Vrå Mølle og Blåkilde Dambrug

Beskrivelse

Denne områdeplan omfatter to tidligere dambrugsarealer i Villestrup Å-dal; Vrå Mølle og Blåkilde Dambrug.

Fra 2008 til 2011 har Naturstyrelsen i samarbejde med lodsejere og Mariagerfjord Kommune nedlagt i alt syv dambrug i Villestrup Å-dal. Naturstyrelsen har i forbindelse med naturgenopretningsprojektet under den særlige natur-og miljøindsatspulje erhvervet to af de tidligere dambrugsarealer. Dambrugsområderne er genoprettet til eng og spærringer i åen er sløjfet, så ørrederne nu kan følge deres naturlige instinkter og vandre frit mellem havet og åen.

De to arealer er friluftsmæssig forbundet ved Villestrup Å ruten, som er en 30 km lang cykelrute, der binder Rold Skov sammen med Mariager Fjord langs Villestrup Å.

Områderne domineres af de genoprettede lave eng- og mosearealer langs åen, lysåbne naturarealer under udvikling og kratskov op af ådalens skrænter.

undefined Kortet viser naturtyper og arealanvendelse for Vrå Mølle
Kortet viser naturtyper og arealanvendelse for Blåkilde Dambrug

Arealsammenstilling hhv. for skovarealer og lysåbne arealer:

Tabel 1: Skovbevoksede, lysåbne og øvrige arealer

Sted

Bøg

Eg

Ask og ær

Andet løvtræ

Piciaarter

Ædelgran

Andet
nåletræ

Lysåbent

Total

Vrå Mølle 0,3 0,10,20,20,36,77,7
Blåkilde Dambrug       5,05,0
Total 0,3 0,10,20,20,311,712,7
          

Sted

Hede

Søer mv.

Eng

Strandbred

Mose

Strandeng

Overdrev

Krat

Total

Vrå Mølle  2,4 2,4  0,25,0
Blåkilde Dambrug 0,24,3     4,5
Total 0,26,7 2,4  0,29,5
          

Sted

Slette

Ager

Vej

Andet

Total

    
Vrå Mølle0,90,2 0,61,7    
Blåkilde Dambrug  0,10,40,5    
Total0,90,20,11,02,2    
          
          

1. Mål og planer

1.1a Overordnede målsætninger

De to områder er begge retableret med henblik på at forbedre vandmiljøet og øge naturindholdet blandt andet ved at genoprette dambrugsarealer og fjerne spærringer i Villestrup Å. Ved Vrå Mølle er det desuden det overordnede mål, at naturplejen bidrager til at sikre gunstig bevaringsstatus for de naturtyper, der er på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Områderne er desuden vigtige friluftsmæssige støttepunkter langs Villestrup Å cykelruten.

På den baggrund prioriteres naturplejen af de lysåbne arealer, våd eng og mose højt i samspil med friluftsliv.

1.1b Planlagte tiltag

Der er planlagt konkrete tiltag til iværksættelse indenfor planperioden, hvis der er økonomisk mulighed herfor. De planlagte tiltag bidrager til opfyldelsen af de mere langsigtede mål for området.

De tidligere dambrugsarealer både ved Vrå Mølle og Blåkilde planeres med henblik på at kunne pleje arealerne ved slåning. 

Bilag med planlagte tiltag for alle områder kan findes her

Kortet viser de konkrete tiltag til iværksættelse indenfor den førstkommende 5-6 års periode samt de langsigtede og mulige tiltag for Vrå Mølle
Kortet viser de konkrete tiltag til iværksættelse indenfor den førstkommende 5-6 års periode samt de langsigtede og mulige tiltag for Blåkilde Dambrug

1.2 Landskabsplan

Det er målsætningen at bevare det karakteristiske ådalslandskab med lysåbne arealer i dalbunden og lysåbne synlige skrænter på sigt.

Kortet viser den langsigtede landskabsplan for Vrå Mølle
Kortet viser den langsigtede landskabsplan for Blåkilde Dambrug

1.3 Naturnær skovdrift

Der er ikke udlagt skovudviklingstyper på arealerne, idet de eksisterende skovbevoksede skrænter ved Vrå Mølle udvikles til naturarealer på sigt. Arealerne ved Blåkilde er allerede udelukkende lysåbne naturarealer.

1.4 Naturpleje

Det er målsætningen ved Vrå Mølle at sikre eller genoprette gunstig bevaringsstatus for de naturtyper og arter, der udgør udpegningsgrundlaget i Natura 2000-området. Arealet ved Vrå Mølle er meget lille, og der er behov for samarbejde for at udvikle naturpotentialet i sammenhæng med hele ådalen. Naturarealerne søges udviklet i samarbejde med Mariagerfjord Kommune gennem udarbejdelse af et integreret EU-LIFE projekt for de Himmerlandske Ådale. 

Det er målsætningen, at naturplejen på arealet bidrager til at skabe et åbent naturområde med variation mellem lysåbne lave enge, en mosaik af åbne og delvist tilgroede moser på de vådeste steder og tørre naturtyper på skråningerne. Den løbende pleje af de lysåbne naturarealer fremgår af nedenstående bilag.

For begge områder gælder, at de lave genoprettede dambrugsarealer er under tilgroning og er svære at slå. Med henblik på at sikre fremtidig pleje af arealerne planeres arealerne i det omfang, der er økonomisk mulighed herfor i løbet af planperioden. Projektet omfatter planering af hhv. afdeling 495g ved Vrå Mølle og afdeling 496a ved Blåkilde.

Bilag med oversigt over lysåbne naturarealer og plejetiltag kan findes her

1.5 Plejetiltag for kulturmiljøet

Der er ingen fortidsminder på arealerne.

1.6 Friluftsliv

Den friluftsmæssige benyttelse af arealerne er meget begrænset. Der er udlagt stillezone på begge arealer med undtagelse af en enkelt facilitetszone ved Blåkilde omfattende et borde/bænkesæt, der fungerer som støttepunkt for Villestrup Å cykelruten.

Kortet viser planen for inddeling af Vrå Mølle i områder for forskellig friluftsmæssig benyttelse
Kortet viser planen for inddeling af Blåkilde Dambrug i områder for forskellig friluftsmæssig benyttels

2. Status

2.1 Jordbundsforhold

Vrå Mølle og Blåkilde Dambrug ligger i et morænelandskab med dødisrelief fra næstsidste istid. Jordbunden i ådalen er væsentligst ferskvandssand, mens moræneaflejringerne især består af morænesand. Engarealerne er typisk tørvedominerede i dyrkningszonen.

2.2 Landskab

Villestrup Ådal er en tilgroet ådal, der ligger skarpt skåret ned i landskabet. Den har sit udspring ca. en km NNV for Store Blåkilde og slynger sig herfra mod syd til Mariager Fjord ved Oue Mølle.

2.3 Skoven

Ved Vrå mølle er der kratskov på skrænterne og et mindre areal med plantet nåleskov med eg.

2.4 Natur

Ved Vrå Mølle er der naturgenoprettet eng efter dambrugsdrift, der nu plejes med afgræsning. Dog er der massiv rødelopvækst på vej på arealet (det tidligere dambrugsareal), der forsøges holdt nede ved slåning. Der er desuden skovbevokset mose med el og pilekrat i fri succession langs åen mod nord. Oven for ådalen sletteareal og ager.

Ved Blåkilde er der lidt natur der græsses og slås årligt.

2.5 Kulturmiljø

Der er ingen fortidsminder på arealerne.

2.6 Friluftsliv

Villestrup Å cykelruten ruten binder de to arealer sammen. Ved Vrå Mølle er der to huse på arealet. Det ene er til salg, og her kan engarealet indgå. Det andet hus rives ned. Her kan det være aktuelt efterfølgende at anvende et mindre areal som rekreativt støttepunkt for den nye gennemgående cykelsti som Mariagerfjord Kommune er ved at lave. Alternativt vil bygningsarealet blive forsøgt solgt sammen med huset. Der er fri fiskeri i åen.

Ved Blåkilde Dambrug er huset ved arealet til salg, og det meste af slettearealet forsøges solgt med. Dog har Mariagerfjord Kommune i forbindelse med etablering af en ny gennemgående cykelsti ønsket at bruge et mindre areal som rekreativt støttepunkt samt eventuelt sikre senere adkomsret til en gennemgående vandresti mod nord. Dette sikres ved deklaration og evt. kommunal overtagelse af mindre del af arealet.

3. Gældende udpegninger

3.1 Natura 2000 udpegninger

De lavtliggende arealer ved Vrå Mølle og Blåkilde Dambrug er delvist beliggende i Natura 2000-område nr. 222 ”Villestrup Å-dal”.

Naturtypen 6230 Surt overdrev er registreret ved Blåkilde Dambrug og tilsvarende ved Vrå Mølle. Derudover er naturtypen 723 Rigkær registreret ved Vrå Mølle.

Se Natura 2000-planen her

3.2 § 3 områder

Området omfatter især store arealer med § 3. Derudover findes også andre § 3 beskyttede naturtyper. De fremgår af tabellen i første afsnit.

3.3 Regionale udviklingsplaner og kommuneplaner

Vrå Mølle og Blåkilde Dambrug er beliggende i Mariagerfjord Kommune. Såvel Vrå Mølle som Blåkilde Dambrug er beliggende i område udpeget som værdifuldt landskab i Kommuneplan 2013. Skovrejsning er uønsket i området langs med Villestrup Å-dal.

Der er ikke i Region Nordjyllands udviklingsplan 2012 angivet forhold af væsentlig betydning for områderne ved Vrå Mølle og Blåkilde Dambrug.

3.4 Fredninger og vildtreservater

Hverken arealerne ved Vrå Mølle eller Blåkilde Dambrug er fredede eller beliggende i et vildtreservat.

3.5 Drikkevandsinteresser

Vrå Mølle og Blåkilde Dambrug er beliggende i område med almindelige drikkevandsinteresser.

3.6 Råstofplaner

Der er ikke i Region Nordjyllands forslag til Råstofplan 2016 udpeget råstofindvindingsområder i nærheden af arealerne ved Vrå Mølle og Blåkilde Dambrug.

3.7 Naturskovsstrategien

Der er ikke udlagt arealer i medfør af naturskovsstrategien på arealerne i Villestrup Ådal.

3.8 Frøavlsbevoksninger og forsøgsarealer

Der er ingen frøavlsbevoksninger og forsøgsarealer på arealerne.