Find vej
Kør mod Hald Ege fra Viborg. Skilte viser vej.
Parkering
Der er mange gratis parkeringspladser i området. Flertallet ligger fint placeret ved begyndelsen af vandreture.
Offentlig transport
Praktisk info og aktiviteter
Her er syv forslag til vandreture i området. Generelt gælder det, at der er tale om let kuperede naturstier, som fører forbi både udsigtspunkter og seværdigheder. Ved vandreturenes begyndelse er der skilte med beskrivelser af turen, ligesom du undervejs kan læse om nogle af seværdighederne. De syv vandreruter er markeret med gult på kortet i miniguiderne. Herudover er der også en række røde vandreruter, som forbinder de gule og Hærvejsvandreruten.
God tur!
Skovene ved Hald Sø er meget populære blandt Mountainbike-ryttere. Der er anlagt udfordrende ruter mange steder, fx i Viborg Plantage, i skoven nord for Bækkelund og på Stanghede. Vis hensyn – der er nemlig også masser af vandrere, løbere og børnefamilier på stierne. Undgå cykling på de afmærkede vandreruter og i særdeleshed i Troldeslugten, på søstien syd for Niels Bugges Kro, på søstien på Inderøen og på stierne tættest på Hald Ege. Undgå især cykling på jordstier i våde perioder, hvor stierne hurtigt bliver kørt op, så færdsel umuliggøres for andre brugere.
Der er en række ridestier ved Hald Sø, samt fri ridning inden for indhegningen på Stanghede. Pas dog på de mange gamle skyttehuller. Ridning er tilladt efter reglerne i naturbeskyttelsesloven, hvilket vil sige, at man må ride over alt, blot ikke i de indhegnede beplantninger. Du behøver ikke at have et ridekort.
Hunde skal være i snor ved Hald Sø, det er af hensyn til vildtet og de andre gæster.
Terrænet er meget kuperet og derfor mange steder ikke velegnet til gangbesværede. Kørestolsbrugere kan fx benytte stien i søens nordlige ende – der er parkeringspladser ved Skytteholm og Non Mølle.
Mange mennesker bruger naturen - og til vidt forskellige ting. Derfor er der lavet en række regler for brug af naturen.
Reglerne er lavet, så turen ud i naturen bliver en god oplevelse for så mange som muligt.
Det er kun tilladt at fiske i Hald Sø, hvis man fisker fra en båd med et gyldigt bådnummer. Der er salg af fisketilladelser og udlejning af både på Niels Bugges Kro. Udover fiskeri fra robåd er det – uden speciel fisketilladelse – tilladt at fiske fra bredden neden for Hald Hovedgård (ved Høegh Guldbergs Allé), ligesom børn – der følges med voksne – må fiske i søens sydvestlige ende. Endelig må alle fiske i Dollerup Mølledam (25). De heldige fanger ørreder. Der er 14 fiskearter i søen, men især de store søørreder, der har gydepladser i bække og kilder, er populære fangster blandt lystfiskere, der også fanger gedder og aborrer. Bestanden af søørreder har dog i en årrække (2013) været på et meget lavt niveau.
Niels Bugges Kro lejer robåde ud til lystfiskere eller folk, der blot vil nyde den smukke udsigt fra søsiden.
Når solen bager fra en skyfri himmel, er det muligt at tage en dukkert i Hald Sø. Der er to badesteder: fra badebroen i øens sydlige ende og ved Skytteholm i den nordlige ende. De to steder er der forholdsvis lavvandet. Pas på med badning andre steder. Der bliver meget hurtigt dybt, ligesom vandet generelt set er meget koldt. Der er derfor risiko for krampe.
Tag madkurven med og slå jer ned nær Dollerup Ishus eller i det område, der kaldes Dollerup Opholdsareal – tæt på kiosken. Her er der en enestående udsigt til søen.