Vinterferien står for døren, og uanset om du holder ferie hjemme eller i et sommerhus i en ny egn af Danmark, så er der masser af muligheder for at tage ud i naturen.
Vi har bedt kollegaer i hele landet om at pege på længere rundture i nogle af landets smukkeste statslige naturperler.
Der er både gåture i skov, langs kysten og i det åbne land - fælles for dem alle er, at de starter og slutter det samme sted og kan klares på en halv eller hel dag alt efter dagsformen.
Rundture i hele landet
10 km: Randbøl Hede
På denne tur kommer man rundt på hele heden, både den flade del og klitterne, hvorfra man har en god udsigt over det omkringliggende landskab. Vær opmærksom på, at vandtæt fodtøj er nødvendigt.
3-10 km: Varnæs Hoved
Ved parkeringspladsen ligger udsigtspunktet Rævebjerg, hvor man i 31 meters højde har fri udsigt til Als Fjord. Landskabet på Varnæs Hoved er et bakket morænelandskab gennemskåret af dybe kløfter, der er skabt af istidens smeltevand. Stiforløbene er 3-7 km lange og kan kombineres.
8 km: Nyminde Plantage
Nyminde Plantage ligger langs østkanten af Nymindestrømmen og har nogle gode udsigtspunkter. Mod nord afgrænses den af Tippeland og mod syd af Blåbjerg Plantage.
8 km: Skjern Enge
Turen går rundt om Vester Enge og krydser undervejs Kalvholm hvor Skjern Å krydses med to trækfærger. Turen giver et overblik over ådalens delta og et fint indtryk af naturen lige før Skjern Å's udløb i Ringkøbing fjord.
8 km: Harrild Hede
Ved Harrild hede finder du et varieret og øde hedelandskab med store vidder og højt til loftet, ligesom der er et rigt fugle- og dyreliv og kulturhistoriske seværdigheder.
7,5 km: Asmild Naturområde
På turen er der er en storslået udsigt over mod øst, hvor Nørreåen dovent flyder gennem frodige enge på sin vej mod Gudenåen og Randers Fjord.
15 km: Husby Klitplantage
Her er der gode muligheder for at få frisk luft og nyde det store Vesterhav, parabelklitter, skov og en lille hyggelig fjordhavn.
7 km: Rattrupdalturen, Klosterheden
Midt mellem Struer og Lemvig ligger Danmarks tredjestørste skovområde: Klosterheden Plantage. Her bygger de vilde bævere dæmninger, mens kronvildtet majestætisk bevæger sig rundt mellem træerne.
20 km: Bjergetapen i Mols Bjerge
I perioder meget besøgt, benyt derfor gerne en andet startpunkt end den gængse ved Femmøller. Et andet forslag er at parkere ved Knebel og gå op til ruten og følge markeringerne derfra. Ligeledes er det muligt at parkere ved hestetrailerpladsen tæt ved Øvre Strandkær. Her er der desuden adgang til toiletter, inden turen begynder.
7 km: Silkeborg Østerskov
Silkeborgskovene er en del af Danmarks suverænt største skovområde på 128 km². Skovene ligger omkring og syd for Silkeborg, og ganske unikt grænser de alle op til små og store søer.
12 km: Bølling Sø
Søen er etableret i en stor lavning i landskabet, hvor resterne af den oprindelige Bølling Sø lå, indtil den blev afvandet i 1870-erne. Søen er omgivet af 475 hektar marker enge og krat.
9,5 km: Lodbjerg Fyr
Rundtur i klithede, skov og strand med start og slut ved Lodbjerg Fyr
20, 12 eller 10 km: Vildsted Sø
Vilsted Sø er med sine 450 ha den største ferskvandssø i Nordjylland. Området huser både mange ynglefugle samt fugle på træk, og fra fugletårnet og broen er der gode muligheder for at se fugle.
7 km: Langdal Plantage
Landskabet i det nordvestlige Hanherred er præget af Lien, Danmarks største indlandsskrænt, som rejser sig med højder op til 60 meter over det flade forland.
5-21 km: Rold Skov
Prøv stien rundt om St. Økssø eller tag en eller flere af løberuterne i skoven.
Se ruten på 21 km
10,8 km: Rebild Bakker Ruten
Oplev de mest spændende dele af Rebild Bakker. Ruten er som en af de første i Danmark certificeret for sin høje oplevelseskvalitet.
Den kan suppleres med rundturen omkring Gravlev Sø, der er på 6,2 km - i alt 17 km
7 km: Kirkendrup Skov
Kirkendrup Skov er en helt ung skov. De første træer blev plantet i 1994. Men allerede nu er der rig mulighed for naturoplevelser og aktiviteter i skoven.
6 km: Sollerup Skov og Enge
Sollerup Skov strækker sig fra Arreskov Sø i nordøst til Svanninge Bakker i sydvest. Skoven ligger i kuperet terræn med højstammet bøgeskov, tætte grantykninger og åbne græsarealer.
15 km: Ringe-Espe stien
Stien der i sin fulde længde er en rundtur på ca. 15 km kommer gennem både Espe og Ringe Skov, følger Naturstien og runder Ringe Sø. Undervejs er der masser af muligheder for genveje og omveje, så man, når man lærer området at kende, kan lave sine egne afstikkere.
1,8-12 km: Sydlangeland:
Tag en enkelt eller kombiner ruterne på Langelands sydspids. Her kan du opleve et vidtstrakt naturområde med store, åbne græssletter, søer og moser, historiske skove, stejle klinter og de særprægede, rundpuldede ”hatbakker”, som kun findes på Langeland. Her kan du også møde en flok på ca. 60 ”vilde” heste af exmoor-racen, som klarer sig selv året rundt.
12,8 km: Vestskoven rundt
På turen kommer man rundt i store dele af Vestskoven lige fra åbne arealer med det skotske højlandskvæg, gennem mørke granskove, ind mellem lys egetræer med græs og kratskov i bunden og forbi den idylliske landsby, Risby, og Vikingelandsbyen.
10 km: Farum Søsti
Rørskoven langs søen har stor betydning for områdets fugleliv. Søen har et meget varieret fugleliv, eks. hvinand og stor skallesluger på søen og en masse sangfugle i rørskoven. Fuglene kan blandt andet iagttages fra fugletårnet, der er placeret ved den sydlige søbred.
22 km: Furesøen rundt
Rundt om Danmarks dybeste sø omkranset af rørskov og et rigt fugleliv. Kun 12 km fra Rådhuspladsen.
10 km: Gribskov – Esrum Sø
Esrum Sø er Danmarks vandrigeste sø med en dybde ned til 22,3 m. Søen er forholdsvis ren og har en fin fiskebestand og et rigt fugleliv.
5,2 km Gribskov – Nødebo udgangspunkt ved Skovskolen
10 km: Store Dyrehave, Hillerød
Hele Store Dyrehave er UNESCO Verdensarv og skovens vejsystem er helt specielt og forbundet i en kongestjerne i midten af skoven. Herfra får du historien om 1700-tallets parforcejagter.
12,6 km: Rude Skov rundt
Afmærket rute på 12,6 km gennem smuk løvskov med mange søer og rastepladser. Turen kan tage udgangspunkt fra flere P pladser langs Hørsholm Kongevej.
7 km: Tisvilde Hegn- Asserbo
En rigtig troldeskov, Sjællands største hede, en gammel slotsruin og en forsvunden landsby dybt inde i skoven. Det er bare nogle af de spændende kulturskatte og naturperler du kan opleve i Tisvilde Hegn.
10 km: Gurre Sø
Gurre Sø ligger omkranset af skov på alle sider. Her kan du gå hele vejen rundt om søen, nyde udsigten og kun høre naturens lyde med et rigt fugleliv. Du kan også besøge ruinerne af det før så mægtige Gurre Slot.
9,5 km: Ulvshale Rundt, kombiner rute 2, 1 og 4
Turen går gennem strandeng, hede og urørt skov. Man passerer indhegninger med køer og heste, der går ude hele året.
10 km: Kongskilde, Suserup og Tamosen, kombiner rute 1, 6 og 5
En tur i de sjællandske alper med udsigt over søer og pulsen i vejret.
23 km: Motionsslangens nordlige del, Nykøbing Falster
Turen går fra Nykøbing by, langs sundet, godslandskab og en tur i skoven. Start ved Slotsbryggen.
5-7 km: Bidstrupskovene
Bistrup Skovene er en stor sammenhængende offentlig skov. Landskabet er stærkt kuperet, og med søer, vådområder, moser, overdrev og græsningsenge samt marker midt i skoven byder området på et endog meget rigt og varieret dyre- og planteliv.
Se forslag til forskellige ruter, der kan kombineres via link.
12 km: Bisonstien
En tur på Bisonstien kan starte ved Hareløkkerne, ved Bastemose eller i Bisonskoven. Ruten går gennem de dele af Almindingen, som er udlagt til urørt skov, og igennem Bisonskoven, hvor du kan være heldig at se de europæiske bison.
7 km: Hammerknuden rundt
Hammerknuden er en kæmpe rundklippe formet af gletsjerne under den seneste istid. En sprækkedal adskiller Hammerknuden fra resten af Bornholm. Højeste punkt er ved Hammerfyr, 82 meter over Østersøen.
5,5 km: Borgedalsstien i Rø Plantage
Ruten går gennem begge borgedalene og hen over resterne af tilflugtsborgen.
8 km: Blå løberute i Blykobbe Plantage (som sagtens kan gås)
Savner du et sted på listen?
På udinaturen.dk kan du finde korte og lange gåture i naturen i hele Danmark.
Du kan også finde p-pladser, bålsteder, toiletter og madpakkehuse, bare for at nævne et udpluk af faciliteter.
Seks forslag til lege i naturen med børn
Det kan være svært at lokke mindre børn med ud på længere vandreture. Derfor har vi samlet inspiration til lege med børn i naturen, der kan bruges hele året rundt – fx ting-finder-leg, skattejagt og vandhulssafari.
Find en en guide til den nærmeste naturperle
Hent inspiration til udflugter i Naturstyrelsens naturguider.