Driftsplanændringer for Margrethe Kog Syd - Østlige del

Følgende ændringer er lavet i driftsplanen for området Margrethe Kog Syd - Østlige del.

  • Hydrologi. Der er indkøbt nye pumper til bevanding og afvanding. Stemmeværket er udvidet markant, ligesom kanaler og skelgrøfter er under oprensning, så vandsystemet i kogen fungerer forud for nyt vandregime fra 2020.
  • Anlægsarbejde i klæggraven (flade brinker og yngleøer) er under gennemførelse august/september 2019.
  • Fremtidig drift er under forberedelse. Udbud til nedtagning af gammelt hegn og opsætning af nyt hegn gennemføres i september 2019. Nyt hegn sættes først op i foråret 2020. Udbud af græsningsaftale gennemføres i september 2019.
  • Ansøgning om brug af natsigte hos miljøstyrelsen
  • Området udlægges som stillezone.

Ændringer i driftsplan for Margrethe Kog Syd - Østlige del

Baggrund for ændringer

Naturstyrelsen har overtaget et stort areal i Margrethe Kog Syd (MKS) fra NaturErhvervelsen (nuværende Landbrugsstyrelsen) i 2017, ligesom der er foretaget jordfordeling af to omgange (senest juni 2019), som gør NST til eneejer af den østlige del af MKS. NST Vadehavet påbegyndte i 2018 et større naturprojekt finansieret af SVNI midler. Dette projekt afsluttes foråret 2020.

Det nuværende område indgår ikke i enhedens driftsplan. Arealanvendelsen er vedvarende græsarealer/marskarealer med græsning af kvier, stude, heste og får fordelt på mange mindre fenner og med få krav til driften. 
Området er en del af Nationalpark Vadehavet og er udpeget UNESCO verdensarv. Derudover er området udlagt som Natura 2000-habitat og fuglebeskyttelsesområde samt udpeget som eng og sø efter Naturbeskyttelseslovens § 3. Millioner af fugle besøger hvert år marskområdet MKS ved Vadehavet, hvillket gør det til en af de vigtigste lokaliteter for vadefugle i Danmark

Ændringer i driftsplanen

Et nyt stort naturprojekt skal gøre området til et internationalt mekka for ynglende engfugle i sommerhalvåret, samtidig med at området kan bruges til at sikre Tønder by og omegn mod fremtidige oversvømmelser i vinterhalvåret.

Naturstyrelsen vil hæve vandstanden i MKS ved at udbygge det eksisterende stemmeværk, indføre nye kraftigere pumper og renovere det vidtforgrenede netværk af kanaler og grøfter i området. Hævning af vandstanden betyder desuden, at indretningen af områdets drift med græssende kreaturer skal ændres fra mange små folde til et mindre antal store folde, som styres efter engfuglenes behov.

Helt konkret ændrer naturprojektet i MKS på tre forhold, henholdsvis hydrologi, anlæg i klæggraven og fremtidig drift med afgræsning:

1. Hydrologi. Vandstandforhold ændres væsentligt fra april til juni, således at vandstanden hæves ca. 40 cm over tidligere niveau den 1. april, så vandet løber fra skelgrøfter ind på engene til ca. 25 % af engene er vanddækket. Vandstandet falder succesivt hen mod 1. juli.

2. Klæggraven. Der laves fuglevenlige flade anlæg på 800-1000 meter brinker samt skabes to øer i klæggraven, hvor forhold for ynglefugle skal være optimale.

3. Fremtidig drift med afgræsning. Der laves tre store folde i området, hvor der skal benyttes kreaturer til målrettet afgræsning. Det sker med en græsningsaftale, som betinger sen udbinding, dyretryk og løbende styring af driften efter ynglefuglenes behov. 

Derudover vil der foretages en intensiveret bekæmpelse af ræv og mårhund, og området vil også blive udlagt som stillezone.

Kortet viser Naturstyrelsen område Margrethe Kog Syd - Østlige del. Det er i dette område planændringerne vil blive gennemført. Området uldægges også som stillezone.