Den muldkasse de fleste kender, er bygget af brædder og står eller hænger ved et træ. Men kan muldkassen være inde i træet?
LIFE Open Woods projektet har udviklet en metode til at skabe levesteder for vedboende biller i levende træer ved at save et "lagkagestykke”, udfylde det med smuld/ blade og sætte “barken” tilbage som låg. Muldkassen bliver på den måde billers potentielle levesteder oppe i et træ, og den kan næsten ikke ses.
Se hvordan denne metode skaber trædesten for den truede art eremit.
22 egetræer sikret for eftertiden
Vi ved at Sorø Sønderskov er en af de 11 lokaliteter i Danmark, hvor eremitten fortsat lever, og derfor er der sat ind med flere tiltag for at forbedre naturkvaliteten omkring billens levesteder.
Et tiltag er at sikre , at de træer, billen lever i, bliver stående. Et andet tiltag er at skabe lys omkring træer og at skabe potentielle levesteder i nærheden af dem.
Der mangler værtstræer og lys
Tilstanden for eremit er vurderet til moderat i Sorø Sønderskov. Analysen er, at der er mangel på egnede fremtidige værtstræer, og at bestandene kun har få nuværende egnede værtstræer. En væsentlig trussel i forhold til bevarelse af eremit er en akut mangel på værtstræer, som står lyst.
-> Læs mere om eremittens status i projektets baseline rapport.
Nye levesteder i nabotræer
LIFE Open Woods har sikret at 48 gamle egetræer ikke fjernes. Aftalen er lavet med Stiftelsen Sorø Akademi, som er den private skovejer af Sorø Sønderskov. Det er gjort for at sikre de steder, hvor billerne lever i dag.
Som det fremgår af filmen er LIFE Open Woods gået i skoven med klatreudstyr og motorsav. Dels for at beskære træer omkring egene, dels for at skabe muldkasser i nabotræer, som eremitten kan flytte ind i. De træer, der er beskåret og skabt hulheder i, skulle alligevel fældes eller ringes for at skabe lys til de gamle ege.
-> Læs om veteraniseringsmetoder
Efterligner hulheder i træer
Eremitten er afhængig af et levested, der er stabilt og ikke bliver ændret eller forstyrret. Dels fordi larven er mindst tre år om sin udvikling, og dels fordi det voksne insekt har en spredningsafstand på maksimalt få hundrede meter og ofte ikke forlader sit eget yngletræ.
Gamle egetræer er især egnede værtstræer, da nedbrydningen af træet foregår meget langsomt og derved kan være levested i flere hundrede år. Andre løvtræarter kan dog også fungere som værtstræer. Det kan dog tage mange år for træerne at udvikle de rette hulheder til eremitten.
Når der mangler egnede egetræer, kan muldkasser være en måde at efterligne de træhulheder, som vedboende biller foretrækker og give mulighed for at etablere trædesten til nye levesteder og det rette habitat for billen. Det kan skabes i andre løvtræer, som vist i filmen, hvor en ahorn bliver gjort til trædesten.
En muldkasse der ser naturlig ud
Muldkasser blev første gang anvendt af Nicklas Jansson (Linköping Universitet) som en del i forskning på vedboende insekter i begyndelsen af 00-erne.
Muldkasser kan anvendes som:
trædesten (stepping stones) til at forbinde fragmenterede habitater af eremit,
erstatningshabitat i tilfælde af, at værtstræet er kollapset eller skal fjernes på grund af risiko
De muldkasser LIFE Open Woods projektet skaber i Sorø Sønderskov er æstetisk meget mere diskrete end de klassiske muldkasser. Det kan betyde noget for skovejeren og skovgæsten, at muldkassen ikke er en stor tydelig kasse, men i stedet diskret skjult og meget tættere på det naturlige skovbillede.
Eremit i tyske skove
LIFE Open Woods projektet tyske partner har lavet en baselinekortlægning i deres skove. De har kortlagt hvilke arter af vedboende biller som findes i bl.a. den privatejede skov Wulfshagen hvor der også findes eremit.