Formet af istiderne
Silkeborg-skovene ligger midt i Danmarks største sø-område, og det bakkede landskab er formet af istiderne, som har været ekstra voldsom i denne del af Danmark. Silkeborg ligger lige i et knæk på Gudenå, hvor åen mange steder minder om en flod, hvor Gudenåen former søer som fx Silkeborg Langsø, Brassø, Borre Sø og Julsø.
Søerne ligger i de store dalstrøg, der sandsynligvis er dannet før istiderne, hvor Danmark lå som en slette gennemskåret af store floder. Floderne ledte vand fra det svenske højland ud mod Nordsøen og skar dybe dale i landskabet. Det samme dalsystem blev brugt af smeltevandet under den sidste istid (115.000-8.000 f.Kr.), hvor isen lå omkring Silkeborg og øst for Silkeborg. Kolossale mængder smeltevand strømmede fra indlandsisen og fulgte det allerede eksisterende dalsystem.
Da indlandsisen smeltede bort lå tunneldalenes stejle sider tilbage uden bevoksning. Erosion fra smelte- og regnvandet og udsivning af grundvand førte til, at tunneldalenes sider blev furet af stejle sidedale og kløfter, og på den måde er det meget kuperede terræn opstået.
Udsigtspunkterne Lovisehøj, Karolina Amalies Høj, Kongestolen, H. C. Andersens Høj og Åsen er alle såkaldte falske bakker, der er dannet ved erosion ud mod tunneldalene.
Gravhøjene i Vesterskov
Mange steder langs Gudenå ligger der bopladser fra jægerstenalderen (13000-4000 f. Kr.). Oldsager herfra kan ofte findes på marker ud mod vandet. De første tydelige spor på menneskelig aktivitet i Silkeborg-skovene, finder man i Vesterskovs mange gravhøje (fx 16 på kortet). Normalt ligger gravhøje på bakker, så de bliver bemærket, men i Vesterskov ligger flere end 35 gravhøje som perler på en snor langs de flade skovveje Hjortedalsvej, Brededalsvej og forbi Kongshus og vest ud af skoven. Oprindeligt lå gravhøjene synlige i et åbent hedelandskab, da de blev bygget i bronzealder (1700-500 f. Kr.) og jernalder (500 f. Kr.- 800 e.Kr.). I dag skjules denne sammenhæng af skoven. Gravhøjene optræder nu mere som enkelthøje eller i små grupper.
Vesterskov har medvirket til at konservere landskabet og dermed også de mange oldtidsminder, som hverken har været truet af jordbrug eller byggeri. Gravhøjene veksler i størrelse fra store, smukt kuplede høje, der rager mere end 3 meter op, til ganske lave tuer. Ingen af dem har været udgravet.
Røser - et spor fra vores forfædre
Skoven står solidt, som om den altid har været her. Men det har den ikke. I Vesterskov (17 på kortet) er der flere tydelige spor fra vores forfædres opdyrkning af jorden. Tæt ved bomskolen (se nedenfor) nordvest for Kongshus er der registreret ca. 20 røser. Røse betyder blot en dynge sten, men navnet bruges om gravrøser (sten, der markerer en grav), kogestensrøser (sten, der er krakelerede eller sprængt pga. ild) og rydningsrøser (sten, der er samlet for at rydde jorden til agerdyrkning).
Røserne i Vesterskov er rydningsrøser, der fortæller, at det forholdsvis flade område tidligere har været brugt til landbrug. Men det har ikke været muligt for eksperter fra Silkeborg Museum at datere røserne. Der er ingen tegn på brug af hjulploven, som blev brugt i middelalderen, og derfor gættes der på, at det må være jernalder-bønder for ca. 2000 år siden, som har boet her.
Bomskolen i Vesterskov
Silkeborg-skovenes smukkeste stendige (17 på kortet) ligger i Vesterskov. Det grænser op til den store lysning i skoven ved skovfogedstedet Kongshus. Stendiget afgrænser en planteskole – eller en bomskole som man kaldte det i 1800-tallet efter det tyske ord baumschule. De danske skove var i begyndelsen af 1800-tallet meget åbne græsningsskove. Da staten overtog Silkeborg-skovene i 1823, skulle forstfolkene tilplante de mange åbne arealer. Derfor oprettede man planteskoler, hvor de små træer blev sået, priklet ud og passet, indtil de var så store, at de kunne komme ud i skoven. For at undgå at småtræerne blev ødelagt af hjorte og især fritgående husdyr, byggede man diger af jord eller sten omkring bomskolerne.
Grisene i Nordskov
I Nordskov er der tydelige spor fra tiden før 1805, hvor skovene blev brugt til græsningsområde for husdyr. Køer og heste åd af træerne, så ny opvækst var hæmmet. Derfor blev skovene meget lysåbne.
Især var svinedriften i skovene vigtig. Alene navnene på de små damme - Sokær og Grisekær - fortæller, at her er det godt at være for grisene i skoven. Ved vandhullerne kunne grisene drikke og tage mudderbad, der samtidig var en effektiv beskyttelse mod utøj.
Hver sommer blev skoven vurderet: Hvor meget frugt var der på træerne, og hvor mange grise ville der være føde til. I efteråret blev grisene så sluppet løs i skovene for at æde sig fede på olden. I november blev de igen hentet hjem, hvor de blev slagtet til vinterens flæsk.
Grisene spiste stort set alt i skovbunden, men de har også deres livretter. Agern fra eg og bog fra bøg elsker de. I jagten på deres livretter fik de rodet skovbunden grundigt igennem og samtidig fik de bøgetræernes bog rodet ned i jorden, hvor små bøgetræer spirede året efter. De øvrige husdyr bryder sig ikke om bøg, og så længe der var andet at æde, fik træerne lov at stå. I løbet af 500 år ændrede køer og grise den oprindelige meget blandede løvskov til en bøgeskov.
Savgrave i Nordskov
I Nordskov risikerer man at falde i et hul, hvis man kommer lidt væk fra skovvejen – fx langs Hårupvej ca. 300 meter øst for Sokær (5 på kortet).
Hullerne er ikke fælder, men savgrave. Formålet med savgrave var at save træ op til tømmer. Når man havde fældet et stort træ, kunne datidens vogne ikke transportere det. Derfor blev det savet op på stedet. Man gravede et hul i jorden. 3-6 meter lang, 60 cm bred og 180 cm dyb (der blev regnet i alen på ca. 63 cm). Derpå lagde man nogle solide pæle over hullet, og rullede så en tung træstamme ud på dem. Med en langsav kunne to mænd nu save stammen op på langs. Den ene i savgraven udnyttede tyngdekraften til at drive saven gennem træet, mens den anden stod oven på træstammen og styrede saven tilbage.
Teknikken har været brugt langt tilbage i middelalderen og helt frem til omkring 1930. De fleste savhuller er forsvundet efterhånden som jord, grene og blade fylder savgravene op, men i Nordskov er der savgrave, som endnu kan ses. Foruden savgraven nær Sokær, ligger der nogle meget tydelige af typen længere østpå langs Nyløkkevej.
Tyske spor i Vesterskov fra besættelsestiden
Under 2. verdenskrig vendte krigslykken for Hitler og Tyskland i 1941 på østfronten i Sovjetunionen. Tyskerne erkendte, at de måtte forberede sig på en krig på to fronter. For at frigøre soldater til østfronten, besluttede Hitler at bygge en "ny vestmur" fra Sydfrankrig til Nordnorge – den såkaldte Atlantvolden.
I Danmark gik arbejdet i gang i 1942 fra den dansk-tyske grænse til Skagen og Frederikshavn. Og i 1943 blev Silkeborg Bad i Vesterskov beslaglagt af tyskerne og udbygget til deres militære hovedkvarter i Danmark. Ved siden af det gamle kurhotel blev der opført 12 store betonbunkers og 30 mindre betonanlæg.
I Vesterskov omkring Silkeborg Bad er der stadig spor efter skyttegrave, barakker, maskingeværstillinger m.m. Og blandt de helt tydelige spor er de mange bunkers, hvor Silkeborg Bunkermuseum er indrettet i en stor mandskabsbunker (15 på kortet).
Navnet Silkeborg-skovene
De skove, der ejedes af Silkeborg Hovedgård, fik selvfølgelig navnet Silkeborgskovene. Skovene fik derefter navn efter, hvordan de lå i forhold til gården og hinanden. Kopskov er hovedskoven (efter det tyske ”kopf”) - altså den skov der lå lige ved hovedgården. Efter samme hovedgård fik byen navn da den blev grundlagt i 1846.
Borgen blev bygget af adelsmanden Erik Mus ved Silkeborg Langsø i 1385 – altså længe før byen blev grundlagt – og det har i perioder tilhørt kongemagten. Borgen endte som ruiner i 1726, og er siden blevet brugt som byggemateriale til dagens Silkeborg – bl.a. papirfabrikken og Silkeborg Hovedgård, hvor der nu er museum.
Oprindelsen til navnet Silkeborg kendes ikke, men der er knyttet flere sagn til det. Et af dem forbinder Århusbispens silkehue med navnet (Knud Bjerring Jensen: Silkeborg Slot):
Bisp Peder var i området for at finde et egnet sted at bygge en borg. Men det kneb med at finde det rette sted. En dag var bisp Peder ude på Langsøen i en båd. På hovedet havde han sin bispehue af silke. Pludselig blæste bispehuen af og havnede i søen. Bisp Peder sagde da til sig selv: Der, hvor bispehuen lander, vil jeg bygge min borg. Og bisp Peder opførte herefter sin borg, og da det var en hue af silke, der havde angivet stedet, og det var en borg, der skulle bygges, blev navnet "Silke-borg".
Andre mere jordnære bud på navnet Silkeborg er, at "Silke" stammer fra det oldnordiske selje, som både kan betyde en bestemt type piletræ eller betyde stillestående vand. Navnet Silkeborg kunne i så fald betyde "borgen ved det stillestående vand". En mere poetisk mulighed kunne være, at navnet er et rosende navn svarende til "Guldborg".
Men det var bispe-historien, som endte på Silkeborgs byvåben i form af en bispehue, en rød borg og nogle blå streger (Gudenå).
Tidslinje
18.000-8.000 f.Kr.
Isen smelter og efterlader dybe tunneldale med nøgne skrænter.
8.000-5.000 f.Kr.:
klimaet bliver gradvis varmere, og der opstår en varieret skov af ask, eg, elm, lind og eg.
3.000-300 f.Kr.
Mennesker begynder at rydde skov og gør jorden til agerbrug. Der bygges dysser og jættestuer og senere gravhøje, som dem i Vesterskov.
1500-1800:
Træfældning og udpining af jorden giver stadig større problemer, nogle steder endda menneskeskabt sandflugt.
1805:
Hvor der nu er skov, skal der vedblive at være skov. Fredskovsforordningen skal redde de ødelagte danske skove, som kun dækker 2-3% af Danmarks areal. Landbrug og skovbrug adskilles.
1830'erne:
Hede og indsande plantes til med skov og bliver til fyrreskoven i Hårup Sande i Nordskov.
1930'erne:
En del af Kobskov fældes, for at Silkeborg kan vokse.
1940'erne:
En del af Lysbro skov og Nordskov fældes for at Silkeborg kan vokse.
1995:
Naturskovstrategien vedtages. Der skal mere natur i skovene og godt 40% af Silkeborgskovene udlægges gradvist som urørt skov og gamle driftsformer.
2000:
Natura 2000 vedtages. Skovene indgår i et habitatområde med større hensyn til natur og særlige skovtyper.