Find vej
Med bil
Nørreskoven ligger lige syd for Farum og Fiskebæk Å ud mod Furesøen. Der er flere P-pladser, du kan bruge. Bl.a. ved Furesøbadet og Fiskebæk Naturskole i den nordlige ende og ved Barkladen og Nørreskovhus i den sydlige ende.
Offentlig transport
Der er ingen offentlig transport til skoven. Men du kan tage S-toget til Farum Station, hvorfra der er ca. 1 km at gå til skovens nordlige ende. Bus nr. 151 og 152 har stop i nærheden af skoven.
Praktisk info og aktiviteter
I den sydøstlige del af skoven er der med gul farve markeret en vandrerute på 4 km. Du kan f.eks. begynde turen ved Barkladen. Derefter går den igennem von Langens Plantage og videre ud mod Furesøen. Her følger den de høje skrænter og undervejs passerer du bl.a. svenskebøgene og flådeegene.
Med kortet har du alle muligheder for at tilrettelægge din egen rute. Og du er også velkommen til at forlade stierne og gå på opdagelse i skoven.
Du må cykle på de fleste stier og skovveje. Men vær opmærksom på, at du du skal tage hensyn til de gående, og at du ikke må cykle på søstien.
Der er anlagt en 26 km lang mountainbikerute gennem Nørreskoven, Frederiksdal Storskov, der er privatejet, Bøndernes Hegn, Hareskovene og Jonstrup Vang. Mountainbike-ruten i Nørreskoven er på 4,2 km. Ruten er markeret med rødt og med mountainbike-piktogrammer. Husk at der også er gående på stierne. Så tag hensyn!
Husk at du ikke må cykle på søstien i Nørreskoven.
Der er anlagt i alt 25 km ridesti Lille og Store Hareskov, Jonstrup Vang, Bøndernes Hegn og Åsevang. Åsevang ligger lige øst for Kollekolle og Nørreskoven.
Du må gå med løs hund i den nordlige ende af Nørreskoven. Det vil sige, at din hund må gå løs, hvis du har kontrol over den. I den øvrige skov er hunde velkomne, men de skal være i snor.
Ved Furesøbad er der fine tilkørselsforhold, og her er det muligt at komme helt ned til vandet i kørestol. I øvrigt er Nørreskoven meget kuperet, og fra Frederiksborgvej ned mod Furesøen er der mange steder stejle skrænter. Derfor råder Naturstyrelsen til, at man kender sine begrænsninger, så man er sikker på at kunne komme frem og sikkert hjem igen.
Fiskeriet er frit i Furesøen. Men hvis du er mellem 18 og 65 skal du have et fisketegn.
Du kan både fange sandart og aborre men også gedde, karpe og karusse.
Furesøen og hele Mølleåen er et oplagt sted for kano- og kajakfolket, og det er tilladt at ro, padle og windsurfe på søen. Du kan tage din egen kano/kajak med eller du kan leje.
Lej en kano/kajak hos Frederiksdal kanoudlejning
Lej en kano/kajak på nybrokano.dk
Langs med hele Nørreskovens kyst ud til Furesøen er der med jævne mellemrum landgangssteder med bålpladser. Her må du slå lejr for en enkelt nat. Der er også landgangssteder ved Kollekolle-sletten og Åsevang, der tilhører Naturstyrelsen.
Du kan stige på bådene ”Furesøen” og ”Hjortholm” ved anløbsbroen ved Furesøbadet eller ved Kollekolle. Bådfarten har eksisteret lige siden 1890erne.
Ved Furesøbadet i den nordlige ende af Furesøen kan du bade hele året, men der er kun livredderopsyn i sommerhalvåret. Furesøbadet er et gammelt badested med en anlagt sandstrand, badebro, omklædningsrum, kiosk og restaurant. Der er også et søsportcenter med roklub, kano- og kajakklub, sejlklub og windsurfingklub.
Her kan du i sommersæsonen tjekke badevandstemperaturen.
Ved Caspars Dam i den nordvestlige ende af skoven ud mod søen er der en bålhytte, som du frit kan benytte. Husk selv at medbringe brænde.
Hvis du kommer i kano eller kajak, er der landgangssteder langs med Furesøen. Her er også bålpladser, hvor du frit kan slå lejr for en enkelt nat. Der er også landgangssted med bålplads ved Kollekolleslugten og ved Åsevang.
Der er toiletter. kiosk og café/restaurant ved Furesøbadet.