Oplevelser i Gudenåens og Skjernåens kilder

Hærvejen er Danmarks ældste eksisterende vej og går langs vandskellet (højderyggen) fra Viborg til grænsen og videre til det gamle Dannevirke ved Slesvig. Der er spor efter færdsel på Hærvejen fra år 1000 og i en uafbrudt periode op til 1800-tallet.

Mellem Hundshoved og Øster Nykirke ligger en af de bedst bevarede strækninger af Hærvejen. Kun 300 meter fra hinanden ligger udspringene af Skjernåen og Gudenåen, der løber mod henholdsvis vest og øst. Højderyggen netop her var den smalle og naturlige passage for pilgrimme, handelsfolk, studedrivere, soldater og andre, der ville undgå at krydse vandløbene på deres vej op og ned gennem Jylland.

Dette centrale stykke af Hærvejen blev fredet i 1959.

Turen er i sig selv en seværdighed, og du bør unde dig at gå en kortere eller længere tur ad Hærvejen og forestille dig, hvordan studedriverne drev de midt- og nordjyske bønders okser til markederne i Nordtyskland (på tysk hedder Hærvejen Ochsenweg). Hosekræmmere vandrede med deres varer. Fine damer og herrer på hesteryg eller i hestevogn. Pilgrimme på vej til de hellige steder Sydpå: Santiago de Compostela, Rom og så selvfølgelig Jerusalem. Eller nordpå til Trondheim i Norge, der også var et valfartsmål.

Som navnet siger, har Hærvejen også været vigtig i krigstid; for budbringere, soldater eller hele hærafsnit på vej i krig – eller på vej hjem igen. Og så selvfølgelig gøglere, tyveknægte og rakkerfolk.

I skovene og på græsmarkerne langs den nuværende gruslagte Hærvej er der mange steder tydelige rester af hulveje, især på dalsiderne ned mod åerne.

Hærvejen har nemlig aldrig været anlagt eller vedligeholdt. Den har dannet sine egne – forskellige – forløb. Studedriverne med deres kvægflokke gik typisk ad andre vejspor end heste, vogne og gående færdsel. Og hvis et spor var nedslidt, vådt og ufremkommeligt valgte man bare et nyt spor.

Dengang var Hærvejen ikke en tydelig grusvej, men otte, ti eller 12 parallelle hjulspor. I skoven ved siden af den nuværende grusvej ses stadig nogle af de mange vejforløb. Mange andre steder end netop her har Hærvejen haft forskellige forløb afhængig af, hvor det har været lettest at passere. Nogle steder med mange kilometers mellemrum.

Men ved vadestederne og her mellem kilderne blev de mange forskellige spor samlet.

En tydelig koncentration af hulveje ligger umiddelbart øst for Hærvejen nær P7.

Diget består af en mere end 300 meter lang vold med en grav foran. Volden har været mindst halvanden meter høj, og hovedparten af den er stadig synlig i terrænet. Den tilhørende voldgrav langs sydsiden af volden har været op til to meter dyb. Præcis hvordan fæstningsværket har set ud, ved vi ikke. Men der har formodentlig været et palisadehegn oppe på diget eller nede foran graven. Volden har formentlig været dobbelt så lang.

Rørbæk Sø er en udpræget langsø opstået i istiden. Søen omkranses i hele sin længde af skov og stejle skrænter med lyng og enebærbuske. I den vestlige ende rejser et bakkedrag sig på langs i søen med bankerne Fårebanke og Kælderbanke.

I søen findes blandt andet gedder og brasen. I efterårs- og vintermånederne samles mange svømme- og dykænder. Der er odder, rådyr og kronvildt i området, og vandet tiltrækker mange forskellige fuglearter som vandstær, isfugl og fiskeørn.

En driftig gårdejer, Sofus Clausen, fra gården på bakken over Gudenåens kilder fik i 1930’erne den visionære ide at skabe et vandland midt på den jyske højderyg. Arbejdsløsheden var stor, og Sofus Clausen fik statsstøtte til etableringen.

Længere væk fra kysterne kan man ikke komme, så Tinnet Badebassin har været et tilløbsstykke på sin tid: et lavt bassin, en rund fontæne med fire springvand og et solur i midten samt et rundt bassin med en motorbåd, der sejlede rundt  i ring. Hovedattraktionen var det store svømmebassin på ni gange 25 meter med vipper og udspring i den ene ende. Desuden var der skure til omklædning, boldbane og en interimistisk restaurant.

Det kolde kildevand blev løftet op fra kilderne med en hævert og ledt frem til bassinerne – det har været iskoldt. Efter sigende blev der skiftet vand op til tre gange i sæsonen, og der kunne være flere hundrede gæster på sommerdage.

Badelandet i Tinnet Krat var i drift frem til 1947. Efter et par ulykker stillede myndighederne så mange krav til sikkerheden, at den nye ejer lukkede det. I dag står de revnede og mosgroede beton-bassiner tilbage på marken.

127 meter over havet med et tårn, der i sin tid har været 12 meter højere, har Øster Nykirke været et synligt vartegn i det øde landskab. Kirken har været et pejlemærke for vandrere, og sagnet lyder, at kirken ligefrem kunne ses af søfarende på Vesterhavet.

Øst for kirken ligger Sankt Peders kilde, der ligesom andre kilder lige siden yngre stenalder for 5.000 år siden blev regnet for at være helsebringende. Hærvejen gik i dalen øst for kirken, så de vejfarende slap for den høje kirkebakke med stude og tunge vogne. Men mange pilgrimme har alligevel taget turen forbi kilden, der er opkaldt efter apostlen Peter.

Som ved andre hellige kilder blev et besøg til kilden på Valborgs aften den 30. april eller Sankt Hans Aften regnet for særlig virkningsfuldt. Helt op i 1800-talet søgte syge til det mirakuløse kildevæld.

I dag står en kopi af en middelalderlig brøndkumme ved kilden.

Kollemorten Krat og Tinnet Krat er sammen med krattene i Lindet, Skovsbøl og Koutrup Danmarks største koncentration af egekrat – en rest af den blandede løvskov, der oprindeligt dækkede landet.

Egekrattene er rester af den oprindelige midtjyske skov, som ellers på det nærmeste blev fuldstændig udryddet op igennem 1600-, 1700- og 1800-tallet. Som skovtype er egekrat en meget åben og lys løvskov med en hel grøn skovbund primært med lyng og blåbær.

Særlig i Tinnet Krat og Kollemorten er de gamle egetræer små og krogede – de er blevet til en troldeskov. Den sære skov skyldes en kombination af dårlig jordbund, dyrenes bid, nattefrost og saltholdige vestenvinde og ikke mindst, at folk gennem tiden har drevet rovdrift på skoven ved fældning og indsamling af løv til foder.

Områdets småskove og egekrat veksler med tørre, bakkede græsarealer – de såkaldte overdrev. Overdrev er en af de mest truede landskabstyper i landet.

Overdrev består af tørre, lysåbne plantesamfund, der er domineret af græs, græslignende planter, småplanter og urter. Der er desuden ofte spredte buske og træer, der kan tåle dyrenes græsning som for eksempel skovæble, tjørn, enebær og rose. På overdrevene findes en række truede dagsommerfugle og andre fåtallige insekter samt sjældne fugle som bynkefugl og rødrygget tornskade.

De mest værdifulde overdrev har en lang historie og har sjældent eller aldrig været opdyrket. I sin oprindelige, kulturhistoriske betydning var overdrev den del af landsbyens jorder, som lå uden for de dyrkede marker.

I Nørre Risager ligger det 107 meter høje Brokbjerg i egekrattet. I Lindet Krat finder vi Tophøj på et åbent hedeareal 126 meter over havet. Det højeste punkt er Tranebjerg på 138 meter over havet, men det kan være svært at se landskabet, da selve Tranebjerg er skjult af skov.

Fra Øster Nykirke er der flot udsigt fra højderyggen mod landskabet mod øst, ligesom der er en storslået udsigt fra krydset, hvor Tinnetvej krydser Diagonalvejen øst for Thyregod.