Find vej
Til og fra området
Busrute 215 kører mellem Vejle, Nr. Snede og Silkeborg med afstigning ved Hundshoved. På skoledage kører lokalrute 508 til og fra Koutrupgård.
Oplysninger om bus på tlf. 86 12 86 22 eller på:
www.midttrafik.dk
Praktisk info og aktiviteter
Koutrupgård ligger flot midt i området. Her er p-plads og offentlige toiletter og forbindelse til det sammenhængende net af vandrestier ved Kilderne. Der er også mødefaciliteter som kan lejes til møde- og kursusaktivitet. Kontakt Naturstyrelsen Trekantsområdet tre@nst.dk
Der er et stort antal afmærkede stier i hele området. Vandrestier er markeret med gult, rødt og blåt både på kortet og i naturen.
Cykelrute 3 langs Hærvejen og cykelrute 32 fra Horsens til Ringkøbing fjord går gennem området.
Det er tilladt at ride i statsskovene – ikke i de private skove. Der er en fold til heste i forbindelse med overnatningspladsen ved Koutrupgård.
Der er særlig handicapsti og toilet ved Ballesbækgård. Der er også handicaptoilet på Koutrupgård.
Mange mennesker bruger naturen - og til vidt forskellige ting. Derfor er der lavet en række regler for brug af naturen.
Reglerne er lavet, så turen ud i naturen bliver en god oplevelse for så mange som muligt.
Beskyttede områder
I skoven er visse områder udlagt som naturzoner og B-skove.
Det er særligt beskyttede områder, hvor der ikke gives tilladelse til arrangementer.
På sydsiden af Rørbæk Sø ligger Ballesbækgård, der er Naturstyrelsens besøgscenter med madpakkehus, grillhytte, borde, bænke og bålpladser. Der er også en natursti beregnet for handicappede og handicaptoilet.
Ved Ballesbækgård ligger en shelterplads, der kan bookes af grupper på forhånd.
Det er tilladt at bade i Rørbæk Sø fra det offentlige opholdsareal i den østlige ende af søen. Netop her løber Skjernå og Dybdal Bæk ud i Rørbæk Sø, så vandet er koldt – hele året. Der kan også være dybt – og understrøm. Der er borde og bænke på pladsen, som kan nås pr. gåben eller cykel.
Fiskeri er tilladt fra bredden af Rørbæk Sø ud for Ballesbækgård. Kræver almindeligt fisketegn.
Der er kanoudlejning hos Skjern Å Kanofart, tlf. 75 73 60 01 ved Vester Mølle vest for Rørbæk Sø. Det er kun tilladt at sejle mod vest og ned ad Skjernåen, og kun fra den 16. juni til den 31. december.
Skjern Å Kanofart
På Gudenåen er det Tørring Kanoudlejning og kanofart, tlf. 75 80 13 01. Firmaet ligger på modsatte side af vejen end teltpladsen. Der må kun sejles fra Tørring og ned ad Gudenåen og kun fra den 16. juni til den 28. februar.
Der er geocaches ved Gudenåens udspring og en lille samling syd for Rørbæk Sø. Se mere her.