Faddersbøl Plantage

Beskrivelse

Denne områdeplan omfatter Faddersbøl Plantage.

Området ligger ved landsbyen Faddersbøl imellem Tvorup og Stenbjerg klitplantager og byerne Hundborg og Vorupør. Arealerne var marginaliseret landbrugsjord, der blev erhvervet til skovrejsningsformål i perioden 1992-1993. Rute 539 går igennem området. Arealerne ligger i overgangszonen mellem hævet havbund fra Stenalderen og morænelandskabet fra sidste istid. De to landskabstyper er dækket med flyvesand. Området er forholdsvis fladt og ligger delvis på den hævede havbund. Visse steder er der kun 0,5 m ned til moræneleret. Den sydlige del af området har ligget i læ af  Førby Sø under sandflugten, hvorfor sandlaget kun er tyndt her. Faddersbøl ligger således lige på overgangen fra den dårlige jord til den gode. Ikke hele arealet er tilplantet. Visse arealer er udlagt til overdrev og ”landskabsvinduer” set fra den gennemgående landevej, ligesom der er sikret et åbent landskab omkring Faddersbøl Mølle. Ét eksisterende vandhul er restaureret  og 2 nye småsøer er etableret i forbindelse med skovrejsningen. En del af det gamle åløb, der afvandede Sjørring Sø inden udtørringen, går gennem området.

Kortet viser naturtyper og arealanvendelse

Arealsammenstilling hhv. for skovarealer og ikke skovbevoksede arealer

Areal i hektarBøgEgAsk og ærAndet løvtræGranÆdelgranSkovfyrBjergfyrAndet nåletræLysåbentTotal
Faddersbøl Plantage 5,41,85,05,1 3,6 4,513,038,3
Areal i hektarHedeSøer mv.EngMoseOverdrevKratKlitStrandbredStrandengTotal
Faddersbøl Plantage 0,1  5,41,0   6,5
Areal i hektarSletteAgerVejAndetTotal
Faddersbøl Plantage6,4  0,16,5

1. Mål og planer

1.1a Overordnede målsætninger

Friluftslivet og kulturmiljøet prioriteres højest med udgangspunkt i Faddersbøl Mølle.

1.1b Planlagte tiltag

Der er ingen planlagt konkrete tiltag til iværksættelse indenfor planperioden i Faddersbøl Plantage.

Bilag med planlagte tiltag for alle områder kan findes her 

Kortet viser de konkrete tiltag til iværksættelse indenfor den førstkommende 5-6 års periode samt de langsigtede og mulige tiltag  

1.2 Landskabsplan

De langsigtede landskabelige prioriteringer og planer knytter sig især til Faddersbøl Mølles omgivelser. På kort og lang sigt sikres ind- og udsigten samt det åbne landskab omkring møllen. Landskabet ændres i takt med at skoven gror til.

Kortet viser den langsigtede landskabsplan

1.3 Naturnær skovdrift

Hovedformålet for de skovbevoksede arealer er naturnær skovproduktion under hensyntagen til de værdier der i øvrigt forvaltes på arealerne. Planen for den fremtidige skovudvikling fremgår af nedenstående kort over skovudviklingstyper. Den løvtrædominerede udviklingstype 23, Eg med skovfyr og lærk ligger mod øst, medens type 81,skovfyr, birk og gran er udbredt mod vest.

 Kortet viser den langsigtede skovudviklingsplan

1.4 Naturpleje

Gennemførelsen af den naturnære skovdrift vil sikre og udvikle naturværdierne i plantagen. De åbne arealer plejes i overensstemmelse med målsætninger og plejebehov. Specielt bør der fokuseres på vandløbet, søerne og de åbne græssede overdrevsarealer.

Bilag med oversigt over lysåbne naturarealer og plejetiltag kan findes her (pdf)

1.5 Plejetiltag for kulturmiljøet

Faddersbøl Mølle og dens omgivelser beskyttes og vedligeholdes løbende. Der er ikke planer om særlige tiltag for kulturmiljø og fortidsminder i planperioden. Den eksisterende pleje fremgår af nedenstående oversigt over fortidsminder og plejetiltag.

Bilag med oversigt over fortidsminder og plejetiltag for hele enheden kan findes her (pdf)

1.6 Friluftsliv

Det er målet fortsat at sikre og udvikle de rekreative og friluftsmæssige værdier.

Der er udlagt to facilitetszoner i Faddersbøl Plantage henholdsvis Faddersbøl Mølle med omgivelser,afdeling 612 j og hundeskoven i afdeling 312a,b,c,d,e og f. De øvrige arealer er udlagt som friluftszone.

 Kortet viser planen for inddeling af skoven i områder for forskellig friluftsmæssig benyttelse

2. Status

2.1 Jordbundsforhold

Arealerne ligger i overgangszonen mellem hævet havbund fra Stenalderen og morænelandskabet fra sidste istid. De to landskabstyper er dækket med flyvesand.

2.2 Landskab

Faddersbøl Plantage ligger med åbne arealer mod øst og vest henholdsvis Ålvand Hede og landbrugslandet. Mod nord og syd er det de store klitplantager, Tvorup mod nord og Stenbjerg mod syd, som tegner landskabet. Skalaen i landskabet er stor. Skoven gennemskæres i to dele af landevejen, der forløber øst-vest.

2.3 Skoven

Tilplantningen af arealerne er hovedsagelig sket i perioden 1992-94. Arealerne blev dybdepløjet inden tilplantning. Som det fremgår af skemaet over plantagens arealanvendelse er 17 ha tilplantet med løvtræer – hovedsagelig eg – og 12 ha med nåletræer – hovedsagelig sitkagran.

Kortet viser særligt beskyttet skov

2.4 Natur

Imellem de tilplantede arealer ved Faddersbøl Mølle findes åbne overdrevs- og slettearealer, som delvis afgræsses. Endvidere findes der to nygravede søer.

Odderen, som har et af sine vigtigste levesteder i Hvidbjerg Å-systemet, findes overalt også i den lille bæk, som løber forbi møllen. Dens tilstedeværelse røbes af ekskrementer og rester af måltider på bredden af vandløbet. En sjælden gang kan man være heldig at se både isfugl og vandstær ved bækken.

Af særlig interesse kan nævnes arter som:

  • Planter: liden ulvefod, butfinnet mangeløv
  • Insekter: sand-løgsvirreflue, isblåfugl, moserandøje, hede-takspinder, violetrandet ildfugl, okkergul pletvinge
  • Fugle: tinksmed, stor regnspove, isfugl
  • Pattedyr: odder

2.5 Kulturmiljø

Den første mølle ved Faddersbøl var en vandmølle, som nævnes i matriklen første gang 1662.

I 1862 blev den oprindelige vandmølle erstattet af en vindmølle, en hollandsk mølle. Denne mølle var i drift indtil sidst i 1960´erne og stod siden i årtier vingeløs og beklædt med pandeplader.

Naturstyrelsen erhvervede møllen i forbindelse med køb af jord til skovrejsning i 1992. Med hjælp fra EU´s landdistriktspulje og  Naturstyrelsens naturforvaltningsmidler lykkedes det at skaffe midler til en restaurering af selve møllen, som stod færdig i april 2002. En gruppe af lokale, historisk interesserede har sammen med enheden udformet en plancheudstilling inde  i møllen. Udstillingen omhandler geologi og landskab, møllens funktion, Faddersbøl Mølles historie og friluftsmulighederne i området.

2.6 Friluftsliv

Faddersbøl Mølle er samlingssted og udgangspunkt for naturture og naturvejledning i området. Den lille plancheudstilling i møllen er tilgængelig for publikum i perioden fra 1. april til 20. oktober mellem kl. 10 og 18. Ud over de to lokale cykelruter Faddersbølruten og Panoramarute 411, som løber lige forbi Faddersbøl Mølle, er der vest for møllen afmærket to vandrestier. En tredje – og længere – sti fører til østkanten af den fredede Ålvand Klithede. En del af den unge skov er udlagt til hundeskov.

Faddersbøl Mølle er beskrevet i den digitale naturguide Stenbjerg i Thy samt i vandretursfolderen af samme navn.

3. Gældende udpegninger

3.1 Natura 2000 udpegninger

Sjørring Kanal, som går i gennem Faddersbøl Plantage, er en del af Hvidbjerg Å systemet. Hvidbjerg Å systemet er omfattet af Natura 2000-område nr. 27 ”Hvidbjerg Å, Ove Sø og Ørum Sø”. Udpegningsgrundlaget indeholder syv naturtyper samt arterne hav- og fjordlampret, stor vandsalamander og odder.

Se Natura 2000-plan nr. 27 ”Hvidbjerg Å, Ove Sø og Ørum Sø” her.

Der er ingen Natura 2000-plejeplan for nr. 27 ”Hvidbjerg Å, Ove Sø og Ørum Sø”.

3.2 § 3 områder

Området omfatter især store arealer med § 3overdrev.Derudover findes også andre § 3 beskyttede naturtyper. De fremgår af tabellen i første afsnit.

3.3 Regionale udviklingsplaner og kommuneplaner, nationalpark

Faddersbøl Plantage er beliggende i Thisted Kommune. Faddersbøl Plantage er i henhold til Kommuneplanen udpeget til biologisk interesseområde, hvilket betyder at der ikke må gennemføres projekter der tilsidesætter beskyttelseshensyn i de biologiske interesseområder.

Faddersbøl Plantage indgår ikke i Nationalpark Thy.

3.4 Fredninger og vildtreservater

Der er ingen fredninger i Faddersbøl.

3.5 Drikkevandsinteresser

Der er særlige drikkevandsinteresser i den vestlige del af Faddersbøl Plantage. Det resterende areal er placeret i et område med almindelige drikkevandsinteresser.

3.6 Råstofplaner

Der er ingen råstofinteresser i området.

3.7 Naturskovsstrategien

Der er ikke udlagt arealer i medfør af Naturskovsstrategien i området.

3.8 Frøavlsbevoksninger og forsøgsarealer

Der er ikke anlagt forsøg i området.