Fugle
På heden og i de fugtige kær er der fugle, der trives på de store vidder. Her er nogle af fuglene, som man kan være heldig at se:
Blå kærhøg: Den kommer på besøg nordfra i vinterhalvåret. Hannen er blågrå, mens hunnen er gråbrun. Om vinteren kan man ofte se den på de åbne vidder på jagt efter mus.
Rødrygget tornskade: Den er grå og rødbrun og er her kun i yngletiden fra maj til august. Den fanger store insekter og kan finde på at spidde dem på torne, hvis den fanger flere, end den kan æde med det samme.
Stor tornskade: Den er sort-hvid og er ofte på besøg om vinteren. De fleste år yngler enkelte par om sommeren. Stor tornskade sidder ofte i toppen af en busk. Den spidder firben og mus på torne, når den fanger flere, end den kan æde her og nu.
Bynkefugl: Den lever af insekter og smådyr, som den finder på jorden. Den ses ofte spejdende fra toppen af en busk eller en pæl ude på heden.
Natravn: I maj, juni og juli kan man høre natravnene om natten. Lyden kan høres et par km væk og kan minde om lyden af en knallert i det fjerne. Natravnene er kun i Danmark de 3-4 varmeste måneder, hvor de fanger insekter om natten.
Trane: Om foråret kan man være heldig at se et par traner i de lavvandede hedesøer nord for Brilledamsvej. Er man heldig, kan man også høre deres trompeteren.
Sanglærke: Hedens almindeligste fugl er sanglærken. Den er grå og lidt kedelig, men sangen minder om forår og sommer. Fra slutningen af februar til midt på sommeren kan man høre den synge højt over heden. Dens nære slægtning, hedelærken, findes ikke på heden, men i lysninger og rydninger i plantagen.