Hugst, kulturer og bevoksningspleje

Indledning

Ved driftsplanlægningen fastlægges centrale parametre som den samlede hugst i den 15-årige planperiode, niveauet for nye skovkulturer, plejen af naturarealer, pleje af fortidsminder, omfanget af nye friluftsfaciliteter mv.

I nærværende kapitel er der fokus på rammerne for de næste 15 års hugst og foryngelse. En ramme som indgår i den årlige planlægning på enheden blandt andet i forbindelse med hugstplanlægning og kulturindsats.

Helt overordnet er det målet, at skovdriften sker bæredygtigt – det vil blandt andet sige, at der på lang sigt sikres balance i aldersklassefordelingen, i tilvækst og hugst og at dyrkningsgrundlaget forbedres. Dette sikres gennem Naturstyrelsens generelle retningslinjer og årlig opfølgning. Der sker kontrol af dette som følge af styrelsens certificering i henhold til FSC og PEFC-standarderne.

Kapitlet er opdelt i tre afsnit og kan sammenfattes i følgende:

• Grundlag for beregning af vedmasse og hugst: Taksationen i rødgran og sitkagran viser, at de tidligere højde-vedmasse kurver kan anvendes uændret for ældre bevoksninger med de to træarter. Der er endvidere takseret rækkevist i rødgran, sitkagran, lærk, douglas og skovfyr årgange 2000-2009 anlagt efter stormfaldet i 1999. Taksationerne viser større højder end forudsat, og de anvendte produktionsklasser er derfor øget. Der er ikke takseret i andre årgange og træarter, hvor der tages udgangspunkt i målinger ved den sidste driftsplanlægning for 15 år siden.

• Status, tilvækst og hugst: Aldersklassefordelingen for løvtræ viser, at de fleste arealer er ung skov under 29 år etableret som led i genplantning efter stormfald og skovrejsning, mens der er færre arealer med mellemaldrende og ældre løvskov hvoraf en betydelig del er udpeget som urørt skov, græsningsskov eller egekrat.  Fordelingen i nåletræ viser en ujævn aldersklassefordeling, hvor arealer med ældre gran mangler og aldersklassen for rødgran 10-19 år er særlig stor jævnfør genplantning efter stormfaldet i 1999. Andelen med helt unge bevoksninger er mindre, som følge af praksis om begrænset anlæg af nye nåletræ bevoksninger.

Den planlagte hugst resulterer for alle løvtræarterne i en opsparing i den samlede stående masse. Således går for eksempel bøg fra 94 m3/ha i planperiodens start til 142 m3/ha i planperiodens slutning. I gran øges vedmassen fra 169 m3/ha til 241 m3/ha. Samlet set øges vedmassen pr. ha fra 115 til 162 m3 pr. ha, svarende til 40 pct. øgning. Den samlede opsparing på enheden skal dog sammenholdes med overvægten af yngre skov ligesom der ikke er korrigeret for arealændringer ved opgørelsen.  

• Foryngelse og skovudvikling: Med naturnær skovdrift sker udviklingen frem mod den ønskede skovudviklingstype langsommere og mere glidende end i det tidligere renafdriftssystem. Overgangen vil således ske med gradvis træartsskifte over en eller flere trægenerationer. Der er ikke udarbejdet foryngelsesplan for enheden.

Grundlag for beregning af vedmasse og hugst

Hugstberegningen er en konsekvensberegning af, hvor meget træ der står i skoven, hvor meget skoven gror og de valgte behandlingsmetoder - som igen bygger på de generelle retningslinjer for naturnær skovdrift. Tidligere indeholdt en driftsplan for en skov normalt en oversigt over hvilke bevoksninger, der i den kommende planperiode skulle forynges og, hvad der skulle plantes og hvornår. Men som konsekvens af beslutningen om at konvertere statens skovdrift til et naturnært skovbrug, søges renafdrifter så vidt muligt helt undgået. Og derfor giver dette afsnit en overordnet ramme for hugst og foryngelsesindsatsen i den kommende periode og ikke som tidligere en detaljeret lokalitetsfastsat indsats.

Grundlaget for beregning af vedmasse, tilvækst og hugst er ajourføringer af arealanvendelser og bevoksningsforholdene. Det sker gennem markregistrering og taksation, som giver anledning til justering af eksisterende bevoksningsdata i planlægningsværktøjet Proteus samt af vækst- og hugstmodeller.

Skovene på enheden er gennemgået med en vurdering af bevoksningsforhold og en ajourføring af nye foryngelsesarealer. Der er anvendt luftfotos fra 2014 som grundlag.

I den efterfølgende taksation er der lavet stikprøver for at fastlægge vedmasse-niveau for træarterne rødgran og sitkagran, der er blandt hovedtræarterne på enheden. Der er gennemført taksation med målinger i 24 bevoksninger. Der er ved de tidligere driftsplanlægninger fastlagt højde-vedmassekurver for enheden. Taksationen viser, at for de ældre bevoksninger kan de tidligere kurver kan anvendes uændret. For unge bevoksninger uden tidligere højdemålinger er der større højder og vedmasse end forudsat.

Der er desuden takseret rækkevist (20 m) i nåletræarterne rødgran, sitkagran, douglas, lærk og skovfyr i 75 blandings-bevoksninger i årgangene 2000 – 2009. Taksationen viser større højder end forudsat, og produktionsklasserne er derfor foreløbigt øget fra 10 til 12 ved beregningerne. Det anbefales at følge udviklingen i tilvæksten for at vurdere, om der bør ske yderligere opjustering af produktionen.

Beregninger af højder, diametre, stamtal, vedmasse, tilvækst og hugst tager udgangspunkt i træartsvise formtal samt tilvækst- og hugstmodeller. Bevoksninger som er underlagt særlige hensyn tages ud af hugstberegningerne. Særlige hensyn kan for eksempel være bevoksninger udpeget som urørt skov. 

For yngre bevoksninger beregnes en årlig hugst svarende til den gennemsnitlige årlige udtynding af bevoksningerne. I årgangene 2000 – 2009 anlagt efter stormfald er tillagt en supplerende hugst jf. den praktiserede hugst på enheden. For ældre bevoksninger beregnes en hugst hvert femte år ved konvertering til ny skov.

Begrundelsen for ikke at anvende almindelige hugstmodeller er, at de bygger på renafdrift eller hurtig afvikling, som ikke harmonerer med styrelsens politik for naturnær skovdrift.

Et eksempel på den anvendte hugststyrke er for rødgran produktionsklasse 10 givet i tabel 1. Indtil rødgranen når 60 år er beregningerne baseret på normal tynding hvorefter der for bevoksninger mellem 61 og 106 års alder gennemføres tre hugster i planperioden på 15 år med hver 25 pct. af vedmassen. Der beregnes desuden tilvækst indtil 109 års alder, hvorefter der ikke regnes tilvækst.

Hugstmodellen for rødgran er eksemplificeret grafisk i figur 1 og fremstiller hvordan beregning af vedmasse, tilvækst og hugst vil se ud med de anvendte modeller. Der er beregnet en mindre reduktion af vedmassen end ved en traditionel hugst med fældning af hele bevoksningen ved 60–70 års alderen-

Det skal bemærkes, at praktiske forhold kan medføre, at beregningsforudsætningen med den opstillede hugststyrke og intervallet på 5 år ikke er den hugst der gennemføres i den enkelte konkrete bevoksning. Set over enheden som helhed er det planen, at hugsten i rødgranbevoksningerne skal følge den angivne kurve, men i den enkelte bevoksning vil det være afgørende, om der findes en naturlig foryngelse i bevoksningen, som alt andet lige vil fordre lidt stærkere hugst i den konkrete bevoksning, for at give foryngelsen lys. Omvendt vil der være bevoksninger, hvor foryngelsen ikke kommer så godt, og hvor det f.eks. kan være relevant at hugge lidt mindre end forudsat i modellen. Hertil kommer, at der ud fra en praktisk betragtning formentlig ofte vil forekomme sjældnere indgreb men til gengæld en lidt stærkere hugst ved det enkelte indgreb.

Der vil i planperioden kunne udpeges op til 5 livstræer pr. ha. skov som led i Naturstyrelsens projekt med livstræer. Dette indgår i beregningerne ved at der efterlades stående masse på arealet. Omfanget af udpegning og markering af livstræer vil bl.a. afhænge af de tilgængelige ressourcer til projektet. Livstræerne vil som oftest være udpeget i bevoksningen længe inden afvikling af bevoksningen påbegyndes. Hvis udpegning sker efter naturlig foryngelse er påbegyndt udpeges livstræerne blandt overstanderne. Livstræer udpeges med biodiversitet for øje, ved udvælgelsen tages der derfor hensyn til det enkelte træs biodiversitetsmæssige kvaliteter, ligesom meget økonomisk værdifulde træer ikke udpeges.

Grundlaget for en naturnær skovdrift i form af stabile, selvforyngende skovstrukturer er til stede i langt de fleste skove på enheden. Der kan være steder hvor man for eksempel ønsker at konverterer til bøg eller eg eller i nåleskov, hvor grundlaget endnu kun i begrænset omfang er til stede. I disse bevoksninger vil der i skovdriften være behov for plantede kulturer i stedet for selvforyngelse samt brug af mindre renafdrifter nogle steder. Som en væsentlig del af beslutningsgrundlaget i forhold til om der kan gennemføres mindre renafdrifter inddrages den eksisterende viden om biodiversiteten på det konkrete areal.

Status, tilvækst og hugst

På baggrund af den aktuelle status samt tilvækst- og hugstmodellerne beregnes den aktuelle hugst. Hugsten beregnes samlet for planperioden, og giver således en retningslinje for enhedens årlige hugst. 

Aldersfordeling

Et kendskab til aldersklassefordelingen af bevoksningerne i skoven er vigtig for at sikre, at der på kort sigt ikke sker en for kraftig hugst. I forbindelse med overgangen til naturnær skovdrift med en større variation i arts- og alderssammensætning i den enkelte bevoksning, vil det blive vanskeligere at henføre skovens enkelte bevoksninger til aldersklasser. Da omstillingen til naturnær drift tager lang tid, vil det stadig være relevant i denne og kommende planperioder at tage hensyn til aldersklassefordelingen, når hugstmulighederne skal vurderes.

Alderklassefordelingerne er navnlig påvirket af stormfaldet i 1999 der har fjernet ældre nåletræsbevoksninger og den efterfølgende genplantning der har medført en overvægt af yngre løv- og nåleskov.

Konkret viser aldersklassefordelingen for løvtræ, at der er en relativ lille andel bøg og eg på 30 år og der-over, hvoraf en betydelig del er udlagt som urørt skov, græsningsskov eller egekrat i bl.a. skovene Lindet og Draved. Aldersgrupperne 10 – 20 og 20-30 år omfatter genplantning efter stormfaldet i 1999 (se figur 2).

Med hensyn til nåletræ er arealandelene med rødgran på 10- 49 år højst, mens ældre nåletræsarealer over 50 år som følge af stormfald i 1999 er af mindre omfang (figur 3). Aldersklasserne 10 -19 år repræsenterer tilplantninger efter stormfaldet i 1999 mens aldersklassen på 80 år og derover navnlig er bjergfyr, skovfyr og østrigsk fyr. Desuden har ny praksis med fokus på løvtræ og lysåbne arealer, ikke mindst på skovrejsningsarealer medført en mindre arealandel af gran i de sidste 10 år.

Areal og vedmasse

Arealer for de enkelte driftsklasser og den stående vedmasse primo 2015 er beregnet ud fra opdaterede arealdata i Proteus samt de nævnte korrektioner. Sammenfatningen af status for enheden fremgår af tabel 2.

Vedmasse, tilvækst og hugst

Den beregnede mængde af træ ved planperiodens start i 2015 og ved planens udløb med udgangen af 2029 samt den beregnede tilvækst og hugst i planperioden og gennemsnitligt årligt fremgår af tabel 3 og 4. Planhugsten er den beregnede hugst i den 15-årige planperiode. Udgangspunktet er den beregnede mængde træ ved planperiodens start, den beregnede tilvækst, hugstpolitikken samt de naturnære konverterings-modeller. Vedmasse er vist brutto før omregning til salgsenheder. Tilvækst og hugst ved tynding er beregnet med fælles tilvækstmodeller for skovbruget og med udgangspunkt i vækstforhold for de enkelte bevoksninger. For nåletræ bevoksninger årgang anlagt år 2000 – 2009 er tilføjet ekstra tynding svarende til enhedens praksis for hugst i dem. Tilvækst og hugst i ældre bevoksninger er beregnet med de fælles tilvækstmodeller samt modeller for foryngelse af bevoksningerne – jf. ovenstående afsnit.

Tabel 3: Vedmasse i 2015 plus planperiodens tilvækst minus hugst resulterer i vedmasse ved planperiodens afslutning i 2029.

Den beregnede årlige tilvækst og hugst samt årlige ændringer i stående vedmasse fremgår af tabel 4, der også viser gennemsnit pr hektar.

Tabel 4: Planperiodens gennemsnitlige årlige tilvækst og hugst.

Den årlige planhugst er vist i tabel 4 sammen med den beregnede hugst. Forskellen på disse er, at den årlige planhugst er fratrukket vedmasse der ikke udnyttes og efterlades i bevoksningen ved skovning og tillagt ekstra vedmasse udnyttet som flis.

Vedmasse der ikke udnyttes dækker groft sagt over den mængde træ som efterlades i bevoksningen ved skovning. Den ikke udnyttede vedmasse inkluderer ikke de 5 træer pr. hektar som efterlades til død og henfald. Den ikke udnyttede vedmasse fragår i enhedens beregnede hugst. Ekstra vedmasse udnyttet som flis dækker over ny udnyttelse af grene og toppe ved flishugning.

Enhedens årlige planhugst i perioden er med korrektionerne 16.600 kbm, hvoraf 10.300 m3 forventes at komme fra flis. Fordelt på hugst i løv og nål svarer det til, at der skal hugges 2.300 kbm løv og 14.400 kbm nål, heraf hhv. 1.300 kbm og 9.000 kbm flis.

Foryngelse og skovudvikling

Siden 2005 har Naturstyrelsens skovdrift fulgt handlingsplanen for statsskovenes omlægning til naturnær skovdrift. Den naturnære skovdrift sigter mod at opbygge mere stabile skove med vedvarende skovdække, som kan forynges naturligt, og hvor skovklimaet opretholdes. Handlingsplanen indebærer, at Naturstyrelsen så vidt muligt skal undgå renafdrifter, udnytte naturlig foryngelse og anvende hugst- og foryngelsesmetoder, der sikrer variation i arts- og alderssammensætning.

Foryngelse

Der er for de øvrige enheder udarbejdet en foryngelsesplan som led i driftsplanlægningen. Som følge af stormfaldet i 1999 udgøres ca. halvdelen af enhedens skovbevoksede areal af ny skov. Arealet med ældre løvskov omfatter i stort omfang urørt skov, græsningsskov eller egekrat, der ikke vil være omfattet af foryngelser. Arealet med ældre nåleskov omfatter i stort omfang bjergfyr, skovfyr og østrigsk fyr hvor omfanget af nye foryngelser de næste 15 år vil være meget begrænset. Driftsplanen indeholder derfor ikke en foryngelsesplan.

Skovudviklingstyper

I forbindelse med driftsplanlægningen er enhedens (skov-) arealer fordelt til en række skovudviklingstyper. Fordelingen er sket ud fra vurdering af jordbund, klima, hensyn til landskab, friluftsliv, natur og kulturhistorie. Skovudviklingstypen beskriver for en given lokalitet den på lang sigt ønskede bevoksningstype i form af et forventet skovbillede, den tilstræbte træartssammensætning samt mulig udviklings og foryngelsesdynamik. For yderligere information se ”Katalog over skovudviklingstyper i Danmark”.

Se tabel 5 næste side for en sammenligning mellem nuværende driftsklasser og SUT fordelingen. I tabellen er vist sammenhængen mellem de planlagte skovudviklingstyper og de aktuelle bevoksningsforhold ved planens begyndelse.

På lang sigt er det målet, at de løvtrædominerede arealer øges. Nåleskovsarealerne skal modsvarende gå tilbage, hvor det især er granarealet som mindskes.

Træartsskiftet mod en ønsket skovudviklingstype sker gradvist over en eller flere trægenerationer. Efter en trægeneration er træartsblandingen måske kun forskudt med 5-15 %.

Som udgangspunkt er enheden langt med at bruge ”de rigtige træarter” indenfor de enkelte skovudviklingstyper. Oversigten vurderer kun forekomst af hovedtræarter. Forhold som indblandingsforhold og etagering på SUT- og bevoksningsniveau er ikke søgt vurderet.

Tabel 5: Sammenhængen mellem skovudviklingstyper og den driftsklassevise arealanvendelse ved planperiodens start.

Skovudviklingstypen beskriver for en given lokalitet den på lang sigt ønskede bevoksningstype i form af et forventet skovbillede, den tilstræbte træartssammensætning samt mulig udviklings og foryngelsesdynamik. For yderligere information se ”Katalog over skovudviklingstyper i Danmark”.