Græsted Aggebo Hegn – nogle gange også kaldt Græsted Aggebo Hegn – er i virkeligheden to små skove, der ligger lige op til hinanden og opfattes som én skov af skovens gæster.

Landskabet er kuperet og jordbunden frodig med moræneler fra den sidste istid. I dag fremstår landskabet i området som en mosaik af små løvskove mellem åbne marker og agerland med mange skovbryn i et bakket landskab.

Aggebo Hegn blev til, da man i 1781 indhegnede området mellem Tulstrup og Aggebo og kaldte skoven Aggebo Hegn. På det tidspunkt stod det sørgeligt til med skovene i Danmark. Kun omkring to procent af landet var dækket af skov mod op mod 14 procent i dag. Behovet for træ var stort, og det var grunden til, at man begyndte at indhegne skovene. Deraf de mange skove med benævnelsen hegn. Når man satte hegn op, kunne man holde bøndernes dyr ude, der ellers havde græsset i skoven. På den måde kunne man bedre sikre skovens vækst.

Men man havde også behov for at opelske helt ny skov. Græsted Hegn kom til allerede få år efter Aggebo Hegn. I begyndelsen af 1800-tallet indhegnede man dele af Græsted-bøndernes overdrev og Græsted Præstegårds jorder og udlagde området til fredskov. Dermed var både Aggebo Hegn og Græsted Hegn en realitet.

Spor fra oldtiden

Vi ved, at der har boet mennesker i området i oldtiden. Ved Aggebohus har man fundet en bronzealderhøj,  der er omkring 3.500 år gammel og dermed stammer fra den ældre bronzealder. På det tidspunkt begravede man typisk den døde i en trækiste i en høj, der bestod af græstørv. Bronzealderhøjen i Aggebo Hegn er beklædt med græs og mos og bevokset med gamle bøgetræer.

Der er også fundet en røse – en slags gravhøj bygget af større og mindre sten. Den ligger på toppen af et naturligt bakkedrag, måler ca. 0,2x5 meter og består udover den stenfyldte overflade af 6 større randsten.

I skoven er der også spor af såkaldt højryggede agre. De ligger som bølger i landskabet og vidner om, at jorden i skoven tidligere har været dyrket. De højryggede agre er frembragt af hjulploven. Hjulploven menes at være kommet til Danmark omkring år 700. De første vidnesbyrd om højryggede agre i Danmark er fra tidlig middelalder.

Kulsvierne

Der er fundet spor fra en gammel kulsvierplads i skoven. Kulsvidning er et oldgammelt fænomen. Allerede i bronzealderen havde man brug for de høje varmegrader, som man kan få fra trækul, når man skulle smelte kobber og tin for at støbe bronze.

I hele Nordsjælland er der i tidens løb blev svedet enorme mængder af trækul. Da kulsvidningen var på sit højdepunkt i 1700-tallet, blev der på et  enkelt år – 1764 – kørt 66.804 tønder trækul gennem Københavns porte til Kultorvet, hvor det blev solgt. Helt frem til 1951 blev der svedet kul på traditionel vis i en grusgrav ved Nødebo.

De første skriftlige kilder om kulsvidning i Nordsjælland er fra 1500-tallet. Det er Chr. III, der befaler abbederne på klostrene i Esrum og Æbelholt at levere trækul til kongehuset. Det var hårdt og beskidt arbejde at passe milerne, hvor træet svides til trækul. Der bliver ca. 60 kg trækul af 300 kg træ. Trækul indeholder op til ca. 98 procent kulstof.

Kulsvierhytten

I dag bliver der igen svedet kul i Aggebo Hegn. Det er Aggebo Kulsvierlaug, der holder til ved kulsvierhytten i den sydlige ende af Aggebo Hegn ved Dams Sø. Her mødes en flok frivillige hvert år sidst i august og svider kul præcis som de gamle kulsviere gjorde i 1700-tallet.  Der er shelter, bål- og grillplads plus borde og bænke samt et das ved kulsvierhytten. 

Book Kulsvierhytten på Udinaturen.dk 

I dag er Græsted Aggebo Hegn et populært udflugtsmål for især de lokale beboere i området. Udover at nyde den frodige bøgeskov, der er helt dominerende i de to hegn, kan du løbe orientering, ride, køre mountainbike eller bare gå en god lang tur, nyde skovens fred og ro og måske spise din medbragte mad ved Wielandtssøen. 

Wielandtssøen er en i øvrigt en kunstig sø. Den blev anlagt i første halvdel af 1900-tallet af skovrider Thorkild Wielandt. Deraf navnet.