Historie - Stenbjerg i Thy

65 millioner år siden - Danientiden

For 65 millioner år siden var det meste af Thy havbund i et kæmpe hav, som dækkede Danmark og store dele af det øvrige Europa. Kyststrækningen løb nord for det areal, hvor Skagen ligger i dag. Perioden kaldes for Danien, opkaldt efter Dania, Danmark. Det var den franske geolog E. Desor, der gav den ubeskrevne periode navn, da han i 1847 fandt en række fossiler fra Danmark og Frankrig. Havdybden var dengang lavere end i tidligere tider, klimaet var lige så lunt og dejligt som i Middelhavslandene i dag, og havstrømmene førte næringsstoffer fra det skandinaviske grundfjeld ned langs kysten. Noget af den rav, som vi finder langs Vesterhavet i dag, stammer helt tilbage fra denne tid. Rav er forstenet harpiks fra nåleskove.

12.000-17.000 år siden - seneste istid

Under istiden holdt isen fast på vandet, og der var så lavvandet, at Jylland var landfast med de britiske øer. Men da isen begyndte at smelte i slutningen af den seneste istid for ca. 12.000-17.000 år siden, steg vandstanden, og landet hævede sig, fordi det blev lettet for isens tryk. Det skridende isdække efterlod landskabet med store fladkuplede bakker i det meste af Thy, Hanherred og Vendsyssel. Den smeltende is fik vandstanden til at stige så meget, at dele af landet blev dækket af et ishav, der siden fik navnet Yoldiahavet.

Mellem istid og stenalder

Vandene steg og faldt, og derfor var der i tiden mellem istid og stenalder perioder, hvor Jylland var landfast med Skåne. De store flader af hævet havbund, der siden stenalderen er hævet op over havniveau, kan du se mange steder i Thy. Ligeså kan du fornemme, at istidens gletsjere har formet det kuperede morænelandskab. Og grænsen mellem de to fænomener - hævet havbund fra stenalderen og istidens morænelandskab - markeres de fleste steder i Thy af en stejl kystskrænt.

7.000-8.000 år siden - stenalderen

Store dele af Thy var dækket af det såkaldte Litorinahav, også kaldet Stenalderhavet, som strakte sig helt ind i Limfjorden. Thy var altså et øhav i stenalderen. Der hvor klitheden er i dag, var der dengang havbund. Du kan se de oprindelige kystlinjer som meget stejle skrænter flere steder gennem klitplantagerne fra Lodbjerg i syd til Hanstholm i nord, blandt andet hele vejen gennem Stenbjerg Klitplantage fem-seks kilometer fra havet.

Klitplantagerne ligger derfor både på begge landskabstyer, dels i klitlandskab på hævet havbund fra stenalderen og dels i klitlandskab på morænelandskab fra istiden.

Helt op i Jernalderen og flere gange siden var der naturlig forbindelse mellem Limfjorden og Skagerrak. I Nordjylland steg vandstanden over flere hundrede år, så til sidst kun de højere liggende områder som for eksempel Hanstholm blev tilbage og dannede det nordjyske ø-rige. Andre højtliggende områder var Bulbjerg og Svinkløv.

Læs naturguiden om Bulbjerg

Landhævningen fortsatte over flere hundrede år, og dele af havbunden blev til fladt land, da havet trak sig tilbage. Det nuværende flade land er stærkt præget af den sandflugt, som navnligt i middelalderen og århundrederne derefter dannede store vandreklitter og lagde marker og gårde øde på egnen.   

1500-1700-tallet

Sandflugten var ekstrem dominerende og jog mange steder i Thy folk fra hus og hjem. Problemet var skabt gennem et samspil mellem landet, der hævede sig fra Stenalderhavets bund, de aflejringer af sand, som havet havde sat – og så den stride og dominerende vestenvind.

Du kan se sandet stadig. Det har skabt sandsletter, kystklitter og parabelklitter, som er en form for en vandreklit, der findes lidt inde i landet.

Sandflugten blev i nogle tilfælde forværret af mennesker fra klitområderne, som huggede skovene ned, høstede klitgræsserne til vinterfoder og lod får og kreaturer græsse i klitterne resten af året. Indimellem har man fundet rester af egeskove under sandet. Flere love og forordninger slog fast, at planterne i klitterne skulle blive, hvor de var, så de kunne udføre deres eneste opgave: at holde på sandet. Men folk fortsatte som hidtil – ditto gjorde sandet i sin flugt ind i landet.

1662 + 1667

Området ved Stenbjerg har været beboet siden 1600-tallet. Kilder fortæller, at stednavnet Steenbjerg blev nævnt allerede i 1667, og at vandmøllen Faddersbøl Mølle blev nævnt første gang i 1662. Møllen var en vandmølle, som blev drevet af åløbet fra Sjørring Sø. Men da man ville udtørre Sjørring Sø, blev vandmøllen nedlagt, og mølleren byggede en hollandsk vindmølle i stedet. Det er den nuværende Faddersbøl Mølle.

Slutningen af 1600-tallet

Sandflugten fordrev mennesker fra egnen ved kysten ind i land. Men de mange flytninger den samme vej skabte trang hos en gruppe mennesker til at flytte den anden vej og slå sig ned som havfiskere i Stenbjerg. Man mener, at familier helt tilbage i slutningen af 1600-tallet levede delvis af fiskeri i Stenbjerg. Historien fortæller desuden, at Stenbjerg adskilte sig let fra andre fiskerlejer ved kysten i Thy ved at være omgivet af grønne områder, som lå delvis i læ og derfor var knap så plaget af sandflugt som andre steder. Det betød, at fiskerne i Stenbjerg gennem generationer havde gode muligheder for at holde får og kreaturer og lade dem græsse på de grønne områder rundt om fiskerlejet. Dyreholdene var en vigtigt led i de fattige havfiskeres økonomi.

1789

Det første hus ved Stenbjerg Landingsplads var et pakhus, som blev brugt i forbindelse med skudehandelen med Norge. Pakhuset fungerede som lager for de varer, som Stenbjergs eneste hjemmehørende sandskude, Sct. Anna, fragtede til Kristianssand. I 1789 gjorde Sct. Anna tre rejser, og ligesom på de andre skuder langs Thys Vesterhavskyst bestod lasten af byg, havre, ærter og rug samt flæsk, kød og smør. Der kan også have været levende fjerkræ, lærred, dynevår og hjemmestrikkede trøjer med. Returlasten fra Norge bestod oftest af træ, jern, kakkelovne, grydevarer, kalk og sten.

1790

Helt tilbage i 1790 fik Stenbjerg Kro status af kongeligt privilegeret kro. Det var Kong Erik Klipping, der i 1283 besluttede, at en række kroer skulle være kongeligt privilegerede, så de royale kunne være sikre på at finde et sted at overnatte, uanset hvor i landet de var. Han udpegede kroerne langs de kongeveje og færgesteder, som han rejste ad på sine ture rundt i kongeriget. Men han nåede ikke at færdiggøre processen. For den 22. november 1286 blev han dræbt i Finderup Lade. Efter en jagt måtte han og hans følge denne dag søge ly i en lade, og ukendte gerningsmænd dræbte den danske konge.

Men de kongelige privilegier døde ikke med Klipping. Dronning Margrethe den 1. fortsatte hans arbejde og besluttede i 1396, at der skulle være en kongelig privilegeret kro for hver fjerde mil. I 1522 besluttede Kong Christian den 2. at ændre intervallerne til hver anden mil. Og i løbet af anden halvdel af 1500-tallet blev rigtig mange kroer i Danmark ’kongeligt privilegerede’, som betød, at de altid skulle have en seng og et måltid klar til de kongelige og deres folk. Som tak for indsatsen fik kroejerne – også ham på Stenbjerg Kro – lov at brygge øl og bage brød og brænde brændevin uden at betale afgifter. Det kom i øvrigt ikke Stenbjergs befolkning til gavn, fordi de slet ikke måtte komme på kroen. Gennem flere hundrede år var kroen alene til for de vejfarende. Først i 1912 blev Stenbjergs beboere budt velkomne. 

Stenbjerg Kro er her stadig og har i dag specialiseret sig i mad med lokale råvarer, blandt andet fra Nationalpark Thy.

1792 – lov om bekæmpelse af sandflugt

I 1792 kom en ny sandflugtsforordning, som satte skub i en storslået sandflugtsbekæmpelse. Den betød, at lokale bønder nu havde pligt til – uden løn – at arbejde for staten. De skulle blandt andet så og plante hjælme. Samtidig blev det forbudt at lade dyr græsse i klitterne, og sandflugten blev dermed begrænset. Der bliver stadig arbejdet med at holde på sandet langs kysten, i dag dog uden at tvangsforpligte bønderne, da det nu er en ren offentlig opgave.

Læs mere om opgaven og klitsyn

1809

I 1809 var Danmark i krig mod England, og Nordsøen udgjorde én af fronterne. Engelske krigsskibe patruljerede farvandet og forsøgte at forhindre skudeskippernes skibstrafik, som gik med last af korn og landbrugsvarer til Norge og retur med træ og jern til Danmark. Den 19. maj 1809 lykkedes det englænderne at få fingrene i en last af rug, som de hungersnødsramte nordmænd ellers havde så stor brug for.

En norsk slup ud for Stenbjerg var i færd med at laste rug, da en engelsk kutterbrig pludselig dukkede op og erobrede sluppen. I første omgang varede sejren kort, fordi den lokale kystmilits tog kampen op og jog englænderne på flugt. To engelske soldater omkom i kampens hede. Men englænderne tog til genmæle – nu med kanoner, og det kunne kystmilitsen, som kun var udstyret med geværer, ikke hamle op med. Den norske slup og den eftertragtede rug faldt i fjendens hænder.

1852 – redningsvæsenet bliver til

Vestkystens stærke strøm, revlerne og hyppige storme udgjorde en stor risiko for skibe og besætninger.  Mange gik på grund eller havde andre ulykker til søs. Selv når strandingerne skete ganske tæt på kysten, var de skibbrudne sjældent i stand til at komme helskindede i land ved egen hjælp. Strandingerne langs Vestkysten kostede mange mennesker livet.

De forhold kunne sandflugtskommissær C.B. Claudi ikke holde ud at være vidne til. Han havde flere gange gennem sit liv på Vestkysten set katastrofale strandinger, som havde dræbt utallige søfolk og dermed bragt utallige familier i dyb sorg. Blandt andet så han de to engelske linjeskibe Sct. George og Defence, der strandede ved Thorsminde i 1811. 1230 mennesker omkom, kun 17 overlevede. Claudi rejste til England for at studere og blive inspireret af den engelske redningstjeneste. Da han kom hjem, skrev han en plan for en redningstjeneste på den danske Vestkyst, forelagde planen for regeringen og blev ansat til at etablere og organisere redningsvæsenet. Dermed blev han hovedinitiativtager til det redningsvæsen, som eksisterede gennem mange år og som i velmagtsåret 1924 bestod af 63 redningsstationer. Herefter blev redningsbådenes rækkevidde større, og der var ikke længere brug for så mange stationer.

1880 – Stenbjerg voksede

Fra folk slog sig ned i Stenbjerg i slutningen af 1600-tallet voksede byen. Indbyggerne ernærede sig dels ved fiskeri, særligt i forårs- og efterårsperioden, og dels ved landbrug. Omegnen, som bestod af tusinder af tønderland klit og hede, var egnet til, at Stenbjerg-familiernes får kunne græsse frit der.

Omkring år 1800 var der 19 huse i alt til Stenbjergs 86 beboere. 80 år senere var befolkningstallet steget til 261. I 1880 viser optegnelser, at der i Stenbjerg var omkring 31 ejendomme. Mange af ejendommene havde jordlodder i Nørhå Enge, hvor de skaffede en del af den foder, som de gav til dyrene, når de ikke var på græs. Et typisk dyrehold i Stenbjerg var et par køer og 20-30 får. Foruden de 31 ejendomme lå der i byen en mølle, et bageri, en købmandsforretning, en toldassistentbolig og den kongeligt privilegerede kro, Stenbjerg Kro.

I 1924 havde 50 af byens 84 husstande fiskeri som det bærende erhverv. 11 familier ernærede sig ved jordbrug, mens resten af befolkningen var arbejdsmænd og enker.

1894 – Redningsstationen åbner i Stenbjerg

21. november 1893 var en sorgens dag i Thy. For da druknede 48 fiskere fra fiskelejer på egnen. Man formoder, at den forfærdelige dag var medvirkende årsag til, at Stenbjerg i 1894 fik en redningsstation.

Bådhuset blev opført midt i byen lige ved et vejknudepunkt og blandt de huse, hvor redningsfolkene, som var lokale fiskere, boede. Fra Orlogsværftet i København ankom en spritny redningsbåd (af samme type som den, der står i redningshuset i dag, hvor redningshuset er museum). Det var en 1800 kg tung robåd, der havde mulighed for at sætte sejl. Den var bygget i lærk og eg og var synkefri. Men den kunne kæntre, da en kæntringsfri båd ville have været for tung at manøvrere og transportere på land.

Stationen blev desuden udstyret med et raketapparat, en opsynsmand udpeget af staten og 12 bådsmænd udpeget af opsynsmanden. Der var tale om et hverv af ære, der også gav en hyre, og ofte lod man sønner følge fædre i det prestigefyldte hverv.

Der findes gode beskrivelser af redningerne ved Stenbjerg. Én af dem fortæller, at redningsstationen en tåget morgen ved 7.30-tiden den 10. marts 1904 fik en melding fra en fisker om, at et skib var strandet 250 meter fra land. Opsynsmanden sendte straks bud efter de 12 redningsmænd og heste til at trække redningsbåden fra redningshuset midt i byen ned til stranden. Klokken 9 sejlede de ud til dampskibet Marie af Kiel og fik bragt alle 16 besætningsmedlemmer i land. Hver redningsmand havde dermed tjent en dagløn på 15 kroner.

1895

Stenbjerg Klitplantage blev anlagt. Det foregik i grove træk ved, at man rullede et tæppe af bjergfyr ud i området. Da den krogede, seje og vind- og vejr-robuste bjergfyr var vokset til og dannede læ og et værn mod frost, begyndte man at plante andre træarter, for eksempel sitkagran, ædelgran, skovfyr og eg.

1900

Frem til begyndelsen af 1900-tallet brugte fiskerne ved Stenbjerg udelukkende liner med krog til arbejdet. Agning, at sætte madding på krogene, var et familiearbejde, som foregik i fiskernes hjem. Men i de tidligere 1900-år vandt motorbåde indpas og med dem andre fiskemetoder. Fiskerne begyndte at fiske med garn, trawl og snurrevod. Det betød, at fiskerne fik brug for at kunne opbevare deres udstyr og have et sted under tag at reparere redskaberne. Derfor byggede fiskerne i samarbejde en række redskabshuse ved Stenbjerg Landingsplads helt ud mod vandet. Husene er bygget i simple konstruktioner og af hjemmestøbte sten og forhåndenværende materialer. Blandt andet er flere døre og vinduer genbrug fra nedrevne bygninger. 

1931

Redningshuset blev flyttet fra sin plads midt i byen til landingspladsen ved stranden, hvor huset stadig ligger og i dag er indrettet som museum. Stenbjerg Redningshus er bygningsfredet og en karakteristisk repræsentant for de vestjyske redningsstationer.

1940-45

Tyskerne byggede det kæmpestore kystforsvar, Atlantvolden, der strakte sig fra Nordkap i Norge til Pyrenæerne ved den spanske grænse og havde til opgave at forhindre invasion. Her i landet bestod Atlantvolden af 8.000 forskellige konstruktioner af beton. Nogle af dem blev bygget i Stenbjerg, blandt andet en observationsbunker.

Om bunkers’ne langs den jyske vestkyst reelt forhindrede en invasion, er der delte meninger om. Nogle historikere mener, at englænderne slet ikke havde planer om at invadere Danmark. Andre mener, at eventuelle planer om britisk invasion i Danmark hurtigt var blevet skrinlagt. Dels ville det have været vanskeligt at få allierede tropper ned gennem Danmark til Tyskland, dels ville det have været for nemt for tyskerne at standse tropperne ved grænsen.

En dag i september 1944 gik strandfoged Jens Martin Jensen på sin sædvanlige inspektion langs stranden ved Stenbjerg. Her fandt han i vandkanten liget af en ung flyver, som Jensen mente var engelsk og omkring 20 år gammel. Den unge mand, der hed Bernhard Sabbath, var næsten nøgen, for hans flyverdragt var krænget ned over benene, så man kunne se skudsår i højre bryst og i det ene lår.

I disse dage var det danske politi blevet fjernet af den tyske værnemagt, og derfor trak Jensen liget op på stranden og bad tyskerne om lov til at begrave liget. Det ville tyskerne ikke have. De gravede blot den unge mand ned i sandet på stranden der, hvor strandfogeden havde lagt det og placerede et kors med den unge flyvers navn.

Både Jens Martin Jensen og de øvrige beboere Stenbjerg var utilpasse ved tanken om, at en enkelt kraftig pålandsstorm kunne trække liget af den unge soldat tilbage til havet. Derfor bad strandfogeden igen – denne gange sammen med overklitfoged Axel Rasmussen – om lov til at begrave flyveren på Stenbjerg Kirkegaard. Tilladelsen kom på betingelse af, at folk skulle forholde sig i ro, og at den krans, der var blevet samlet ind til hos købmanden, ikke blev lagt på graven samme dag.

Enkelte Stenbjerg-borgere gik imod tyskernes formaninger og flagede på halv, og en berørt fisker og hans kone havde sammensat en buket fra stueplanterne, som blev lagt på båren.

Efter krigen fandt man ud af, at Bernhard Sabbath ikke var englænder, men amerikaner. Og han blev siden genbegravet på en militær kirkegård i Amerika.

1972

I slutningen af 1960’erne blev den nye fiskerihavn i Hanstholm indviet, og de fletse kutttere fra Thys kyster flyttede dertil og fiskede efterfølgende der fra. I 1972 lagde Stenbjergs tre sidste kuttere, Arken, Sara og Niels Juel, op.

Samme år stiftede en gruppe lokale Foreningen til bevarelse af Stenbjerg Landingsplads, fordi de ønskede at bevare de særprægede huse ved Landingspladsen og leve videre med den spændende historie.

2000

Foreningen til bevarelse af Stenbjerg Landingsplads gennemførte i 2000 en omfattende restaurering af de hvide huse blandt andet med støtte fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formål.

1998-2004

En række områder i Danmark blev udpeget til Natura 2000-område, som er en europæisk status som naturområde med særlige krav til beskyttelse af fugle, dyr og planter. Stenbjerg Klithede er – som de andre store klitheder i Nationalpark Thy blevet udpeget til Natura 2000-område.

Læs mere om Natura 2000

2004

Stenbjerg Klitplantage blev ramt af den værste skovbrand i mands minde. Branden hærgede i to døgn og raserede omkring 150 hektar skov. Dele af det brændte område blev ryddet, mens de sodsværtede stammer andre steder har fået lov til at blive stående, til de falder af sig selv.  Selvsåede træer er begyndt at vokse på de nøgne arealer.  

2008 – Nationalpark Thy åbner

Danmarks første nationalpark blev en realitet. Til at slå dørene op til denne vildmark, som Nationalpark Thy også bliver kaldt, kom daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen den 22. august 2008.

Her bydes på vidtstrakte og åbne klitheder, masser af krondyr, smukke og rene søer og fugle i tusindvis. Alt sammen omkranset af det vilde Vesterhav mod vest og agerbrugsland og fjord mod øst.  Fra Hanstholm Fyr i nord til Agger Tange i syd er der omtrent 55 km særpræget natur at gå på opdagelse i. Op til 10 km ind i landet strækker nationalparken sig, så et område på i alt 244 km2 udgør Danmarks første nationalpark.