Find vej
Drastrup Skov ligger hovedsagligt imellem landsbyerne Drastrup, Svenstrup og Frejlev i den sydvestlige udkant af Aalborgområdet, kun 6 km fra bycentrum.
Nærmeste adresse: Drastrup Hedevej 65, 9200 Aalborg SV
Se veje og P-pladser på kortet i vandretursfolderen for Drastrup Skov
Praktisk info og aktiviteter
Mange mennesker bruger naturen - og til vidt forskellige ting. Derfor er der lavet en række regler for brug af naturen. Reglerne er lavet, så turen ud i naturen bliver en god oplevelse for så mange som muligt.
På de offentlige arealer må man færdes overalt til fods og et netværk af naturstier hjælper publikum rundt på arealerne.
Der må cykles på grusveje og ikke i skovbunden.
På de gule stier samt de grusbelagte stier og veje er ridning forbudt. For af undgå ødelæggelse af stierne er ryttere henvist til de stier, der ligger uden for disse begrænsninger.
Hunde er velkomne i skoven, men skal altid føres i snor af hensyn til dyrelivet og andre skovgæster. Dette gælder dog ikke i den 10 hektar store Drastrup Hundeskov, der også er kendt som Frejlev Hundeskov. Du finder hundeskoven for enden af Grøndalsvej, vest for Ørnhøj. Træerne i hundeskoven er fra 1995 og er ved at være store. I midten af hundeskoven er der et stort åbent område, hvor hundene har rig mulighed for at boltre sig med andre hunde og løbe efter bolde. Derudover er der lavet ”junglestier” imellem træerne, så der er mange muligheder for at komme igennem området på kryds og tværs. Der er parkeringsplads ved Grøndalsvej.
Nærmeste adresse: Grøndalsvej 29, 9200 Aalborg SV
Det kuperede terræn er i sin helhed ikke handicapvenligt. Fra P-pladsen ved Gl. Nibevej er det dog muligt at færdes med kørestol omkring den tidligere grusgrav.
Der er fri teltning i hele Drastrup skov. I den vestlige del af skoven finder man en primitiv lejrplads, hvor man kan slå sit telt op. Her er også placeret et bord med bænke og en bålplads. Den primitive overnatningsplads i Drastrup ligger i en gammel gårdhave, hvor husene er nedrevet. Pladsen er omkranset af løvtræer. Kørevejledning: Fra Frejlev by køres der mod vest ad Gl. Nibevej. Cirka 200 m uden for byen drejes mod syd ad en grusvej ved skilt til P-plads. Fra P-pladsen er der skiltet til teltpladsen, der ligger 200 m væk. Pladsen er markeret med rød pæl med piktogram.
Nærmeste adresse: Gl. Nibevej 357, 9200 Aalborg SV
Der er ikke adgang til offentlige toiletter i Drastrup Skov.
Tæt på den sydligst beliggende parkeringsplads forefindes bålplads.
Der er seks gratis parkeringspladser i området.
Vil du gerne afholde et cykel- eller motionsløb? Eller arrangere rollespil i Drastrup Skov? Visse arrangementer kræver en forudgående tilladelse fra Naturstyrelsen.