaven, hvoraf den mest kendte er Klampenborgporten ved Klampenborg Station.
Portene fik tidligt den karakteristiske røde farve, og det nuværende udseende går helt tilbage til midten af 1700-tallet med en overligger, der er forsynet med den regerende monarks monogram. Konstruktionen er meget stærk for at sikre, at portene ikke bliver skæve.
Grundet de mange ryttere i Dyrehaven er der ikke gravet vildtriste ned ved portene, men det sker yderst sjældent, at en hjort tager på springtur uden for hegnet.
Allerede i oldtiden fejrede danskerne midsommeren ved at drikke vandet og bade i kilder, der blev tillagt særlig kraft, og kombinere det med en fest.
Efter kristendommens indførelse blev disse fester tilegnet Johannes Døberen, Sankt Hans, og kraften skulle være ekstra potent på hans fødselsdag, den 24. juni.
Ifølge folkesagnet fandt en from kvinde ved navn Kirsten Piil i 1583 en kilde med særlig helbredende kraft. Syge valfartede derefter til i kildetiden, dvs. ugerne omkring sankthans, hvor også handelsfolk, menagerier, skuespillere og gøglere slog sig ned til de såkaldte kildemarkeder.
Dyrehavsbakken, i folkemunde kaldet Bakken, opstod i 1583 som et kildemarked ved Kirsten Piils Kilde. Den er verdens ældste eksisterende forlystelsespark og langt ældre end Dyrehaven.
Efterhånden var der så mange teltholdere, at pladsen omkring kilden blev for trang, og der blev anvist pladser af overjægermesteren, hvor Bakken ligger i dag.
Rutsjebanen af træ var med sine 987 meter spor Europas længste, da den blev bygget i 1932.
Bakken har åben fra marts til september, og der er gratis adgang.
Indtil Klampenborgbanen blev indviet i 1863 kunne folk, der ikke havde egen vogn, køre fra Østerport til Dyrehavsbakken i hestetrukne kapervogne med plads til 10-12 passagerer. Vognene blev kaldt ”kaffemøller”, fordi de i sæsonen kørte københavnerne op til Bakkens udskænkningssteder.
I dag kan man leje en kapervogn med kusk, hvis man har lyst til at køre standsmæssigt rundt i Dyrehaven. Vognene har holdeplads på Peter Liepsvej foran Klampenborgporten.
Peter Lieps Hus er det mest berømte af Dyrehavens traktørsteder og hed oprindeligt Kildehuset. Peter Liep (1837-96), blev som kun 20-årig Dyrehavens første egentlige skytte, og han nåede at nedlægge omkring 11.000 stykker hjortevildt, inden han gik af som 51-årig, fordi han på det tidspunkt vejede ca. 140 kg og dårligt kunne snige sig ind på dyrene.
Inden han blev så stor, klædte han sig i kvindetøj eller gemte sig i et hult træ, der stadig findes ved golfbanen, for at komme på skudhold. Peter Liep roede ofte båden for Frederik 7., når kongen fiskede karper i Hjortekæret, og de havde mange festlige stunder sammen. I 1864 blev Peter Liep indkaldt som skarpskytte i krigen mod Prøjsen, men deltog ikke i slaget ved Dybbøl pga. sygdom.
I 1880 flyttede han fra skytteboligen ved Hjortekær til Kildehuset, hvor han blev beværter og også selv tog for sig ved stambordet, hvor han gerne fortalte historier. Her faldt han død om under en omgang af kortspillet l´hombre i 1896, og traktørstedet blev derefter kendt som Peter Lieps Hus.
Det oprindelige sted er fra slutningen af 1700-tallet, men brændte ned til grunden i 1915, blev genopført og brændte ned igen i 1928. Det blev genopført i den stil, det har nu, men i 1952 brændte udbygningerne. Det er de genopførte udbygninger samt en pavillon fra 1960, der i dag er Peter Lieps Hus.
På toppen af Eremitagesletten, hvor de fem parforcejagtveje mødes, troner det lille Eremitageslot. Slottet blev opført i senbarok af Lauritz de Thurah i 1734-36 med Christian 6. som bygherre.
Her lå først en af Stokkerup landsbys gårde, på hvis tomt der blev opført et lille aftrædelseshus, som Christian 5. kunne benytte på sine ældre dage, når han var på jagt. Det blev udbygget til Hubertushuset, hvor kongen og hans selskab kunne spise i fred uden lyttende tjenestefolk, det vil sige ”en hermitage”, i ensomhed.
Den midterste del af spisebordet var en elevator, der gik ned i køkkenet, hvorfra der kunne sendes retter op til jagtmiddage. Installationen blev kaldt en eremitage eller en taffelmaskine, men Hubertushuset blev revet ned efter 40 år, og der findes ingen billeder af den. Det nye Eremitageslot havde også oprindeligt en taffelmaskine, der blev fjernet i slutningen af 1700-tallet.
Eremitageslottet, der gennem flere hundrede år har været centrum for kongehusets jagter, er renoveret flere gange, senest i 1979-91. Slottet tilhører staten, der stiller det til rådighed for Dronningen, som jævnligt afholder frokoster i det. Det er muligt at komme på rundvisning på slottet.
Bestil rundvisning på
https://kongeligeslotte.dk/
Den nedlagte landsby Stokkerups gadekær ligger stadig på Eremitagesletten, hvor man også kan ane omridsene af husenes tomter i vegetationen, der den dag i dag er særlig frodig, der hvor møddingerne lå for over 340 år siden – bl.a. er der mange brændenælder.
Det ældste træ i Jægersborg Dyrehave er hult og står som et skilderhus, der tager imod lige foran vejen op til den røde port på Peter Liepsvej i Klampenborg. Det er Skovfogedegen, der menes at være omkring 850 år gammel og dermed allerede var godt på vej frem, da biskop Absalon byggede sin borg i København.
Egen har fået sit navn, fordi den står ved skovfogedboligen Klampehus. I gamle dage havde skovfogeder ret til at sælge brændevin, og en af dem benyttede den hule eg som udskænkningssted. Senere blev den brugt som bedekammer af den navnkundige tyske forstmand J.G. von Langen, der blev hentet til Danmark af Frederik 5. i 1762 for at få sat skik på det danske skovvæsen. Han og hans tyske medarbejdere var katolikker, og de holdt gudstjenester i det hule træ.
Senere blev det brugt mere verdsligt som tørveskur og fik en dør i. Den er for længst fjernet.
Ved Femvejskrydset nordøst for Eremitagen står en eg, der var vidne til, at Christian 5. blev sparket af en såret kronhjort under en parforcejagt i 1698. Sparket var en medvirkende årsag til kongens død året efter, og egen er opkaldt efter ham.
Englænderegen, som står ved Magasindammen, er et andet ældgammelt træ, der var ved at gå ud for et par hundrede år siden. Men så modtog det daværende udenrigsministerium en meddelelse fra England: En af de soldater, der havde været med til belejringen af København i 1807, hvor englænderne bl.a. slog lejr i Dyrehaven, tilstod på sit dødsleje, at han havde været med til at dræbe regimentets kassemester. De havde røvet kassen med lønnen til soldaterne og gravet den ned ved det karakteristiske gamle træ nordøst for Eremitageslottet.
Det startede en sand skattejagt, hvor der blevet gravet rundt om træet, og det gav så meget luft til rødderne, at det begyndte at skyde friske skud. Men skatten blev aldrig fundet, så måske ligger den der endnu.
Den 600-700 år gamle hule Ulvedalseg, der står frit midt i Ulvedalene, var ved at gå ud for 100 år siden. Men da man begyndte at have de store teaterforestillinger i Ulvedalene i 1910, blev der gravet og rodet så meget i jorden omkring træet, at det fik nyt liv. Træet, som tidligere blev kaldt Teateregen, fordi det indgik som dekoration i forestillingerne, er blankslidt indvendig af mange generationer børns leg.
Ligesom de gamle ege er hvidtjørnen karakteristisk for Jægersborg Dyrehave, og det er et smukt syn, når hele Hvidtjørnesletten ved Springforbi står i blomst i slutningen af maj. Det er blevet en tradition for mange at tage på picnic første lørdag i juni klædt i hvidt – ligesom sletten.
De flere hundrede år gamle hvidtjørne har fået deres fantastiske udseende, fordi de er blevet holdt nede af hjortene, der har ædt de friske skud på trods af tornene. Derfor er stammerne krøbet hen over jorden, indtil de er blevet knudrede og så tykke og stærke,
at de kan modstå vildtet.
Hvidtjørnene er selvsåede bortset fra i et område ved Tårbækstien, hvor der er en anonym massegrav for ofrene for de store pestepidemier i København i 1600- og 1700-tallene. Den er blevet beplantet med hvidtjørn for at sikre gravfreden.
Trekvart kilometer nord for Peter Lieps Hus står egetræsalléen Blå Bomme, som markerer den nordvestlige grænse af von Langens Plantage, opkaldt efter den tyske forstmand, der blev hentet til Danmark i 1762 for at få sat skik på de kongelige skove. Han tilplantede området med 20 forskellige træarter – bl.a. det træ der i dag er Danmarks største ægte kastanje – ædelgran, elm, eg og bøg.
Under de træer, som von Langen plantede, er der sat nye træer i fire indhegnede områder for at beskytte dem mod hjortene, indtil de kan klare sig selv om et halvt hundrede år.
Den vestligste del af Dyrehaven mellem Fortunen og Hjortekær var tidligere hjortefri zone. Dyrehaven blev i 2016 udviddet med Fortunens Indelukke, så hjortene fik mere plads. Der er flere gravhøje i området.
En af de smukkeste udsigter finder man på højdedraget ved Den skandinaviske Sten på Christiansholmsvej. Stenen, der er uden inskription, er rejst til minde om et skandinavisk studentermøde i København i 1845. I 1861 rejste 400 sønderjyder til København for at holde et folkemøde ved stenen, og i 1865 deltog 2.000 sønderjyder, der i mellemtiden var kommet til at høre under Prøjsen, i et møde ved stenen, bl.a. med N.F.S. Grundtvig som taler.
Til minde om disse møder rejste man Den slesvigske Sten. Herfra spredtes litteraten Georg Brandes' aske i 1927 over Dyrehaven.
Magasindammen øst for Eremitageslottet er den helt store publikumsmagnet, når Sportsrideklubben holder Hubertusjagt den første søndag i november. Det er et flot syn, når heste og ryttere får vandet i dammen til at sprøjte, mens de gungrer igennem. Det sker næsten hvert år, at en rytter bliver smidt af netop i Magasindammen, der fik sit navn, da den var omgivet af nu nedbrændte magasiner.
På den nordlige del af Eremitagesletten har Københavns Golfklub sin golfbane. Klubben blev stiftet i 1898 og er Skandinaviens ældste. Den nuværende bane blev anlagt i 1928, og spillerne får af og til besøg af kronhjorte.
Tæt på grænsen til Jægersborg Hegn i den nordlige del af Dyrehaven løber Mølleåen de sidste af sine 36 kilometre, inden den munder ud i Øresund ved Strandmøllen. Det er en af ni møller langs dens løb fra Furesøen, med Stampedam, Raadvaddam og Strandmølledam i Dyrehaven.
Mølleådalen er kaldt den danske industris vugge, fordi der efter opdæmningen af åen for 400 år siden blev anlagt en række store virksomheder, der udnyttede vandkraften til fremstilling af tekstiler, jern- og metalvarer, papir samt våben og ammunition, og der blev bygget arbejderboliger ved fabrikkerne i Brede og Raadvad.
Mølleådalen er udpeget som et af Danmarks 25 nationale industriområder, men allerede i middelalderen blev der malet korn i åens møller.
Nord for Ulvedalene og vest for Ulvedalsvej er der en lille sø, Korshul, der er et dødishul, der blev dannet af smeltevandet efter sidste istid, der også har formet landskabet i Ulvedalene. Hullet er opstået ved, at isbræen, da den trak sig tilbage, flere steder efterlod gigantiske isblokke, ofte omsluttet af grus og jord, som kun smeltede langsomt, mens landskabet omkring dem tog form.
Den højtliggende slette lige midt i Jægersborg Dyrehave har fået sit navn, fordi præsten i Lyngby havde græsningsretten, men det siges også, at oldtidens præster – druiderne – mødtes her. I den sydlige del anes den tildækkede skanse med plads til 300 soldater, der blev opført i 1893 som led i Vestvolden, der skulle beskytte København mod angreb fra landsiden. Stillingerne i Dyrehaven gik fra Fortun Fort til Taarbæk Fort.
Hent foldere om Jægersborg Dyrehave
Turfolder for Jægersborg Dyrehave og Hegn - also available in English
Parforcejagtlandskabet i Jægersborg Dyrehave og Hegn - also available in English