Find vej
Med bil
Gødding Skov ligger 10 km øst for Billund. På hovedvejen mellem Billund og Vejle skal man enten benytte afkørsel til Vandel (og fortsæt østpå ad Kastanievej) eller afkørsel til Ny Nørup (og fortsæt vestpå ad den gamle Billundvej) til de mange p-pladser på Billundvej.
Offentlig transport
Fra enten Billund (lufthavn, Legoland, centrum) eller Vejle benyttes bus nr. 143, der har flere stop i Gødding Skov.
Praktisk info og aktiviteter
Der må ikke køres på skovvejene, men der er flere p-pladser langs Billundvej, en p-plads ved Rodalvej i Lille Lihme, en p-plads ved Gødding Skovvej og en p-plads ved Førstballevej.
Selv om Gødding Skov ligger på den jyske højderyg, er den største del af skoven uden større stigninger. De fleste skovveje kan klares af kørestole under normale vejrforhold. Vær dog opmærksom på, at store skovningsmaskiner periodisk kan ødelægge nogle af skovvejene.
Den sydlige del af Gødding Skov – nær Lilleskoven – er meget kuperet og ikke egnet for kørestolsbrugere og gangbesværede.
Der er fire afmærkede vandreruter i Gødding Skov. Vandreruterne kan starte fra p-pladser i skovene. Du kan finde en vandretursfolder ved p-pladserne eller ved at downloade folderen her på siden:
Hent vandretursfolderen for Gødding Skov
Vejle Ådal-turen (2 km, gul rute) er den smukkeste og mest varierede tur i Gødding Skov. Turen går gennem Lilleskov med bøgeskråninger og store graner, smukt bølgende overdrev med græssende kreaturer i sommerhalvåret. Og midt på turen ligger Vejle Å – hvor den endnu er ganske lille efter sit udspring ved Engelsholm Sø. Åen kan krydses via en smal træbro, og der er plankestier gennem sumpskoven omkring åen. Turen kan starte ved p-pladsen på Rodalsvej i Lille Lihme eller fra p-pladserne langs Billundvej.
Kongsdal-turen (3 km, rød rute) er en helt anden oplevelse. Turen krydser Kongsdalen, der er en smeltevandsdal fra sidste istid, hvor smeltevandet åd sig tværs gennem højderyggen på sin vej vestpå. Turen følger også et skovbryn med gamle ege, hvor det gamle skovdige viser afgrænsningen af den oprindelige hedeplantage mod syd. Start fra p-pladsen ved Gødding Skovvej.
Kæltringehøj-turen (2 km, gul rute) forbinder Kongsdal-turen med Hulveje og røser-turen i den nordlige del af Gødding Skov. Her væltede store dele af skoven under orkanen i 1999, men du kan stadig se enkelte af skovens gamle og store træer - sitkagran, douglasgran og ædelgran - som hist og her rager højt op over den nye skov med blandede træarter. Midtvejs på turen i en lysning ligger den meget store bronzealderhøj, Kæltringehøj. Start fra p-pladsen ved Førstballevej eller fra p-pladsen ved Gødding Skovvej.
Hulveje og røser-turen (4 km, rød rute). Smuk og varieret tur, der ofte følger skovbrynene med udsigt til det åbne land. En del af ruten går gennem en gammel egeskov, hvor rydningsrøser (bunker af sten fjernet fra marker) fra ældre jernalder skjuler sig i skovbunden. Undervejs kan du også se en samling gravhøje under bøgekroner og mandsdybe hulvejsspor, foruden en rislende bæk langs skovbrynet længst mod nordøst. Start fra p-pladsen ved Førstballevej.
Præparerede spor til langrend trækkes om vinteren, når sneen vurderes at være tilstrækkelig og egnet. Skiruten er i alt ca. 5,5 km og består af flere rundture, der frit kan kombineres.
Du er også velkommen til at køre på ski rundt i skoven uden for den præparerede rute. Er der sparsomt med sne, får man mest ud af at følge de plane arealer - eksempelvis et plant græstæppe eller skovveje og -stier.
Geocaching er en slags orienteringsløb for hele familien, hvor I selv bestemmer tempoet. Sporten består i, at man skal finde en cache (skat) gemt i naturen eller på et interessant sted. Skattejagten foregår ved hjælp af GPS. Ofte bliver man også klogere på områdets historie, dyreliv m.v.
Geocaching er blevet så populær, at Naturstyrelsen har måttet lave særlige regler for placering af "skatte" i statsskovene.
Der er også gemt ”skatte” i Gødding Skov. Kom i gang på geocaching.dk og geocaching.com.
Der er ikke afmærkede cykelruter gennem Gødding Skov. Det er tilladt at cykle på skovvejene, hvor biler ikke har adgang. I perioder med meget nedbør – kombineret med hjulspor fra store skovningsmaskiner og lastbiler - er det en fordel at cykle på mountainbike.
Der må kun cykles på skovveje, ikke på vandrestier, i skovbunden eller op og ned ad skrænter.
Gødding Skov har ikke afmærkede mountainbike-ruter. Her gælder de samme regler som for almindelige cykler.
Gødding Skov har ikke afmærkede rideruter, men det er muligt at ride langs skovvejene. Der må ikke rides på skovveje, som er mindre end 2,5 meter brede.
Der er ikke hundeskov i Gødding Skov (nærmeste er i Engelsholm Skov).
Hunde skal altid føres i snor.
Skovlegepladsen (4 på kortet) har en stor bålplads omsluttet af solide borde og bænke med plads til 50 mennesker. Også en ekstra bålplads med grillrist.
Du må gerne plukke bær og svampe til eget forbrug. Sommeren byder især på hindbær og blåbær.
I svampesæsonen om efteråret er der en del spisesvampe i skovbunden – blandt andet de populære kantareller, Karl Johan rørhat m. fl. - men vær forsigtig, for der er også giftige svampe.
Hele Gødding Skov er udlagt som område med "fri teltning". Her gælder 1-2-3-reglen: 1 nat på samme sted, maks. 2 telte og maks. 3-mands telte. Teltene skal være uden for synsvidde fra beboelser og biveje. Der er flere regler for fri teltning, som du kan læse her.
Gødding Skov er åben for arrangementer og aktiviteter. Men hvis aktiviteterne påvirker andre mennesker i naturen eller dyr og planter, er det nødvendigt at søge tilladelse mindst 14 dage før arrangementet.