Hugst, kulturer og bevoksningspleje

Årlige planlægning 

Nærværende tekst beskriver retningslinjerne for de næste 15 års hugst og foryngelse af skov og danner derved rammen om den årlige planlægning på enheden blandt andet i forbindelse med hugstplanlægning og kulturindsats.

Helt overordnet er det målet, at skovdriften sker bæredygtigt – det vil blandt andet sige, at der på lang sigt sikres balance i aldersklassefordelingen, i tilvækst og hugst og at dyrkningsgrundlaget forbedres. Dette sikres gennem Naturstyrelsens generelle retningslinjer og årlig opfølgning, som følge af styrelsens certificering i henhold til FSC og PEFC-standarderne.

Teksten er opdelt i tre afsnit og kan sammenfattes i følgende:

1) Grundlag for beregning af vedmasse og hugst: Taksationen viser, at de tidligere højde-vedmasse kurver kan anvendes uændret for de takserede træarter bøg, eg og rødgran.

2) Status, tilvækst og hugst: Aldersklassefordelingen for løvtræ viser, at der er en relativ stor andel af ældre løvskov på 100 – 130 år, mens der er en relativt lavere andel mellemaldrende på 80 – 100 år. For bøg, eg samt andet løvtræ indgår betydelige arealer med yngre bevoksninger.  Fordelingen i nåletræ viser en ujævn aldersklassefordeling, hvor aldersklassen for rødgran 30-39 er stor jævnfør genplantning efter stormfald i 1956, 1967 og 1981. Andelen med helt unge rødgraner er mindre, som følge af praksis om begrænset anlæg af nye nåletræsbevoksninger.

Den planlagte hugst resulterer for alle løvtræarterne i en opsparing i den samlede stående masse. Således går for eksempel bøg fra 241 m3/ha i planperiodens start til 268 m3/ha i planperiodens slutning. Dette er ligeledes tilfældet for nåletræ, hvor der for eksempel i driftsklassen gran sker en opsparing fra 280 m3/ha til 352 m3/ha. Den samlede opsparing på enheden skal dog sammenholdes med aldersklassefordelingen ligesom der ikke er korrigeret for arealændringer ud over afdrifter i rødgran ved opgørelsen.  

3) Foryngelse og skovudvikling: Med naturnær skovdrift sker udviklingen frem mod den ønskede skovudviklingstype (se * nederst på denne side) langsommere og mere glidende end i det tidligere renafdriftssystem. Overgangen vil således ske med gradvis træartsskifte over en eller flere trægenerationer. Med de planlagte foryngelser vil 36 % af det skovbevoksede areal have nået sin langsigtede skovudviklingstype efter den kommende 15 årige planperiode. Bøg er den primære træart i de ønskede skovudviklingstyper og indgår derfor i 120 ha af en samlet foryngelse på 490 ha. Udover bøg satsets der på eg og skovfyr hvorimod 2/3 af de ca. 300 hektar gran og andet nåletræ under foryngelse med tiden vil blive konverteret til nåletræ blandingsbevoksninger, løvtræ eller lysåbne naturarealer.

1) Grundlag for beregning af vedmasse og hugst

Hugstberegningen er en konsekvensberegning af, hvor meget træ der står i skoven, hvor meget skoven gror og de valgte behandlingsmetoder - som igen bygger på de generelle retningslinjer for naturnær skovdrift. Tidligere indeholdt en driftsplan for en skov normalt en oversigt over hvilke bevoksninger, der i den kommende planperiode skulle forynges samt hvad der skulle plantes og hvornår. Som konsekvens af beslutningen om at konvertere statens skovdrift til et naturnært skovbrug søges renafdrifter så vidt muligt helt undgået. Derfor giver dette afsnit en overordnet ramme for hugst og foryngelsesindsatsen i den kommende periode og ikke som tidligere en detaljeret lokalitetsfastsat indsats.

På Bornholm medfører jordbundsforholdene og eksponeringen for vindpåvirkning at bevoksninger med nåletræ er særligt udsatte for stormfald. For at reducere risikoen for stormfald anvendes derfor også renafdrifter sammen med skærmstillinger. Se Samlet beskrivelse afsnit 2.2 Naturnær skovdrift for en nærmere gennemgang af behovet for at anvende renafdrifter.

Grundlaget for beregning af vedmasse, tilvækst og hugst er ajourføringer af arealanvendelser og bevoksningsforhold. Det sker gennem markregistrering og taksation, som giver anledning til justering af eksisterende bevoksningsdata i planlægningsværktøjet Proteus samt af vækst- og hugstmodeller.

Skovene på enheden er gennemgået med en vurdering af bevoksningsforhold og en ajourføring af nye foryngelsesarealer. Der er anvendt luftfotos som grundlag, og i tvivlstilfælde er der udført kontrol i skoven.

I den efterfølgende taksation er der lavet stikprøver for at fastlægge vedmasse-niveau for træarterne bøg, eg og rødgran, der er blandt hovedtræarterne på enheden.

Der er gennemført taksation med målinger i 27 bevoksninger med bøg, 25 bevoksninger med eg samt 29 bevoksninger med rødgran.

Der er ved de tidligere driftsplanlægninger fastlagt højde-vedmassekurver for enheden. Taksationen viser, at de tidligere højde-vedmasse kurver kan anvendes uændret for de takserede træarter.

Beregninger af højder, diametre, stamtal, vedmasse, tilvækst og hugst tager udgangspunkt i træartsvise formtal samt tilvækst- og hugstmodeller. Bevoksninger, som er underlagt særlige hensyn, tages ud af hugstberegningerne. Særlige hensyn kan for eksempel være bevoksninger udpeget som urørt skov. 

For yngre bevoksninger beregnes en årlig hugst svarende til den gennemsnitlige årlige udtynding af bevoksningerne. For ældre bevoksninger beregnes en hugst hvert femte år ved konvertering til ny skov. For rødgran beregnes desuden hugst ved renafdrifter på ca. 190 ha.

Et eksempel på den anvendte hugststyrke er for bøg givet i tabel 1. Indtil bøgen når 84 år er beregningerne baseret på normal tynding hvorefter der for bevoksninger mellem 85 og 94 års alder gennemføres tre hugster med hver 11 pct. af vedmassen. For 95 - 104 år 14 pct. etc. Der beregnes desuden tilvækst indtil ca. 130 års alder, hvorefter der ikke regnes tilvækst, da bevoksningen har en lavere vedmasse og nedsat produktion.

Hugstmodellen for bøg er eksemplificeret grafisk i figur 1 og fremstiller hvordan beregning af vedmasse, tilvækst og hugst vil se ud med de anvendte modeller. Der er beregnet en mindre hugst i planperioden end ved en traditionel hugst med fældning af hele bevoksningen ved 110 år eller med selvforyngelse mellem 100 år og 125 år.

Det skal bemærkes at praktiske forhold kan medføre, at beregningsforudsætningen med den opstillede hugststyrke og intervallet på 5 år ikke er den hugst der gennemføres i den enkelte konkrete bevoksning. Set over enheden som helhed forventes det, at hugsten i bøgebevoksningerne vil følge den angivne kurve, men i den enkelte bevoksning vil det være afgørende, om der findes en naturlig foryngelse i bevoksningen, som alt andet lige vil fordre lidt stærkere hugst i den konkrete bevoksning, for at give foryngelsen lys. Omvendt vil der være bevoksninger, hvor foryngelsen ikke kommer så godt, og hvor det f.eks. kan være relevant at hugge lidt mindre end forudsat i modellen. Hertil kommer, at der ud fra en praktisk betragtning formentlig ofte vil forekomme sjældnere indgreb men til gengæld en lidt stærkere hugst ved det enkelte indgreb.

Enheden har betydelige arealer med rødgranbevoksninger i årgange 1930 – 1960 hvor der hidtil ikke er påbegyndt naturlige foryngelser, og hvor en omstilling dertil vil medføre stor risiko for stormfald.  Der er derfor forudsat foryngelse ved renafdrifter for at undgå stormfald. 

2) Status, tilvækst og hugst

På baggrund af den aktuelle status samt tilvækst- og hugstmodellerne beregnes den aktuelle hugst. Hugsten beregnes samlet for planperioden, og giver således en retningslinje for enhedens årlige hugst. 

Aldersfordeling

Et kendskab til aldersklassefordelingen af bevoksningerne i skoven er vigtig for at sikre, at der på kort sigt ikke sker en for kraftig hugst. I forbindelse med overgangen til naturnær skovdrift med en større variation i arts- og alderssammensætning i den enkelte bevoksning, vil det blive vanskeligere at henføre skovens enkelte bevoksninger til aldersklasser. Da omstillingen til naturnær drift tager lang tid, vil det stadig være relevant i denne og kommende planperioder at tage hensyn til aldersklassefordelingen, når hugstmulighederne skal vurderes.

Alderklassefordelingerne er påvirket af stormfald i 1956, 1967 og 1981.

Konkret viser aldersklassefordelingen for løvtræ, at der er en relativ stor andel bøg og eg på 20-30 år og 70-80 år, mens der er en relativt lavere andel bøg mellem 70 og 120 år og eg over 140 (se figur 2). For andet løvtræ med bl.a. birk, rødel, rødeg og avnbøg udgør aldersgrupperne 10-20 år og 60 til 80 år en relativ høj andel.

Med hensyn til nåletræ er arealandelen med rødgran på 30-60 år høj, mens ældre nåletræsarealer over 60 år er af mindre omfang (figur 3). Aldersklassen 50 -59 år repræsenterer tilplantninger efter stormfaldet i 1967. Desuden har ny praksis med fokus på løvtræ og lysåbne arealer, ikke mindst på skovrejsningsarealer medført en mindre arealandel af gran i de sidste 30 år.

Areal og vedmasse

Arealer for de enkelte driftsklasser og den stående vedmasse primo 2014 er beregnet ud fra opdaterede arealdata i Proteus. Sammenfatningen af status for enheden fremgår af tabel 2.

Vedmasse, tilvækst og hugst

Den beregnede mængde af træ ved planperiodens start i 2014 og ved planens udløb med udgangen af 2028 samt den beregnede tilvækst og hugst i planperioden og gennemsnitligt årligt fremgår af tabel 3 og 4. Planhugsten er den beregnede hugst i den 15-årige planperiode. Udgangspunktet er den beregnede mængde træ ved planperiodens start, den beregnede tilvækst, hugstpolitikken samt de naturnære konverterings-modeller. Vedmasse er vist brutto før omregning til salgsenheder. Tilvækst og hugst ved tynding er beregnet med fælles tilvækstmodeller for skovbruget og med udgangspunkt i vækstforhold for de enkelte bevoksninger. Tilvækst og hugst i ældre bevoksninger er beregnet med de fælles tilvækstmodeller samt modeller for foryngelse af bevoksningerne – jf. ovenstående afsnit.

Den beregnede årlige tilvækst og hugst samt årlige ændringer i stående vedmasse fremgår af tabel 4, der også viser gennemsnit pr hektar. Arealerne der indgår i beregningen af vedmasse pr. ha 2029 er korrigeret for renafdrifter i rødgran, men ikke for andre arealændringer efter foryngelse.

3) Foryngelse og skovudvikling

Siden 2005 har Naturstyrelsens skovdrift fulgt handlingsplanen for statsskovenes omlægning til naturnær skovdrift. Den naturnære skovdrift sigter mod at opbygge mere stabile skove med vedvarende skovdække, som kan forynges naturligt, og hvor skovklimaet opretholdes. Handlingsplanen indebærer, at Naturstyrelsen så vidt muligt skal undgå renafdrifter, udnytte naturlig foryngelse og anvende hugst- og foryngelsesmetoder, der sikrer variation i arts- og alderssammensætning.

Foryngelse

Driftsplanen indeholder ikke en detaljeret, geografisk lokaliseret foryngelsesplan, men alene den fremtidige skovudviklingstype efter renafrift eller naturforyngelse. Der forventes i alt forynget ca. 500 ha svarende til ca. 30 ha om året i perioden 2014-2028.

I følgende tabel er vist sammenhængen mellem nuværende træarter og fremtidige med udgangspunkt i en skønnet fremtidig træartsfordeling inden for den enkelte skovudviklingstyper. Det ses for eksempel af tabellen, at arealet med bøg øges fra 54 ha til 120 ha og arealet med gran mindskes fra 251 ha til 80 ha. 

Som kulturmodeller er anvendt en række robuste modeller, som har ophæng i de konverterings-modeller, som styrelsen udarbejdede i forbindelse med overgangen til naturnær skovdrift. (Naturnær skovdrift – idékatalog til konvertering, 2005).

I sammendrag er det planen at forynge 490 hektar skov med træarterne bøg (120 ha), eg (87 ha), gran  (80 ha) og andet nåletræ (87 ha) som vigtigste fremtidige driftsklasser.

Skovudviklingstyper

I forbindelse med driftsplanlægningen er enhedens arealer fordelt til en række skovudviklingstyper (SUT). Fordelingen er sket ud fra vurdering af jordbund, klima, hensyn til landskab, friluftsliv, natur og kulturhistorie. Skovudviklingstypen beskriver for en given lokalitet den på lang sigt ønskede bevoksningstype i form af et forventet skovbillede, den tilstræbte træartssammensætning samt mulig udviklings og foryngelsesdynamik. For yderligere information se ”Katalog over skovudviklingstyper i Danmark”.

Se tabel 6 og 7 for en sammenligning mellem nuværende driftsklasser og SUT samt fremtidig fordeling. I den første af nedenstående tabeller er vist sammenhængen mellem de planlagte skovudviklingstyper og de aktuelle bevoksningsforhold ved planens begyndelse og i den anden tabel tilsvarende 15 år senere.

Tabel 6: Sammenhængen mellem skovudviklingstyper og den driftsklassevise arealanvendelse ved planperiodens start.

På lang sigt er det målet, at de løvtrædominerede arealer øges fra godt 900 ha til ca. 1.500 ha. Nåleskovsarealerne skal modsvarende gå tilbage, hvor det især er granarealet som mindskes. (Skovudviklingstype 91-94 under naturskovsstrategien er ikke medregnet). Det skovbevoksede areal på 80 ha uden skovudviklingstype omfatter bl.a. naturområderne Hammeren og Vildtreservatet Ølene, hvor SUT kortlægningen ikke er gennemført. En trediedel af de lysåbne naturarealer på 1200 ha indgår ikke i SUT kortlægningen, arealet omfatter større naturområder, som f. eks. enhedens naturarealer på Hammerknuden.

Træartsskiftet mod en ønsket skovudviklingstype sker gradvist over en eller flere trægenerationer. Efter en trægeneration er træartsblandingen måske kun forskudt med 5-15 %.

Af tabel 8 fremgår, hvor meget målopfyldelsen forventes ændret i løbet af planperioden for så vidt angår forekomst af de træarter som underbygger den ønskede skovudvikling, svarende til en forventet gennemsnitlige træartsfordeling i den enkelte skovudviklingstype (eller -gruppe).

Som udgangspunkt er enheden langt i forhold til at nå de ønskede skovudviklingstyper og udviklingen i perioden fortsætter i den rigtige retning. Oversigten vurderer kun forekomst af hovedtræarter. Forhold som indblandingsforhold og etagering på SUT- og bevoksningsniveau er ikke søgt vurderet.

*Skovudviklingstypen beskriver for en given lokalitet den på lang sigt ønskede bevoksningstype i form af et forventet skovbillede, den tilstræbte træartssammensætning samt mulig udviklings og foryngelsesdynamik. For yderligere information se ”Katalog over skovudviklingstyper i Danmark”.