2. Skredskrænterne ved Voderup Klint

En af Ærøs største naturoplevelser er de store skredskrænter ved den 33 meter høje Voderup Klint. Over en 2 km lang kyststrækning er store landskabsblokke skredet ned, så de danner tre store trappetrin, hvor det sidste trin ned mod havet er en næsten lodret klint. Det seneste store skred skete i 1834, og det skyldes, at jorden ligger oven på et lag af cyprina-ler, der fungerer som en glidebane, når det bliver mættet af regnvand.
Voderup Klint er et åbent, grønt landskab med græssende kreaturer, og det er værd at bemærke de mange væld, hvor vandet pibler ud for foden af skrænterne og giver liv til siv, engkabbeleje, orkidéer og andre vilde blomster. Faktisk behøver landmanden blot at stikke et rør ind i skrænten, så løber der drikkevand ud til kreaturerne.
På klintens varme, sydvendte skråninger trives markfirben, snog, stålorm og sjældne insekter. Her ses oliebiller og stor guldløber, der ikke findes andre steder i Danmark.