Aktiviteter i

Pamhule, Hindemade og Haderslev Dyrehave

Udforsk den ældgamle skov med stejle skrænter, høje bøgetræer og rislende vandløb. Hold øje med isfuglen – ”den flyvende juvel”, når den styrtdykker efter fisk i Bibækken og Hindemade. Tag familien med på picnic ved Bergs Plads eller Nørskovgård, eller spring på mtb-cyklen og prøv den godt 11 km lange, udfordrende mountainbikerute, der snor sig gennem hele skoven.

Til fods

Hvis du vil opleve Pamhule og Hindemade til fods, er der mange muligheder at vælge mellem. En god idé kan være at benytte en af de tre afmærkede ruter. Dyrehave-ruten udgår fra Nørskovgård, Hjerteruten fører rundt om Hindemade, og Mølleruten går forbi Christiansdal Elværk og Tørning Mølle. I 2013 åbnede desuden en mtb-rute. Hærvejsrutens vandrerute passerer Tørning Mølle.

Se ruterne i vandretursfolderen

På cykel

På skovvejene kan du køre med en almindelig cykel. Har du mountainbike, kan du også opleve skoven fra den nye mtb-rute, som åbnede i 2013. Ruten er 11,1 km lang. Den snor sig op og ned gennem den kuperede skov og byder på fantastiske naturoplevelser. Ruten er anlagt i et samarbejde mellem Naturstyrelsen og den lokale idrætsforening. Mtb-ruten udgår fra p-pladsen på Damvej.

Se kort med mere over mtb-ruten

Se mere om cykelruter på visithaderslev.dk

Se på fugle

Fugletårnet lige syd for Hindemade er et godt udgangspunkt for at opleve områdets rige fugleliv. Her kan du se masser af vandfugle som stor skallesluger, toppet lappedykker og en lang række andearter. Isfuglen holder til ved den vestlige ende af Hindemade, og også storken og den sjældne sølvhejre er set her. Desuden besøger havørnen ofte området.

Læs mere om dyrene i Pamhule og Hindemade

Dambåden på Haderslev Dam

Haderslev Dambåd ”Dorothea” er en nybygget, moderne og eldrevet dambåd med 42 siddepladser indendørs og 14 pladser udendørs. Du kan stige af og på flere steder, bl.a. ved Bergs Plads.

Læs mere om dambåden og reserver en billet her https://www.haderslevdambaad.dk/reservation/

Stevning Dam

Fang fisk i mølledammen

I mølledammen ved Tørning Mølle kan du fange gedder, karper, kildeørred og ål. Fiskekort til Stevning Dam og Haderslev Dam kan købes hos Haderslev Turistbureau og ved Tørning Mølle.

Det er ikke tilladt at fiske i Hindemade.

Slap af ved Bergs Plads

Bergs Plads ligger i den nordøstlige ende lige uden for Dyrehaven Et yndet udflugtssted, hvor Dambåden også lægger til. Pladsen er udstyret med grillsted samt borde og bænke.

Beliggende mellem Bergs Plads og Berg Hus er der en lejrplads med shelters samt et primitivt overnatningssted. Lejrpladsen skal bookes via Naturstyrelsens webbooking www.booking.naturstyrelsen.dk.

Ved Bergs Hus er der et offentligt toilet samt mulighed for at hente drikkevand.

Nørskovgård byder på lidt af hvert

Nørskovgård er hovedindgangen til Haderslev Dyrehave og huser både Naturstyrelsen, Naturskole og Det Grønne Forsamlingshus.

Bålpladsen ved Nørskovgård med den flotte udsigt over Dyrehaven og Haderslev Dam er et populært sted at nyde den medbragte frokost eller kaffe, og på naturlegepladsen ved siden af kan børnene boltre sig.

Ved dårligt vejr kan Regnlæsrummet, der ligger i enden af træladen benyttes. Opholdsrummet byder på en vask, tre plankeborde og ca. 30 skamler. Regnlæsrummet er åbent for alle og kan ikke reserveres.

Naturskolen Nørskovgård drives i et samarbejde mellem Haderslev Kommune og Naturstyrelsen. Naturskolen står for naturformidlingen til skoler og daginstitutioner i kommunen.

Det Grønne Forsamlingshus er et populært sted til arrangementer, møder etc. I huset er der en pejsestue til 80 personer samt 2 mødelokaler med plads til 20 personer i hvert.
Ønsker du at booke lokalerne skal du kontakte Danhostel på 74521347 eller besøge siden www.haderslev-forsamlingshus.dk

Tag på brunsttur i efteråret

Der afholdes flere offentlige arrangementer i og ved Haderslev Dyrehave, bl.a. brunstture i efteråret. Hold øje med dag- og ugepressen eller læs om turene på www.udinaturen.dk eller www.naturstyrelsen.dk


Mere om Pamhule, Hindemade og Haderslev Dyrehave:

Kort med seværdigheder Dyr og planter Året rundt Historie Praktisk