Find vej
Flyvestation Værløse ligger nordvest for København mellem Måløv og Værløse. Der er nem adgang til Flyvestationen med både offentlige transportmidler og bil.
Offentlig transport
Fra S-togsstationerne Måløv Station og Værløse Station kan man enten cykle eller tage bus. Søg i Rejseplanen efter f.eks. Jonstrupvej 300, 3500 Værløse eller Laanshøj.
Find Flyvestation Værløse på Rejseplanen.dk
Bus 152 går fra Måløv Station til Jonstrupvej og bus 151 går fra Værløse Station til Laanshøj. Det er også muligt at tage bus 147 og 157 fra Måløv Station, men det nærmeste stop er over 1 km væk.
Parkering
Der er parkeringsplads ved indgangen i den nordøstlige del af flyvestationen, langs vejen Sandet.
Praktisk info og aktiviteter
Der er mange muligheder for gang- og cykelture på området, da der er et væld af stier, både asfalterede og grusbelagte.
Regler for cykling på Naturstyrelsens arealer.
Derudover er der den 3 km lange landingsbane, der indbyder til aktiviteter, bl.a. rulleskøjteløb, rulleski eller landsejlads. Du må gerne tage hunden med på tur, så længe du har den i snor. I hundefoldene kan du lade hunden løbe frit, under forudsætning af, at du har fuldt herredømme over hunden.
Der er gode muligheder for en dejlig ridetur på flyvestationens ridestier. Der er ca. 11 km ridesti ialt. På kortet kan du se, hvor ridestierne er. Bemærk at der ikke må rides uden for ridestierne. Vis hensyn når du færdes til hest.
Da Flyvestation Værløse ligger på meget fladt terræn, er der mange stier som er egnede for kørestolsbrugere og gangbesværede. En stor del af dem er asfalterede, heriblandt den 3 km lange landingsbane.
Du må gerne flyve med modelfly og droner på flyvestationens område, men tjek reglerne her på siden under fanen ”Regler for færdsel”.
Det kræver tilladelse fra Naturstyrelsen at lande og lette med fly.
Det er muligt at fiske i Bringe Mose med gyldigt fisketegn. Dog frarådes det at spise fiskene, da der er mistanke om forhøjet indhold af PFOS i vandet.
Der er rig mulighed for at se fugle på hele flyvestationens område. Ved Bringe Mose er der særligt gode muligheder på grund af de mange forskellige naturtyper, der er samlet her. Du kan bl.a. opleve rørsanger, rørspurv, gøg, nattergal, kærsanger og pungmejse. Desuden er der anlagt en storkerede i den nordlige ende af Bringe Mose. Hvis vi er heldige, bliver reden en dag beboet af et storkepar.
Færdsel sker på eget ansvar i henhold til reglerne i færdselsloven og naturbeskyttelsesloven. Tag hensyn til de øvrige brugere, så alle kan nyde deres tur. Du må som udgangspunkt færdes overalt på Naturstyrelsens arealer – også om natten. Dog er der ikke adgang til de frahegnede arealer.
Langt de fleste aktiviteter på flyvestationen kræver ikke tilladelse. Det gælder f.eks. en gå- eller cykeltur, ekskursioner med skoleklasser eller børnefødselsdage. Større organiserede arrangementer kræver dog tilladelse fra Naturstyrelsen. Det gælder f.eks. hvis de er erhvervsmæssige eller har mærkbar indflydelse på andre gæsters oplevelser af naturen, områdets dyr og planter eller driften af området. Det kan for eksempel være cykelløb, hvor der konkurreres på tid eller placering.
Motoriseret kørsel: Ikke tilladt uden Naturstyrelsens tilladelse.
Ridning: Kun tilladt på det afmærkede ridespor af hensyn til de øvrige besøgende og for at undgå hestepærer på asfalten af hensyn til andre brugere.
Hunde: Skal føres i snor af hensyn til dyrelivet og de andre besøgende. I hundefoldene er det tilladt at lufte hund uden snor, men hunden skal være under fuld kontrol. Hundeluftning er ikke tilladt i dyreindhegninger.
Hundetræning: Organiseret hundetræning, herunder sportræning, er ikke tilladt, da det erfaringsmæssigt giver konflikter med andre brugere eller naboer.
Asfaltaktiviteter: Cykling, rulleskøjteløb, rulleski og løb er tilladt.
El-løbehjul og selvbalancerende køretøjer som eksempelvis segways, uniwheels og el-skateboards, der maksimalt må kunne køre 20 km/t ved egen kraft, er tilladt på asfaltveje.
Ved selvbalancerende køretøj forstås et elektrisk drevet en-akslet køretøj uden styr, siddeplads og pedaler eller lignende.
Modelfly og droner: Det er som udgangspunkt tilladt at flyve med droner og modelfly på hele Naturstyrelsens areal, men trafikstyrelsens regler herfor skal overholdes. Læs mere om dette på www.droneregler.dk, hvor det bl.a. fremgår at der ikke må flyves tættere på beboelse end 150 meter.
- Modelflyvning med brændstofmotor/jetmotor kræver Naturstyrelsens tilladelse.
- Flyvning med droner – også af større grupper - kan foregå uden tilladelse fra Naturstyrelsen – og der gives ikke køretilladelse til transport af tungt grej.
- Der skal søges om tilladelse hos Naturstyrelsen, når der er tale om større stævner/konkurrencer, der skal koordineres med andre aktiviteter, eller når der er særligt begrundet behov for køretilladelse, eksempelvis ved transport af tungt grej. Det vil være undtagelsen, at der gives kørselstilladelse til transport af fly mv.
- Erhvervsmæssig/kommerciel droneflyvning kræver tilladelse fra Naturstyrelsen og vil være omfattet af en form for afgift. Evt. udstedelse af køretilladelse kan ske i begrænset omfang og mod betaling.
- Organiseret droneflyvning kan finde sted i tidsrummet 15/7 til 1/11, som er udenfor fuglenes yngletid og før vinterrastende fugle som mosehornugle og rovfugle ankommer.
- Flyvning med jetmodelfly og fritflyvende modelfly (modelfly, der ikke kan styres fra jorden) kræver særskilt tilladelse, da de fylder mere end almindelige droner. Naturstyrelsen giver tilladelse til i størrelsesordenen 1-2 arrangementer for hver flyvetype pr. år.
- Naturstyrelsen placerer organiseret flyvning i den vestlige ende af landingsbanen bl.a. af hensyn til fuglelivet og øvrige besøgende.
Flyvning: Flyvning til og fra området kræver tilladelse fra Naturstyrelsen
Paragliding: Tilladt efter aftale med Naturstyrelsen
Bål og grill: Der er bålpladser med grill på arealet, hvor Fuglebækgård lå.
Overnatning: Det er muligt at overnatte i telt eller shelter på arealet, hvor Fuglebækgård lå. Det ene shelter er indrette som handicapegnet.
Shelterne kan bookes her: udinaturen.dk
Fjernstyret bil: Det er tilladt at køre med fjernstyret bil, såfremt den er batteridreven
Fiskeri: Det er tilladt at fiske i Bringe Mose ved erhvervelse af gyldigt fisketegn
Spørgsmål om brug og leje af området i øvrigt kan rettes til Naturstyrelsen Hovedstaden,
Du kan booke dele af flyvestationen til et arrangement her
Furesø Museer tilbyder forskellige slags ture på flyvestationen, både for familier og skoler.
De to hangarer, Hangar 46 (Øst) og Hangar 46 (Vest), er Nationalmuseets og bliver brugt til opbevaring. Hangarerne indeholder tungt, militært udstyr fra perioden 1950 og frem. Det drejer sig f.eks. om leopard-kampvogne, pansrede mandskabsvogne, dysekanoner, haubitser, jeeps og Nimbus-motorcykler.
Ønsker du at afholde et større arrangement?
Book dele af flyvestationen på udinaturen.dk
Spørgsmål om brug og leje af området i øvrigt kan rettes til Naturstyrelsen Hovedstaden, HST@nst.dk
Du kan holde dig orienteret og i kontakt med de øvrige brugere af området på Facebook:
Følg flyvestationen på facebook.com/flyvestationen
Læs mere i folderen om flyvestation Værløse
Du kan læse mere om flyvestationen på Furesø Kommunes hjemmeside, og her kan du læse om de øvrige ejere af den tidligere Flyvestation Værløse:
- Filmstationen
- Nationalmuseet ejer Hangar 46, som bruges til opbevaring.