Historie - Hald Sø

Et geologisk kig i bakspejlet

Smørklatten i Danmarks istidsgeologi. Så kort kan det siges. Forklaringen er dog lidt længere. Men navnet skyldes, at istiderne formede et unikt landskab, hvor man inden for et lille område kan finde hovedparten af elementerne fra landskabets dannelse i seneste istid.

Under den sidste istid (ca. 115.000-10.000 f.v.t.) mødtes gletsjerstrømme fra Østersøområdet og Norge. Fra gletsjerporte fossede sand, grus og smeltevand ud og formede Alheden (smeltevandssletten mellem Karup Å og Hald Sø) og mere generelt det flade Vestjylland. Hedesletten står i skærende kontrast til de højder, der også præger området. Hald Sø er omgivet af skrænter mod øst og syd, og ved Skelhøje nås en højde på ca. 80 meter.

Hald Sø ligger i en tunneldal og er 31 meter dyb på det dybeste sted. Før i tiden mente geologer, at den dybe sø skyldtes en tunneldalssø – dvs. at smeltevand havde udgravet og formet søen. Men i dag hælder mange geologer til, at dalen er ældre end istiderne. De mener, at der i bunden af dalen var en kæmpe klump is (20-30 meter høj) – såkaldt dødis – som smeltevandet er løbet ovenpå.

Efter istiden blev det meste af landet langsomt dækket af skov. Det gjaldt også størstedelen af Hald-egnen, der indtil ca. 1700 var dækket af skov. Men befolkningen enten fældede eller brændte skoven, for folk havde brug for træet til brændsel og jorden til dyrkning og græsning. Samtidig sørgede får og kreaturer for, at træerne ikke voksede op, og da man nåede frem til år 1800, var mange skove forsvundet. Hedelyng kom til, og en del af den gamle Hald Skov blev til Stanghede. Samme udvikling fandt sted i andre områder. Kun Hald Egeskov og bøgeskoven på Inderøen forblev intakte. Det skyldes formentlig, at godsejeren på Hald var eneejer af disse skove, så andre ikke måtte fælde træer her.

I løbet af 1900-tallet – især efter 1920’erne, hvor den ekstensive dyrkning og græsning ophørte – begyndte hedearealerne at gro til. Fra slutningen af 1700-tallet begyndte man aktivt at plante ny skov, især nåleskov, hvilket fx kan ses i Viborg Plantage.

Man kan få et glimrende indtryk af det terræn, som istiden skabte, i Dollerup Bakker tæt på kiosken. Her er træer og selvsåede planter fjernet, så man kan forestille sig, hvordan terrænet var. Slugter, dale og terrasser træder tydeligt frem og parres med en fremragende udsigt over Hald Sø.

Hærvejen

Området ved Hald Sø er et kludetæppe af historiske begivenheder, hvor man kan tage på en rejse i danmarkshistorien ved at vandre eller cykle på Hærvejen eller i hvert fald dele af den. Man kan følge den jyske højderyg fra Viborg og følge i hælene af vore forfædre.

På en sådan tur kan man passende lade tankerne gå tilbage og fornemme historiens vingesus. Kær vej har nemlig haft mange navne i tidens løb, og de afspejler Hærvejens funktion. Den er senere blevet døbt Hærvejen, fordi en større hær naturligvis kun kunne komme hurtigt og sikkert frem via en større vej. Og den er blevet kaldt Oksevejen eller Studevejen, fordi den siden middelalderen har været en vigtig transportrute for stude, som blev drevet fra fra de jyske enge til de større byer i Europa. Det var jo før lastbiler og kølevognes tid, så den eneste måde at eksportere kød på var ved at drive dyrene. 
Man regner med, at der i 1600-tallet blev drevet 30.-50.000 okser om året. Herudover blev grise, geder, får og gæs transporteret ad vejen. Langs vejen var der toldsteder, hvor man skulle betale told af de udførte dyr. Det var typisk ved broer og vadesteder. Men selvfølgelig var der folk, der forsøgte at snyde for afgiften og fandt deres egne vadesteder, hvor der ikke var kontrol.

Langs Hærvejen er der flere steder helligdomme, som middelalderens pilgrimme opsøgte. Det kunne være for at få tilgivelse for deres synder eller for at få hjælp til kampen mod sygdomme. Helligdommene var ofte kilder, og til dem var der knyttet helgener. I Kapeldalen kan man se resterne af et kapel, der var knyttet til Skt. Margrethe (nr. 26 på kortet).

For en del pilgrimme var helligdommene kun begyndelsen på en lang rejse, der kunne bringe dem til endnu mere helligt land i form af Jerusalem, Rom (vejen blev også engang kaldt Romervejen) eller Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien. To danske ildsjæle – sognepræst Elisabeth Lidell og arkitekt Andreas Blinkenberg – har ladet sig inspirere af fortiden og pilgrimsruten til Santiago de Compostela og skabt en unik pilgrimsrute ad Hærvejen. I dag findes der således ti herberger i stalde og lader langs Hærvejen – det nordligste ligger ved Hald Hovedgård. For deres enestående arbejde fik ægteparret Lidell og Blinkenberg i 2009 Danske Rejsejournalisters turistpris.

Da jernbanen kom i slutningen af 1800-tallet, forsvandt grundlaget for studedriften. Og dermed gik Hærvejen i glemmebogen. Den blev dog i løbet af 1900-tallet genopdaget af vandrere, naturelskere og senest pilgrimme.

I området ved Hald Sø er der skilte, der markerer Hærvejsruten. Man kan især se hulveje, der findes ved vadesteder eller i skovene. De træder særligt tydeligt frem ved Hald Egeskov. Og ved Dollerup Kirke og Mostgård Bæk, der dog ligger et stykke vej fra den markerede Hærvejsrute.