Skovrejsning
Naturstyrelsen rejser nye skove over hele landet for at beskytte grundvandet, styrke biodiversiteten og give danskerne mere natur tæt på, hvor de bor.
Klik her for at se alle de igangværende skovrejsningsprojekter
Hvad er skovrejsning?
Skovrejsning handler om at skabe ny skov i områder, hvor der tidligere har været landbrugsjord eller åbent landskab. Formålet er at skabe mere natur, beskytte grundvandet og give danskerne flere muligheder for at opleve skov tæt på, hvor de bor.
De nye skove er med til at løse flere samfundsudfordringer på én gang. Skovrejsning kan forbedre vandmiljøet, optage og lagre CO₂, beskytte grundvandet og mindske risikoen for oversvømmelser. Samtidig giver de nye muligheder for friluftsliv og skaber levesteder for dyr og planter, der styrker biodiversitet på sigt.
Skovrejsning kan ske både privat og statsligt. Den statslige skovrejsning gennemføres af Naturstyrelsen, ofte i samarbejde med kommuner og vandforsyningsselskaber. Samarbejderne gør det muligt at forene hensyn til drikkevand, friluftsliv og natur i én indsats. Når Naturstyrelsen anlægger ny skov, bliver områderne fredskov – en permanent beskyttelse, som sikrer offentlighedens adgang til naturen.
Skovrejsning som led i den grønne trepart
Naturstyrelsens skovrejsningsprojekter er en afgørende indsats for at realisere målene i den Grønne Treparts "Aftale om et grønt Danmark" og "Aftale om implementering af et grønt Danmark".
Naturstyrelsen skal frem mod 2045 rejse 20.000 hektar ny urørt skov. De nye skove skal øge andelen af urørt natur i Danmark og skaber bedre levevilkår for planter, svampe og dyr. Der plantes hjemmehørende træ- og buskarter, og naturen får lov til at udvikle sig på egne præmisser med så lidt aktiv forvaltning som muligt. Samtidig skal skovene ligge tæt på byerne, beskytte grundvandet og give borgerne nye muligheder for naturoplevelser. Projekterne gennemføres i partnerskab mellem staten, kommuner, forsyningsselskaber og andre interessenter.
Naturstyrelsen udarbejder i øjeblikket retningslinjer og rammer for, hvordan de nye statslige skove skal etableres, så de bedst muligt understøtter målene i den grønne trepart.
Derfor rejser Naturstyrelsen ny skov
En af skovrejsningens særlige kvaliteter er, at den kan opfylde flere forskellige samfundsnyttige funktioner på samme tid og sted. Som det illustreres i figuren, udspringer der fem centrale effekter fra skoven.
- Forbedring af vandmiljøet – nye skove hjælper med at rense og beskytte grundvandet.
Giver mere plads til friluftsliv – Skovene skaber attraktive og rekreative områder, hvilket giver folk mere plads til skønne naturoplevelser.
Reducerer CO₂ og genskaber naturlig hydrologi – træer optager og lagrer CO₂. Samtidig tilbageholder rodnettet store mængder vand, der kan genskabe vandets naturlige bevægelse i området.
Styrker biodiversiteten - Skovrejsning skaber nye levesteder for et mangfoldigt dyre- og planteliv.
Styrker samarbejdet på tværs – Etableringen af skovene fremmer et værdifuldt, fælles engagement mellem stat, kommuner og vandværker – til gavn for både mennesker og natur.
Hyppige spørgsmål om skovrejsning
Nyt fra skovrejsningsprojekter
"Danmark Planter - med Grøn Trepart"– et fælles projekt for fremtiden
Den Grønne Trepart skal plante 250.000 hektar ny skov inden 2045 – en indsats, der vil skabe en historisk omlægning af det danske landskab. En del af de nye træer skal plantes på statslige arealer, mens hovedparten vil blive plantet på privat jord. Det er en opgave, som får betydning for hele landet – og derfor inviteres danskerne til at deltage. Initiativet kaldes ”Danmark Planter – med Grøn Trepart” og er et fællesprojekt mellem Naturstyrelsen, Klimaskovfonden og Ministeriet for Grøn Trepart.
Læs mere om den første plantedag her