Dyr

Det er først og fremmest fuglelivet på Rømø, som det er værd at skrive hjem om. Rømø har almindelige danske dyr som rådyr, harer, ræve, lækatte og rigeligt med mosegrise, men helt unik er de millioner af trækfugle, som passerer hen over Rømø om foråret og efteråret. Det er især godt at observere fugle fra strandengene ved Rømø-dæmningen, Juvre og fra diget i Stormengene ved Havneby.

Hvidbrystet præstekrave

Hvidbrystet præstekrave har Danmark som den nordligste yngleplads, og de yngler kun i Vadehavet. Den sandfarvede fugl er ca. 16 cm lang og kan kendes på sorte ben og en sort plet på siden af brystet. De foretrækker at bygge redde i de lave klitter og kortgræsssede enge på Fanø og Rømø. Især i området ved Klitdiget nær Sønderstrand på Rømø ses de fleste af Danmarks ynglende hvidbrystede præstekraver, som er en truet art.

Læs mere om Hvidbrystet Præstekrave i Miljøstyrelsens artsleksikon

Stormengene

Ænder, gæs og vadefugle elsker at opholde sig på de forblæste Stormengene på Rømøs sydspids.

Stormengene er et fuglereservat ejet af Fugleværnsfonden, og de har skabt gode levevilkår for den lille gule vipstjert, ederfugl, strandskade, vibe, rødben, lærker og engpibere, der alle yngler i området. Den gule vipstjert lever af de insekter, som er kommet fra de græssende kvægs kokasser.

Nærm dig langsomt toppen af Havnebydiget, hvorfra der er en fortrinlig udsigt til fuglelivet på Stormengene.

Læs mere på fuglevaernsfonden.dk

Fuglene

Millioner af trækfugle passerer Rømø i april-maj og september-oktober, hvor det er muligt at se mere end 20 forskellige vadefuglearter på en dag. Der vil være flest ande- og vadefugle, men også rovfugle som fjeldvåge, vandrefalk, dværgfalk og rørhøg. Blandt de ynglende vadefugle på Rømø ses strandskade, vibe, rødben og storspove. Ekstra beskyttelse har man givet til de sjældne hvidbrystet præstekrave og dværgterner, som får afspærret deres yngle-områder fra 1. maj til 15. august.

Dværgternen er ca. 24 cm lang og verdens mindste terne - kun halvt så stor som havternen. Den kan kendes på den hvide pande og et gult næb med sort spids. Dværgternen er i antal gået tilbage i Danmark, og de fleste af dem yngler i Vadehavsområdet på Fanø og Rømø, hvor de bygger reder i kolonier på stranden. 

Storspove kaldes også for stor regnspove. På størrelse med en krage er den Danmarks største vadefugl, og den kan genkendes på sit lange, krumme næb, der hurtigt kan finde en sandorm og hive den op i hel tilstand. Om foråret i morgentimerne spreder den sine melodiske fløjt over hede, enge og klitter. Den bygger sin rede direkte på jorden i hedeområderne og gerne nær enge og græsmarker. Den yngler på Fanø og især på Rømø. 

Ryler - både den almindelige og den islandske - er en af Vadehavets langdistance-flyvere. Den islandske ryle, som - trods navnet - yngler i Sibirien og Grønland, flyver til de vesteuropæiske kyster, mens den almindelige ryle tager hele turen til Vestafrika. Når de lander i Vadehavet i april, maj og juni har de tæret så meget på vægten, at den skal fordobles, før de kan fortsætte nordpå til Sibirien og Grønland. Allerede i slutningen af juli og august er de på retur til varmere himmelstrøg. 

Lille kobbersneppe flyver ofte 4000 km nonstop i løbet af 2½ døgn på deres rejse fra Vestafrika til Vadehavet, hvor der skal tankes brændstof. Brændstoffet består af børsteorme, muslinger og andre bunddyr, der igen giver lidt fedt under fjerene til den sidste del af rejsen til Sibirien og det nordlige Skandinavien. De er på vej nordpå i april-maj, og returnerer sydpå i august-september. Lille kobbersneppe er en vadefugl, som kan kendes på et langt, mørkt og let opadbøjet næb, samt en lys kile på ryggen og en tværstribet hale. Hannen i sommerdragt er kobberrød på undersiden, mens hunnen er grålig med stribet bryst. 

Rødben er et af de mest udbredte vadefugle i vadehavsområdet, og den ses året rundt på hele Rømø. Den gråbrune fugl kan kendes på sit rød-sorte næb og helt røde ben. Og med en hvid kile på ryggen og hvide vingebagkanter er den også let at få øje på, når den flyver. 

Strandskader er en af de mest almindelige ynglefugle i Vadehavet, og især på Rømøs strandenge er det let at få øje på den sort-hvide kragefugl, der trods navnet ikke er i familie med skader. Strandskaden lever af orme fra enge og marker i yngletiden, men resten af året står der muslinger på menuen, som den åbner ved at hamre dem i stykker med næbbet. Den kan spise 300 muslinger om dagen. 

Masser af sjældne fugle observeres jævnligt på øen. Så tag kikkerten med og spot en havørn, en sandterne eller en helt tredje art på besøg på Rømø.

Læs mere om fugle i Miljøstyrelsens artsleksikon

Planter

Bjergene i Vadehavet

Sjældent bestiger man så mange bjerge, som på en tur til Fanø, Rømø og Skallingen. Kikkebjerg, Pælebjerg , Høstbjerg, Stagebjerg, Spidsbjerg, Dødemandsbjerg og mange flere. Og det højeste af disse bjerge er 21 meter. Vestjyder er ikke kendt for at bruge store ord eller prale, men når det handler om at navngive et par knolde, er de ikke bange for at kalde dem bjerge. Alt er relativt i det flade land, og selv om man ikke kommer til at lide af højdesyge ved at bestige bjergene, så har de alle en forbavsende god udsigt. Det er virkeligt det åbne landskab med vide horisonter.

Klitterne på Rømø

Rømø er blot en sandrevle i havet. Men på trods af det faktum er der opstået et relativt varieret og rigt planteliv på øen. Hvordan det fungerer, kan let ses på øen, fordi det er en igangværende proces, hvor Rømø vokser stadig længere ud i Vesterhavet.

Vesterhavet skubber stadig mere sand op på stranden. Sandet bliver tørt. Blæsten tager sandet, og fyger det op i bunker - i små klitter - som sandet danner bag små forhindringer af opskyllet tang, småsten og lignende. Her er der læ. Og her finder plantevæksten efterhånden fodfæste.

De yngste klitter ligger længst mod vest. Den yngste, kaldet ”den hvide klit”, er næsten uden planteliv bortset fra marehalm og sandhjælme. Dernæst ses ”den grønne klit”, der har en tæt pels af hjælme, græsser og urter som smalbladet timian, gul snerre, klit stedmoderblomst, bakke-nellike og klit-limurt.

Længere mod øst kommer så ”den grå klit” - ofte med klittoppe med åbne vindbrud - med mange arter af laver og mosser, men også urter som fåre-svingel, bølget bunke, sand-star, blåmunke, klit stedmoderblomst og almindelig kongepen.

Som en naturlig afslutning på ”den grå klit” kommer de ældste dele af Rømø: Klitheden med dværgbuske som hedelyng og revling. Længst mod øst kommer landbrugsområderne og marsken ud til Vadehavet.

De naturlige læhegn

Græsarter som hjælme og marehalm dæmper sandets fygning ved at skabe mere læ. Begge græsser tåler - og endda kræver - periodevis tildækning med sand. De vokser så at sige sammen med klitten.

Sandhjælme: Klitternes konge kan man godt kalde den kraftige græsart, som med meterlange rødder og op til halvanden meter høje strå er i stand til at holde sammen på klitterne. Bladene er grågrønne og indrullede, og derfor er de lidt skarpe, når man går over klitterne med bare fødder. De vokser altid i tuer. Sandhjælme blomstrer i juni, juli og august, hvor blomsterne er duskede småaks.

Marehalm: Marehalm er også en kraftig græsart, der kan have op til halvanden meter høje, blågrønne strå. Men i modsætning til sandhjælme, vokser marehalm ikke i tuer og bladene er brede og udfoldede. Marehalm har op til 30 cm lange aks og blomstrer i juni til september.

Strandens dyr

Konkylien er nok det mest eksotiske sneglehus, vi kan finde på strandene ved Vesterhavet. Selv om rødkonk og almindelig konk ikke hører til de største konkylier, så kan deres snoede sneglehuse alligevel blive ca. 10 cm lange. Konksneglene spiser ådsler og muslinger - de sidste ved at skyde en tunge ind mellem muslingeskallerne, og suge muslingens bløddele. Hunnerne lægger æg sammen i store klumper, der kan indeholde 300.000 larver.

Læs mere om Rødkonk i Miljøstyrelsens artsleksikon

Læs mere om Almindelig konk i Miljøstyrelsens artsleksikon

Sømusen er søpindsvin, som lever nedgravet i sandbunden i Vesterhavet, hvor de lever af organisk materiale. Deres skaller skyller ind på strandene på Skallingen, Fanø, Mandø og Rømø, hvor det kan være svært at finde et helt eksemplar med den piggede pels. 

Læs mere om Sømus på fugleognatur.dk

Strandkrabben er der mange af i Vadehavet om sommeren. De er nærmest altædende, og de kan endda finde på at spise andre krabber. De har ti ben, hvoraf et par af dem er klosakse, som de kan forsvare sig med. De mangler ofte nogle af de otte ben, når de bevæger sig sidelæns. Det skyldes ofte, at de har været oppe at slås og bidt benene af hinanden. De vokser dog ud igen, når de skifter skal 5-10 gange om året i de første par leveår.

Læs mere om Strandkrabben på fugleognatur.dk

Amerikansk knivmusling findes i stadig større mængder ved Vadehavet, og den er kommet hertil fra den amerikanske østkyst. Knivmuslingen dukkede først op på Rømø og har siden spredt sig til hele Danmark. Den lever på lidt dybere vand ned til 10 meters dybde, men den kan godt findes i sandbunden, når der er meget lavvande med østenvind. 

Blåmuslingen lever ofte i små og store banker, hvor den indtager føde ved at åbne skallerne ved højvande og spise alger og organisk materiale. Den blåsorte musling kan blive op til 10 cm lang og holder sig fast det samme sted hele sit 10-15-årige liv ved hjælp af tynde tråde. Hvis den er heldig, for den ender ofte som føde for søstjerner, krabber, snegle, fisk og fugle. 

Hjertemuslingen bliver op til 5 cm stor og har en vifteformet skal, når vi finder dem på stranden. Når den kaldes en hjertemusling, skyldes det at de levende muslinger er sat sammen af to skaller, der set fra siden er hjerteformet. Den lever et par cm nede i sandet, hvor den graver sig ned ved at skyde en fod ud af skallen. Gennem et ånderør suger hjertemuslingen vand ind og filtrerer det for alger, og sender det ud gennem et andet ånderør. Trods en tyk skal kan en sulten strandskade sagtens smadre den.

Læs mere om Hjertemuslingen på fugleognatur.dk

Stillehavsøsters er nu i Vadehavet i stadig større mængder siden midten af 1990'erne. Den hører oprindeligt til i Japan, men kom til Vadehavet via hollandske østersdyrkere, der ikke troede, at den kunne formere sig så langt mod nord. Men det kan den, og bag de op til 9 cm lange, riflede, uens skaller kan der filtreres plankton fra 80 liter vand i døgnet. Af samme grund kan der ophobes giftige stoffer i skaldyrene i sommerhalvåret. Fugle har endnu ikke lært at åbne østers, og der er frygt for, at den oprindelige bestand af blåmuslinger vil gå tilbage pga. østers. 

Læs mere om dyr i Miljøstyrelsens artsleksikon

Sommerfugle

Rømø har mange insekter, og især guldsmede og sommerfugle tiltrækker vores opmærksomhed. Sommerfuglene trives rigtig godt i lyngen og lavningerne på heden, hvor man fx kan se sandrandøje og den sjældne ensian blåfugle, der udelukkende lægger sine æg på klokke-ensian. På de mere skyggefulde steder ses endnu en lille blå sommerfugl, skovblåfugl. Ses kan også duehale, græsrandøje, nældens takvinge og stor bredpande. I klitterne ses den store Sandrandøje, der holder til langs stier og vindbrud i klitterne, fordi det er de varmeste steder, hvor der ikke er vegetation.

Læs mere om sommerfugle i artsleksikonet

Ensian-blåfugl er en sjælden sommerfugl i Danmark, men er ret udbredt på Fanø og Rømø. Sommerfuglen suger nektar af klokkelyng, og den lægger sine æg på klokke-ensianplanten. Larven lever de første 2-3 uger i ensianknoppen, hvorefter den lader sig falde ned på jorden, hvor den bliver adopteret af en bestemt myreart. Myrerne bringer larven ned i myretuen, hvor de fodrer den hele vinteren. Til gengæld udskiller larven et sødt sekret, som myrerne spiser. Den smukke, blå sommerfugl er derfor helt afhængig af områder med store bestande af klokkelyng og klokke-ensian.

Læs mere om Ensian-blåfugl på fugleognatur.dk

Klitheden på Rømø

Lyngen er et pragtfuldt tæppe, og den kan opleves på Rømøs klitheder - næsten som for 100 år siden. Heden er et unikt landskab, hvor hårdføre planter som lyng og småbuske har tilpasset sig det barske klima og den næringsfattige sandjord. Faktisk er klithederne på Rømø en del af en sammenhængende atlantisk klithede, der strækker sig fra Norge i et langt bånd langs kysten helt ned til Spanien. Klithederne er opstået helt naturligt, mens hederne længere inde i Jylland er et resultat af skovfældning og udpining af jorden. Klitheden er et udviklingstrin i både Rømøs og Fanøs vokseværk mod vest. Den yderste klitrække nyder stadig godt af den kalk, muslingerne har efterladt, mens de ældste klitter midt på øerne med tiden har fået udvasket kalken og næringen af regnen.

Men klitheden er også et truet landskab - truet af tilgroning og tilførsel af næringsstoffer. Især statens plantage-projekter fra 1920'erne har tilført mange træsorter, der ikke er naturlige på Rømø, og som spreder sig ind over klithederne. Naturstyrelsen er opmærksom på problemerne, og arbejder med naturgenoprettelsesprojekter, der fjerner nye træer fra klithederne og hæver vandstanden til glæde for moser og småsøer.

Hedelyngen er en stærkt forgrenet, og op til 50 cm høj busk, der vokser på de tørreste steder på heden. Klokkelyngen bliver kun op til 25 cm høj og vokser på de fugtigste dele af heden. Lyngen blomstrer i august og september med små, violette blomster - klokkelyngen med klokkeformede blomster. Lyngplanter bliver op til 30 år gamle. En enkelt lyngplante kan lave 150.000 frø på et år, og frøene kan ligge i dvale i op til 70 år. Lyng blev i gamle dage brugt til koste, brænde, sengebund, dynefyld, tagdækning, isolering i lervægge, strøelse til husdyr, vinterfoder og te (mod gigt, blære- og nyrelidelser).

Plantagerne på Rømø

Rømø havde stort set ikke et træ frem til midten af 1920'erne. Rømø var et af de sidste steder, hvor der blev plantet skove i Danmark, og det skyldes ikke mindst, at Rømø var tysk i perioden fra 1864 til genforeningen med Danmark i 1920.

Plantage-arbejdet blev startet i 1920'erne, hvor staten opkøbte jord og plantede bjergfyr, skovfyr og østrigsk fyr i de tre plantager Tvismark, Kirkeby og Vråby. Formålet var at forhindre sandflugt og skabe læ til landbrugsjordene, men også at give brændsel og arbejdspladser til øboerne. Problemet med sandflugt går tilbage til 1600- og 1700-tallet, hvor det var tradition på øen at lade får og kreaturer græsse frit på heder og klitter, med det resultat at den sparsomme vegetation blev gnavet ned. Dengang blev sandflugten dæmpet ved at grave rækker af fyrregrene ned for at fange sandet.

I dag er der ca. 4 km² skov på Rømø, og man udtynder de gamle fyrretræer og planter i stedet eg og birk for at skabe en mere varieret skov til glæde for turister og fastboende. Samtidig fældes mange træer, som spreder sig ud på klitheden med smukke, bølgende klitformationer.

Læs mere om planter i Miljøstyrelsens artsleksikon