2. Von Langens plantage

Johann Georg von Langen var den tyske forstmand, der i 1763 blev kaldt til Danmark for at gøre noget ved skovenes sørgelige forfatning. På det tidspunkt var 2-4 procent af landet dækket af skov mod omkring 14 procent i dag. Årsagen var mange års rovhugst samt det faktum, at bønderne lod deres dyr græsse i skoven og havde ret til at hente brænde og tømmer til deres huse.
Von Langen fik stor betydning for reformen af skovvæsnet i Danmark, og i Nørreskoven kan man stadig se resterne af hans systematiske plantagedrift i form af flere kæmpestore træer plantet i 1765-75. På den modsatte side af skovvejen anlagde man i 1975 en plantage efter von Langens forbillede.
Von Langen inddelte arealerne i firkanter, hvor han på rad og række plantede og såede træer efter nøje udtænkte mønstre og planer. Han byggede stendiger og grøfter for at holde husdyrene ude.
Han indførte også nye arter i dansk skovbrug. Fx rødgran, ædelgran, lærk, skovfyr samt ahorn. Og han indledte en indædt kamp mod de dyr, der kunne skade de nye planter. Ikke mindst mus, som der blev lagt fælder og gift ud til. Han gav tilmed ordre om, at musehuller skulle bevogtes, og når musen stak sit hoved ud, skulle skovfogeden stå klar med pistolen og skyde hovedet af!