Historie - Harte Skov og Ferup Sø

Ung skov med et spændende økosystem

Harte Skov blev født i 1991, hvor Naturstyrelsen begyndte tilplantningen af 224 ha (godt 2 km²) landbrugsjord til ny skov. Harte Skov ligger vest for Kolding og indrammes smukt af Vester Nebel Å mod vest, Stallerup Sø mod øst, Ferup Sø mod nord og Esbjerg-motorvejen mod syd. Det samlede område med ådal, enge og overdrev er på 700 ha (7 km²).

Selv om det er en ung skov, er den allerede nu blevet et spændende økosystem, som endda bliver endnu smukkere med årene. Skoven er tilplantet med talrige arter af løvtræer og nåletræer, og mange enge og græsningsoverdrev gør skoven åben og giver den besøgende smukke udkig over det kuperede terræn.

Som noget særligt har man bevaret de smukke gamle gårde, Brødsgård, Lynggård og Høgård, som jorden var knyttet til. Disse krongodser hørte tidligere under Koldinghus Rytterdistrikt og ligger nu inde midt i skoven som en del af det nye skovlandskab. Som man kan høre af gårdenes navne gav de brød på bordet, hø til kvæget og lyng til hovedpuden, og måske ikke så meget mere. Det er netop et sandet område uden den frodige, østjyske ler.

Brødsgård er nu blevet til Landbomuseum Kolding, der bestemt også er et besøg værd. Museet er en selvejende institution, der drives af frivillige, som holder museet og gården i pæn stand.

Læs mere på Landbomuseets hjemmeside 

Formet af istiderne

Istidens erosioner har formet et landskab af sletter og smeltevandsdale. Harte Skov ligger på en smeltevandsslette, hvor istidens smeltevand har eroderet store dele af lermorænen bort. Området er derfor præget af aflejringer, som mod nord mest består af sand og mod syd af gruset morænejord med meget lavt indhold af ler.

Vester Nebel Ådal og Stallerup sødal har skåret sig ned i den frugtbare lermoræne og skabt nogle flotte, stejle skrænter. Efter istidens ophør voksede området til med skov. I jernalderen (500 f.v.t. – år 800) tog skovrydningen fart, og i vikingetiden (år 800-1050) var skoven så godt som forsvundet. Kun få træer fandtes stadig i de sværest tilgængelige områder i bunden af ådalene. At drive landbrug på denne næringsfattige jord var hårdt og slidsomt. Landsbynavne og lokale stednavne fortæller en del af kulturhistorien. Landsbyen Stubdrup vidner om besværlige træstubbe eller krat efter vikingetidens skovrydning. Og gårde som Sandbjerg eller Lynggård vidner om den næringsfattige agerjord.

Med jordreformerne i 1700-tallet og stavnsbåndets ophævelse fra 1788-1800 kom der fart på bosætningerne i det åbne land. Før reformerne var gårde og huse placeret i landsbyerne og med et stykke fælles jord, mens markerne uden for landsbyerne var delt op i små stykker. Bønderne havde således jord mange forskellige steder – og af forskellig kvalitet. Med landboreformerne blev landsbyens fællesjord fordelt, små jordlodder byttet (”udskiftet”), og i stedet opstod der selvejergårde, hvor bonden fik samlet sin jord og boede på den.

Brødsgårds historie

Brødsgård var i middelalderen en lille, adelig hovedgård, som var beboet af lav-adelslægten Snub. Navnet Brødsgård dukkede op i historien i 1468, hvor ejeren Lage Snup og hans søn Knud Snup omtales som væbnere. En væbner var en adelsmand i kongens tjeneste. Senere kom gården under kronen (kongen) og skulle som andre gårde i Rytterdistriktet levere fødevarer til soldater og foder til heste. Efter 1660, hvor Danmark tabte endnu en krig mod Sverige, var gården dog så ødelagt og udpint, at kongen gav gården henstand i et år.

I 1765 solgte Kong Frederik d. 5. rytterdistriktet for at skaffe penge, og Brødsgård blev købt af Niels Gydesen. Gården lå på det tidspunkt nærmere skråningerne ned til Vester Nebel Å. Efter en brand i 1860’erne valgte man dog at flytte gården op til vejen, hvor den ligger i dag.

Brødsgård var tidligere en firlænget gård - en af de største i sognet med fire spand heste og op til otte karle og piger. I 1930 havde gården 128 tdr. land agerjord, 15 tdr. skov og 20 tdr. eng.

I 1950’erne nedbrændte den ene længe i en voldsom brand. Længen er aldrig blevet genopført. Gården forblev i Brødsgårds-slægtens eje indtil 1988, hvor Niels Karl Brødsgård som syvende slægtsled solgte den til Kolding Kommune, der solgte gården videre til staten for at plante ny skov i 1991.

Ny skovrejsning

I 1989 besluttede Folketinget, at Danmarks skovareal skal fordobles over en trægeneration (80-100 år). Dengang var Danmarks skovareal på ca. 12%, og målet er at nå op på ca. 25% skov inden år 2090. Det svarer nogenlunde til, at der skal plantes 40-50 km² ny skov hvert eneste år. Siden skovrejsningsordningens start i 1989, har det været svært at nå op på det ønskede mål. I skovrejsningens første årti fra 1989-98 blev der årligt plantet knap 18 km² skov i gennemsnit. I 1997 blev tilskudsordningen til privat skovrejsning forbedret, og siden er især den private skovrejsningen steget kraftigt, så der årligt rejses ca. 30 km² ny skov.

Skovrejsningen blev i starten set som et redskab mod overproduktion i landbruget og knaphed på træ – Danmark importerer ca. 75% af forbruget af træ. Nu er målene med skovrejsning også at etablere skove, der kan være til glæde for folk i de store byer, så byboerne også har hurtig adgang til skove med mulighed for at vandre, cykle og andre udendørsaktiviteter i den friske luft. Skovrejsningen skal også sikre rent grundvand, forbedre levemulighederne for dyre- og plantelivet, samt forøge lagringen af kuldioxid (CO₂) i skovene.

Det samlede danske skovareal er nu på mere end 620.000 ha (6200 km²) – et areal der nærmer sig Sjællands (7031 km²). Rundt regnet udgør de danske skove næsten 15% af Danmarks samlede areal.

Reetablering af Vester Nebel Å

En stor del af vandet i Vester Nebel Å forsvandt i 1920, da man byggede en dæmning, skabte Ferup Sø og ledte vandet mod strømmen i Almind Å til Donssøerne. Eller rettere: Almind Å blev tvunget til at løbe mod åens naturlige retning. Alt sammen for at få vand nok til at drive Danmarks største vandkraftværk i Harte, der med en faldhøjde på over 25 meter kan få de tre turbiner til at producere 2 mio. kWh om året (3,4 mio. kWh i regnfulde år). Det var i 1920 nok til at dække halvdelen af Koldings elforbrug. I dag udgør produktionen kun omkring 1% af forbruget i Kolding by. Til gengæld er vandkraftproduktionen et godt supplement til vindenergi. Når det er vindstille, og vindmøllerne ikke producerer el, kan man altid sætte fuld skrue på vandkraftværket.

I 2008 blev Vester Nebel Å genetableret nogenlunde i sit gamle løb. Der blev gravet et nyt omløbsstryg, så havørreder, bækørreder og andre fisk igen kan svømme op i den øvre del af Vester Nebel Å.

Samtidig kommer der langt mere vand i den nederste del af Vester Nebel Å. Ca. en tredjedel af vandet ledes fortsat ind i den kunstige Ferup Sø, som med sit store vandspejl er en værdifuld ynglelokalitet for mange fugle. Den mindre vandmængde til Ferup Sø har til gengæld betydet, at el-produktionen er blevet mindre på Harteværket.