Historie - Gudenåens og Skjernåens kilder

Hærvejen

Hærvejen har i flere tusinde år været hovedfærdselsåren ned gennem Jylland. Vejen har gennem tiden båret mange andre navne: Oksevejen, Studevejen, Den Store Landevej, Kongevejen, Adelvejen, Gammel Viborgvej og Romvejen. Navnet Hærvejen er først blevet almindeligt brugt fra begyndelsen af 1900-tallet.

Fra oldtiden langt op i nyere tid har størstedelen af Jylland været ufremkommeligt på grund af skove, krat, uvejsomme heder og utallige moser samt vandløb, der skulle krydses.

Et knudepunkt

Området ved udspringet af Gudenåen og Skjernåen har været et helt naturligt knudepunkt for vandrere, studedrivere, ryttere og hære på vej gennem Jylland. Her på den jyske højderyg kunne man bevæge sig øst-vest langs de to vandløb, og vigtigst af alt: Man kunne bevæge sig nord-syd i Jylland uden at skulle krydse nogen af de to store åer – det er derfor, Hærvejen har sit forløb på den  jyske højderyg.

Gennem flere tusinde år som Jyllands hovedvej har Hærvejen tjent flere formål. Den er formentlig opstået som handelsvej, og denne funktion har den haft gennem det meste af sin tid. Under og efter Vikingetiden har den således tjent som hovedfærdselsåre for transport af råvarer og håndværksprodukter mellem Jylland og det meste af Europa.

Pilgrimsrute

I middelalderen har Hærvejen indgået i nettet af pilgrimsruter mellem lokale, nationale og internationale pilgrimssteder. Norske og jyske pilgrimme valfartede således ad Hærvejen til sydeuropæiske helligsteder som for eksempel Rom eller måske helt til Jerusalem.

I denne periode har der formentlig også været et stort antal kræmmere, tiggere og røvere langs vejen. Senest fra middelalderen og frem til slutningen af 1800-tallet har Hærvejen været bedst kendt som Studevejen eller Oksevejen. Talrige flokke af stude og andre husdyr blev af studedrivere drevet fra Nordjylland til markederne i Slesvig. I slutningen af denne periode fungerede Koutrupgård som en af de mange hærvejskroer.

Mange forløb af Hærvejen

Hærvejen har på trods af sit imponerende navn aldrig været en anlagt vej, men er opstået af århundreders brug. Når et spor var kørt op, gik man bare ved siden af og skabte dermed et nyt hjulspor.

Kilderne

Gudenåen og Skjern Å har deres udspring få hundrede meter fra hinanden i den samme dalsænkning ved vandskellet på den jyske højderyg. Gudenåen er med sine 158 kilometer Danmarks længste vandløb, men ikke det vandrigeste. Det er til gengæld Skjern Å, der tager sin begyndelse i en lille sø, der er opstået på grund af tørvegravning blot 300 meter fra de kilder, der udgør Gudenåens udspring.

Herfra snoer Gudenåen sig mod Tørring og videre mod nordøst og udmunder i Randers Fjord. Skjern Å snor sig vestpå og løber ud i Ringkøbing Fjord.

Kanalen mellem øst og vest

På et tidspunkt var der planer om at grave en kanal mellem Rørbæk Sø og Gudenåen vest for Tørring. Tanken var at skabe en passage for større skibe, så de slap for at sejle den farlige vej nord om Skagen.

Derfor blev der også sendt bud til Zaren af Rusland om at støtte den storslåede ide. Men det blev aldrig til noget, måske fordi ideen blev overhalet af Kielerkanalen.

Historiske egekrat

De klassiske egeskove, der prægede hele Jylland frem til 1600- og 1700-tallet, blev udryddet på grund af overdreven hugst af gavntræ og brænde – og græsning og høst af det grønne løv til foder.

Denne stadige bortførsel af næringsstoffer gennem århundreder medførte, at jorden blev mere og mere udpint. Skovhugsten foregik ved stævning. Det vil sige, at man fældede træerne og lod dem om at vokse op igen med skud fra stubbene. Efterhånden som jorden blev udpint, blev betingelserne for træernes vækst dårligere. Det fik lyngen til at brede sig i den åbne skov og fremskyndede udviklingen hen mod hede.

Op mod år 1900 var hele egnen øde uden træer. De flade områder var mere eller mindre opdyrket til landbrug, men agerjorden måtte ligge brak i årevis for at komme til kræfter mellem afgrøderne. På bakker og skrænter dominerede lyngheden, og her kunne man se egebuske i lyngen som en sidste rest af de tidligere skove. Egebuskene blev ikke meget højere end den omgivende lyng.

Men netop omkring år 1900 begynder man i stedet at importere kul til brændsel, og de udpinte arealer får fred. Så buskene vokser igen op, først til sammenhængende egekrat og siden til egentlig skov. I forbindelse med brændselsmanglen omkring Anden Verdenskrig blev en del af områdets krat fældet, hvorfor mange af træerne nu er godt 50 år gamle, mens områdets største træer er fra omkring år 1900.

Margrethediget

Voldanlægget har spærret den vigtigste naturlige færdselsrute op gennem Jylland på det smalle landstykke, der adskiller to af Jyllands største åsystemer, Gudenåen og Skjern Å. Måske er befæstningen anlagt for at opkræve told – eller måske for at forsvare sig.

Som navnet siger, er diget i den folkelige overlevering forbundet med Dronning Margrethe den 1, men det er sandsynligvis langt ældre. Måske mere sandsynligt er det kong Erik Klippings mor, Margrethe Sprænghest, der har lagt navn til voldanlægget.

Der er spor af flere af den slags diger i Jylland. Det kan betyde, at landet i romersk jernalder var opdelt i en række små kongedømmer, der har været i strid med hinanden. Senere blev landet været delt op i såkaldt sysler. Margrethediget markerer også en sysselgrænse.

Et lignende dige, Olderdiget i Sønderjylland, er dateret til århundrederne lige efter Kristi Fødsel. Det er i den periode af oldtiden, der kaldes romersk jernalder.

Sagnet om Gudenåens navn

Sagnet siger, at Gudenåen har fået sit navn efter en ustyrlig fyr, der hed Gudar. Han bortførte pigen Else fra hendes fars hus i Tinnet Krat, hvor åen har sit udspring.

Gudar bandt pigen til en kærre, og for at forvirre forfølgerne kørte han i indviklede sving og slyngninger. Men pigens far søgte hjælp hos en klog mand i Tørring, som kaldte bække og kilder sammen og bad dem om at vise vej. Vandet nåede Gudar ved Randers Fjord. Gudar og hesten druknede, mens den skønne Else slap fri. Sådan fik Gudenåen sit krogede forløb.