Dyr og planter ved Hald Sø

Man regner med, at der er ca. 500.000 stykker råvildt i Danmark, så Europas mindste hjorteart er ingenlunde sjælden. Råvildt kan fx lide hedearealer med skov tæt på, og Hald Sø området byder sig til med en blanding af skov og åbne arealer. Derfor er der året rundt chance for at se rådyr.

Råvildtet er mindst aktivt om vinteren, men fra det tidlige forår er rådyrene langt mere aktive. Den mørke og grå vinterpels smides i maj-juni, hvor de klæder sig i en rødbrun sommerpels. Brunsten er i juli og august.

Bukken har en opsats, som kastes i november-januar, hvorefter en ny vokser frem og er helt udviklet i forårsmånederne. Bukkens største opsats er normalt, når den er 4-6 år. Rådyr bliver typisk 10-12 år gamle.

Isfugl Foto: Pierre Dalous

Bøgeskov, egeskov eller nåleskov dominerer Hald Sø området! Skovene giver gode muligheder for at opleve dyrelivet, og det kuperede, istidsprægede terræn med bække, søen, skove og hedelandskab giver et varieret dyreliv. Modsat er der ikke mange botaniske sjældenheder i området, så med hensyn til planter skal man især besøge området på grund af bøg, eg, hedelyng og rødgran.

Udsigt fra Ravnsbjerg i Dollerup Bakker. Foto: Per Fløng

En succeshistorie. Så kort kan historien om genopretning af Hald Sø skrives. Fra at have været totalt ødelagt af forurening er søen nu tæt på at være lige så ren som i 1950’erne, hvor den var en af Danmarks reneste. 1960’erne var imidlertid et dårligt årti for søen, der blev ødelagt af spildevand. Søen blev tilført op til seks tons fosfor om året. Alger kom derfor til at præge søen, der blev grøn og brun om sommeren. I løbet af sensommeren og efteråret sank algerne til bunds, og bunden blev dækket af de døde alger. De døde alger rådnede og brugte store dele af søens ilt. Derfor forsvandt dyr og planter.

Udviklingen fortsatte i 1970’erne, og i begyndelsen af 1980’erne stod det klart, at der måtte handles: Der skulle gøres noget ved algerne og iltsvindet på bunden af søen. I 1986 blev der sat ind på flere fronter: Fire (forurenende) dambrug blev købt og efterfølgende nedlagt (den proces begyndte i 1985, og det sidste dambrug blev lukket i 1988), spildevand fra de nærliggende landsbyer blev ledt uden om søen, og landbrugsdriften blev indstillet på hovedparten af de mest sønære arealer. Samtidig gav man søen kunstigt åndedræt. I praksis vil det sige, at Hald Sø om sommeren fik tilført ilt ved hjælp af slanger og dyser på søens bund. Resultatet udeblev ikke: Søen blev klarere, og dyr og planter vendte tilbage. Lokale lystfiskere var med til at restaurere bække og andre vandløb. Blandt andet skabte man bedre strømforhold i bækkene og skjulesteder for småfisk ved at anbringe sten eller lade dem ligge, ligesom der blev udlagt gydegrus. Det førte generelt set til bedre gydepladser for søørrederne, der dermed steg kraftigt i antal i Hald Sø.

Det tidligere Viborg Amt havde håbet, at søen kun skulle have kunstigt åndedræt i ca. ti år. Men da man holdt op med at ilte, gentog fortidens synder sig. Der blev frigivet øgede mængder fosfor fra bundslammet, og algevæksten tog til igen. Der er derfor stadig behov for at tilføre ilt til søen – dog i langt mere begrænset omfang end tidligere, dvs. kun om sommeren (juni-oktober), hvor iltmængden i søens bundvand er stærkt nedsat. Hvor længe Hald Sø skal tilføres ilt, ved ingen. Man kan se ilttanken – en termotank med flydende ilt – i søens sydlige ende. Ilttanken er ved parkeringspladsen ved Dollerup Bæk.

Den gode historie om genopretning af natur og miljø har fået miljøfolk fra andre lande til at strømme til Hald Sø for at få ideer til, hvad de evt. kan gøre i deres hjemlande. Ikke kun dyreliv, planter og lystfiskere nyder godt af den miljømæssige indsats.”I dag er vandets kvalitet god, og lokale og turister kan bade i søen. Som badevandssø skal Hald Sø overholde de krav, som Miljøstyrelsen stiller til badevand.