Hugst, kulturer og bevoksningspleje

Hugst, kulturer og bevoksningspleje

Indledning

Ved driftsplanlægningen fastlægges centrale parametre som den samlede hugst i den 15-årige planperiode, niveauet for nye skovkulturer, plejen af naturarealer, pleje af fortidsminder, omfanget af nye friluftsfaciliteter mv.

I nærværende kapitel er der fokus på rammerne for de næste 15 års hugst og foryngelse. En ramme som indgår i den årlige planlægning på enheden blandt andet i forbindelse med den årlige hugstplanlægning og kulturindsats.

Helt overordnet er det målet, at skovdriften sker bæredygtigt – det vil blandt andet sige, at der på lang sigt sikres balance i aldersklassefordelingen, i tilvækst og hugst og at dyrkningsgrundlaget forbedres. Dette sikres gennem Naturstyrelsens generelle retningslinjer og årlig opfølgning. Der sker kontrol af dette som følge af styrelsens certificering i henhold til FSC og PEFC-standarderne.

Kapitlet er opdelt i tre afsnit og kan sammenfattes i følgende:

• Grundlag for beregning af vedmasse og hugst: Taksationen viser, at de tidligere højde-vedmasse kurver kan anvendes uændret for bøg samt mellemaldrende og ældre rødgran, mens der er behov for justering i yngre rødgran og i eg. Vedmasse, tilvækst og hugst i eg fra 70 år og opad er nedsat med 20 pct. i forhold til den hidtidige beregning. Hugstmodellerne tilsiger, at der efter endt tynding sker en langsom afvikling og mindre hugst end tidligere. I forhold til de tidligere hugstmodeller vil der ligeledes være en større vedmasse på arealet, når hugsten ophører. Vedmasse, tilvækst og hugst i yngre rødgran uden tidligere højdemålinger er øget, da der gennemgående er målt større højder end forudsat

• Status, tilvækst og hugst: Aldersklassefordelingen for løvtræ viser, at der er en relativ stor andel af ældre løvskov på 100 – 130 år, mens der er en relativt lavere andel mellemaldrende på 80 – 100 år. For bøg, eg samt andet løvtræ indgår betydelige arealer med yngre bevoksninger. For at udjævne, at der skoves meget store mængder bøg i planperioden, er hugsten nedjusteret i planperioden med 75.000 kbm. Fordelingen i nåletræ viser en ujævn aldersklassefordeling, hvor aldersklassen for rødgran 30-39 er stor jævnfør genplantning efter stormfald i 1981. Andelen med helt unge arealer er mindre, som følge af praksis om begrænset anlæg af nye nåletræ bevoksninger.
  
  Den planlagte hugst resulterer for alle løvtræarterne i en opsparing i den samlede stående masse. Således går for eksempel bøg fra 285 m3/ha i planperiodens start til 297 m3/ha i planperiodens slutning. Dette er ligeledes tilfældet for nåletræ, hvor der for eksempel i driftsklassen gran sker en opsparingen fra 308 m3/ha til 340 m3/ha. Den samlede opsparing på enheden skal dog sammenholdes med aldersklassefordelingen. Enhedens årlige planhugst i perioden er 95.800 kbm, hvoraf de 24.000 kbm forventes at komme fra flis. Fordelt på hugst i løv og nål svarer det til 44.100 kbm løv og 51.700 kbm nål, begge inklusive flis.

• Foryngelse og skovudvikling: Med naturnær skovdrift sker udviklingen frem mod den ønskede skovudviklingstype langsommere og mere glidende end i det tidligere renafdriftssystem. Overgangen vil således ske med gradvis træartsskifte over en eller flere trægenerationer. Med de planlagte foryngelser vil 84 % af det skovbevoksede areal have påbegyndt foryngelser hvor der indgår træarter indenfor den langsigtede skovudviklingstype efter den kommende 15 årige planperiode. Bøg er den primære træart i de ønskede skovudviklingstyper og indgår derfor i 1.388 ha af en samlet foryngelse på 2.327 ha. Udover bøg satsets der på eg og skovfyr hvorimod 2/3 af de ca. 600 hektar gran med tiden vil blive konverteret til løvtræ eller lysåbne naturarealer.

Grundlag for beregning af vedmasse og hugst

Hugstberegningen er en konsekvensberegning af, hvor meget træ der står i skoven, hvor meget skoven gror og de valgte behandlingsmetoder - som igen bygger på de generelle retningslinjer for naturnær skovdrift. Tidligere indeholdt en driftsplan for en skov normalt en oversigt over hvilke bevoksninger, der i den kommende planperiode skulle fjernes – ”renafdrives”, hvad der skulle plantes og hvornår. Men som konsekvens af beslutningen om at konvertere statens skovdrift til et naturnært skovbrug, søges renafdrifter så vidt muligt helt undgået. Og derfor giver dette afsnit en overordnet ramme for hugst og foryngelsesindsatsen i den kommende periode og ikke som tidligere en detaljeret lokalitetsfastsat indsats.

Grundlaget for beregning af vedmasse, tilvækst og hugst er ajourføringer af arealanvendelser og bevoksningsforhold. Det sker gennem markregistrering og taksation, som giver anledning til justering af eksisterende bevoksningsdata i planlægningsværktøjet Proteus samt af vækst- og hugstmodeller.

Skovene på enheden er gennemgået med en vurdering af bevoksningsforhold og en ajourføring af nye foryngelsesarealer. Der er anvendt luftfotos som grundlag, og i tvivlstilfælde er der udført kontrol i skoven.

I den efterfølgende taksation er der lavet stikprøver for at fastlægge vedmasse-niveau for træarterne bøg, eg og rødgran, der er blandt hovedtræarterne på enheden.

Der er gennemført taksation med målinger i 99 bevoksninger med bøg, 32 bevoksninger med eg samt 58 bevoksninger med rødgran.

Der er ved de tidligere driftsplanlægninger fastlagt højde-vedmassekurver for enheden. Taksationen viser, at de tidligere højde-vedmasse kurver kan anvendes uændret for bøg samt mellemaldrende og ældre rødgran, mens der er behov for justering i eg og yngre rødgran. Vedmasse, tilvækst og hugst i eg fra 70 år og opad er nedsat med 20 pct. i forhold til den hidtidige beregning. Årsagen til den relativt lavere vedmasse i mellemaldrende og ældre eg skal primært findes i en ændret hugstpraksis i eg, med stærkere hugst for at fremme diameterudviklingen, end det var tilfældet, da de anvendte hugst- og tilvækstmodeller blev udviklet. Vedmasse, tilvækst og hugst i yngre rødgran uden tidligere højdemålinger er øget ved en ændring af produktionsklassen fra 16 til 18, da der gennemgående er målt større højder end forudsat.  

Beregninger af højder, diametre, stamtal, vedmasse, tilvækst og hugst tager udgangspunkt i træartsvise formtal samt tilvækst- og hugstmodeller. Bevoksninger som er underlagt særlige hensyn tages ud af hugstberegningerne. Særlige hensyn kan for eksempel være bevoksninger udpeget som urørt skov. 

For yngre bevoksninger beregnes en årlig hugst svarende til den gennemsnitlige årlige udtynding af bevoksningerne. For ældre bevoksninger beregnes en hugst hvert femte år ved konvertering til ny skov. Begrundelsen for ikke at anvende almindelige hugstmodeller er, at de bygger på renafdrift eller hurtig afvikling, som ikke harmonerer med styrelsens politik for naturnær skovdrift.

Et eksempel på den anvendte hugststyrke er for bøg givet i tabel 1. Indtil bøgen når 84 år er beregningerne baseret på normal tynding hvorefter der for bevoksninger mellem 85 og 94 års alder gennemføres tre hugster med hver 11 pct. af vedmassen. For 95 - 104 år 14 pct. etc. Der beregnes desuden tilvækst indtil ca. 130 års alder, hvorefter der ikke regnes tilvækst, da bevoksningen har en lavere vedmasse og nedsat produktion.

Figur 1: Afviklingsmodel for bøg. Bemærk at der ikke beregnes tilvækst fra 130 år. Ligeledes at slut massen ved endt hugst er 50 m³, som følge af politikken om at efterlade 5 træer/ha til død og henfald.  

Det skal bemærkes at praktiske forhold kan medføre, at beregningsforudsætningen med den opstillede hugststyrke og intervallet på 5 år ikke er den hugst der gennemføres i den enkelte konkrete bevoksning. Set over enheden som helhed er det planen, at hugsten i bøgebevoksningerne skal følge den angivne kurve, men i den enkelte bevoksning vil det være afgørende, om der findes en naturlig foryngelse i bevoksningen, som alt andet lige vil fordre lidt stærkere hugst i den konkrete bevoksning, for at give foryngelsen lys. Omvendt vil der være bevoksninger, hvor foryngelsen ikke kommer så godt, og hvor det f.eks. kan være relevant at hugge lidt mindre end forudsat i modellen. Hertil kommer, at der ud fra en praktisk betragtning formentlig ofte vil forekomme sjældnere indgreb men til gengæld en lidt stærkere hugst ved det enkelte indgreb.

Status, tilvækst og hugst

På baggrund af den aktuelle status samt tilvækst- og hugstmodellerne beregnes den aktuelle hugst. Hugsten beregnes samlet for planperioden, og giver således en retningslinje for enhedens årlige hugst. 

Aldersfordeling

Et kendskab til aldersklassefordelingen af bevoksningerne i skoven er vigtig for at sikre, at der på kort sigt ikke sker en for kraftig hugst. I forbindelse med overgangen til naturnær skovdrift med en større variation i arts- og alderssammensætning i den enkelte bevoksning, vil det blive vanskeligere at henføre skovens enkelte bevoksninger til aldersklasser. Da omstillingen til naturnær drift tager lang tid, vil det stadig være relevant i denne og kommende planperioder at tage hensyn til aldersklassefordelingen, når hugstmulighederne skal vurderes.

Konkret viser aldersklassefordelingen for løvtræ, at der er en relativ stor andel bøg på 100 til 130 år og eg mellem 90 og 110 år, mens der er relativt lavere andel bøg mellem 80 og 100 år og eg på 70 til 90 år (se figur 2). Under yngre bevoksninger indgår skovrejsning gennem de sidste 40 år. Den skæve aldersklassefordeling i bøg betyder, at der fra et forstligt synspunkt vil skulle skoves og forynges store arealer med gammel bøg i den kommende planperiode. For at udjævne, at der skoves meget store mængder bøg i planperioden, er hugsten nedjusteret i planperioden med 75.000 kbm. Dette er afspejlet i den samlede hugst i bøg beskrevet herunder.  

Figur 2: Aldersklassefordeling ved planperiodens start (2013) for bøg, eg, ask og ær samt andet løvtræ. 

Med hensyn til nåletræ er arealandelen høj med rødgran på 30-39 år mens ældre nåletræsarealer over 60 år er af mindre omfang (figur 3). Desuden har ny praksis med fokus på løvtræ og lysåbne arealer medført en mindre arealandel af gran i de sidste 20 år.

Figur 3: Aldersklassefordeling i 2013 for nåletræ.

Areal og vedmasse

Arealer for de enkelte driftsklasser og den stående vedmasse primo 2013 er beregnet ud fra opdaterede arealdata i Proteus samt de nævnte korrektioner. Sammenfatningen af status for enheden fremgår af tabel 2.

Tabel 2: Areal og vedmasse for de enkelte driftsklasser primo 2013.

Vedmasse, tilvækst og hugst

Den beregnede mængde af træ ved planperiodens start i 2013 og ved planens udløb i 2027 samt den beregnede tilvækst og hugst i planperioden og gennemsnitligt årligt fremgår af tabel 3 og 4. Planhugsten er den beregnede hugst i den 15-årige planperiode. Udgangspunktet er den beregnede mængde træ ved planperiodens start, den beregnede tilvækst, hugstpolitikken samt de naturnære konverterings-modeller. Vedmasse er vist brutto før omregning til salgsenheder. Tilvækst og hugst ved tynding er beregnet med fælles tilvækstmodeller for skovbruget og med udgangspunkt i vækstforhold for de enkelte bevoksninger. Tilvækst og hugst i ældre bevoksninger er beregnet med de fælles tilvækstmodeller samt modeller for foryngelse af bevoksningerne – jf. ovenstående afsnit.

Tabel 3: Vedmasse i 2013 plus planperiodens tilvækst minus hugst resulterer i vedmasse ved planperiodens afslutning i 2028.

Den årlige planhugst er vist i tabel 4 sammen med den beregnede hugst. Forskellen på disse er, at den beregnede hugst inkluderer ”ikke udnyttet vedmasse”. Dette dækker groft sagt over den mængde træ som efterlades i bevoksningen ved skovning. Den ”ikke udnyttede vedmasse” inkluderer ikke de 3-5 træer per hektar som efterlades til død og henfald. Den ikke udnyttede vedmasse fragår i enhedens beregnede hugst og enhedens årlige planhugst i perioden er derfor 95.800 kbm, hvoraf de 24.000 kbm forventes at komme fra flis. Fordelt på hugst i løv og nål svarer det til, at der skal hugges 44.100 kbm løv og 51.700 kbm nål, begge inklusive flis.

Tabel 4: Planperiodens gennemsnitlige årlige tilvækst og hugst.

Foryngelse og Skovudvikling

Siden 2005 har Naturstyrelsens skovdrift fulgt handlingsplanen for statsskovenes omlægning til naturnær skovdrift. Den naturnære skovdrift sigter mod at opbygge mere stabile skove med vedvarende skovdække, som kan forynges naturligt, og hvor skovklimaet opretholdes. Handlingsplanen indebærer, at Naturstyrelsen så vidt muligt skal undgå renafdrifter, udnytte naturlig foryngelse og anvende hugst- og foryngelsesmetoder, der sikrer variation i arts- og alderssammensætning.

Driftsplanen indeholder ikke en detaljeret, geografisk lokaliseret foryngelsesplan, men i alt forventes forynget 2.155 ha i perioden eller ca. 140 ha ha om året i perioden 2013-2027. Hertil kommer etablering af ca. 170 ha åbne naturarealer, som i dag er skovbevokset eller henligger som skovede men ikke tilplantede arealer.

I følgende tabel er vist sammenhængen mellem nuværende træarter og fremtidige. Det ses for eksempel af tabellen, at konvertering til en bøgedomineret skovudviklingstype udgør i alt 1.388 ha. 

Tabel 5: Sammenhængen mellem nuværende træart og fremtidig træart (svarende til ”hovedtræarten” i de planlagte skovudviklingstyper).

Som kulturmodeller er anvendt en række robuste modeller, som har ophæng i de konverterings-modeller, som styrelsen udarbejdede i forbindelse med overgangen til naturnær skovdrift. (Naturnær skovdrift – idékatalog til konvertering, 2005).

I sammendrag er det planen at forynge 2.155 hektar skov med træarterne bøg (1388 ha), eg (202 ha), rødgran (197 ha) og skovfyr (270 ha) som vigtigste træarter.

Skovudviklingstyper

I forbindelse med driftsplanlægningen er enhedens (skov-) arealer fordelt til en række skovudviklingstyper. Fordelingen er sket ud fra vurdering af jordbund, klima, hensyn til landskab, friluftsliv, natur og kulturhistorie. Skovudviklingstypen beskriver for en given lokalitet den på lang sigt ønskede bevoksningstype i form af et forventet skovbillede, den tilstræbte træartssammensætning samt mulig udviklings og foryngelsesdynamik. For yderligere information se ”Katalog over skovudviklingstyper i Danmark”.

Se tabel 6 og 7 for en sammenligning mellem nuværende driftsklasser og SUT samt fremtidig fordeling. I den første af nedenstående tabeller er vist sammenhængen mellem de planlagte skovudviklingstyper og de aktuelle bevoksningsforhold ved planens begyndelse og i den anden tabel tilsvarende 15 år senere.

Tabel 6: Sammenhængen mellem skovudviklingstyper og den driftsklassevise arealanvendelse ved planperiodens start.

 Tabel 7: Sammenhængen mellem skovudviklingstyper og den driftsklassevise arealanvendelse i planperiodens slutning når planlagte foryngelser indregnes.

På lang sigt er det målet, at de løvtræsdominerede arealer øges fra godt 7.000 ha til over 9.000 ha. Nåleskovsarealerne skal modsvarende gå tilbage, hvor det især er granarealet som mindskes. (Skovudviklingstype 91-94 er ikke medregnet). Det skovbevoksede areal på 221 ha i 2013 uden skovudviklingstype (tabel 6) omfatter bl.a. en række skovrejsningsarealer og frøplantagearealer, hvor SUT kortlægningen endnu ikke er gennemført. De lysåbne arealer på 8.359 ha i 2013 indgår ikke i SUT kortlægningen, arealet omfatter større naturområder, som f. eks. enhedens søer.

Træartsskiftet mod en ønsket skovudviklingstype sker gradvist over en eller flere trægenerationer. Efter en trægeneration er træartsblandingen måske kun forskudt med 5-15 %.

Af tabel 8 fremgår, hvor meget målopfyldelsen forventes ændret i løbet af planperioden for så vidt angår forekomst af ”de rigtige træarter” i den enkelte skovudviklingstype (eller -gruppe).

Som udgangspunkt er enheden langt med at bruge ”de rigtige træarter” indenfor de enkelte skovudviklingstyper og udviklingen i perioden fortsætter i den rigtige retning. Oversigten vurderer kun forekomst af hoved træarter. Forhold som indblandingsforhold og etagering på SUT- og bevoksnings niveau er ikke søgt vurderet.

Tabel 8: Målopfyldelse i planperiodens udvikling frem mod de langsigtede skovudviklingstyper.