Året rundt ved Højby sø og Nygård sø

Forår

De første trækfugle kommer forbi, og nogle af dem raster undervejs. Mange rovfugle lægger vejen forbi, og hen imod april kan du være heldig at se traner på træk. Viberne flyver over engen med deres karakteristiske lyd.

I det hele taget har fuglene travlt med at synge for at lokke en mage til. Langs søbreddernes siv og tagrør kan du fx høre rørsanger og sivsanger, og sidst i maj kommer nattergalen. Når du først én gang har hørt dens karakteristiske sang, vil du altid kunne genkende den.

En rigtig forårsbebuder er også citronsommerfuglen med sin klare gule farve. Når forårssolen skinner, kan du meget vel støde på en snog, der ligger og soler sig. Firben er også ved at vågne op til dåd, og skrubtudserne yngler. Hannen er den mindste af de to. De grønne frøer giver koncert ved aftenstid. Det er som regel en højlydt affære.


Sommer

Andefuglene har liv og glade dage i søerne, og ællingerne kommer helt tæt på bredden.

Vadefuglene er allerede på træk sydpå, og mange raster ved søerne for at fylde fedtdepoterne op, inden de tager det næste ryk på vej mod vinterkvarteret.

Sommeren byder også på mange sommerfugle – blandt andet forskellige arter af randøjer og blåfugle.

Efterår

De store fugletræk kommer i oktober.

Du kan bl.a. se masser af rovfugle, men også mange forskellige ænder og gæs.

Talrige sangsvaner fra det høje nord begynder at ankomme for at tilbringe vinteren her.

Vinter

Hvis vinteren ikke er for streng, raster mange fugle i søerne. Det er fx sangsvanen og canadagåsen. Mellem december og marts er der flere hundrede, og det er et helt specielt syn, når hundredvis af canadagæs og sangsvaner kommer retur ved solnedgang efter at have været en tur omkring Klint for at spise gulerodsrester.

Havørnen kommer af og til forbi. På en stille frostklar dag kan du ofte se den blå kærhøg på jagt efter mus. Hvis der er sne, er det muligt at gå jagt efter dyrespor. Måske har ræven været på jagt, og du kan se, han har haft heldet med sig, hvis der er blodspor i sneen.

Rævene har rolletid – det vil sige parringstid på denne årstid, og du kan være heldig en aften i januar-februar at høre rævens parringskald. Det er en skinger gøen ”wow-wow-wow-woooow”. Det er hannen og hunnen, der kalder på hinanden, og man har fundet ud af, at hvert kald er unikt, så rævene kan genkende hinanden på lang afstand.